TV-lægen: Det er ekstremt stressende at have en psykopat i sit liv

Mange kvinder har en mand med psykopatiske træk i deres liv, og ifølge den kendte tv-læge Peter Geisling Qvortrup er det ekstremt stressende, direkte sygdomsfremkaldende og ødelæggende for selvværdet

Køb bogen 'Slip fri af psykopatens kløer' >>

Op mod 10 procent af alle mænd har dyssociale personlighedstræk og mellem tre og fire procent er psykopater. Hvis du har en mand med sådanne træk i dit liv, er det ekstremt stressende og sygdomsfremkaldende, og samtidig går det ud over dit selvværd.

Sådan lød ordene fra den kendte tv-læge Peter Geisling Qvortrup på konferencen Alle Tiders Kvinder i København.

"Hvis hver 10. mand har de her træk, så skal I passe på. Mænd med psykopatiske træk interesserer sig ikke for jeres drømme", sagde Qvortrup til konferencens mange hundrede kvinder.

Han fastslog samtidig, at det er direkte sundhedsskadeligt at have en mand med dyssociale personlighedstræk i sit liv: Det går ud over din mentale sundhed og dermed din energi og dit personlige overskud til at leve sundt og passe på dig selv.

Psykopaten virker guddommelig

Den populære læge mener, at det for mange kvinder er ganske urealistisk at følge de mange gode råd om sund kost og motion og om at kvitte tobakken, hvis hverdagen står på ren overlevelse.

Den kvinde, der har en psykopatisk mand tæt inde på livet, har ikke overskud til at leve sundt og står, ifølge Qvortrup, ofte fuldstændig alene, når hun forsøger at dele sine oplevelser med familie, venner eller kolleger:

"Andre mennesker vil ikke kunne genkende hendes beskrivelser af den psykopatiske mand. En psykopat gør nemlig alt for, at alle omkring ham skal finde ham guddommelig", vurderer Peter Geisling Qvotrup.

Hvis du eller en af dine veninder er gift og får børn med en mand, der over tid virker mere og mere psykopatisk, har Qvortrup tre gode råd:

  1. Erkend, at du ikke kan lave om på ham
  2. Flygt, før du selv kører ned
  3. Sæt grænser

Køb bogen 'Slip fri af psykopatens kløer' >>

Share