"Opfør dig nu ordentligt over for din mor"

Døtre, der vokser op med en narcissistisk mor, oplever ofte en far, der svigter sine egne børn for husfredens skyld

Far, hvorfor beskyttede du mig ikke? Hvor var du, da jeg havde brug for dig? Hvorfor forsvarede du altid mor? Hvad med mig?

Sådanne spørgsmål stiller mange døtre af narcissistiske mødre til deres far.

Hvis moderen i en familie er selvoptaget, er der nemlig typisk en far i huset, som nærer afgrundsdyb beundring for hende. Det bliver han nødt til for selv at beskytte sig, og han vil forlange, at børnene skal tage hensyn til moderen for husfredens skyld. Derfor bakker han op om moderen til skade for børnene.

Det skriver Danu Morrigan, der er vokset op med en narcissistisk mor. Hun har udgivet bøger om emnet og er kvinden bag hjemmesiden DaughtersOfNarcissisticMothers.com

I hverdagen bliver faderen den, der forsvarer moderen, hvis børnene sætter sig op mod hende, og han kan typisk blive voldsomt vred og råbe højt, hvis det er nødvendigt for at banke børnene på plads. På den måde fungerer han som den narcissistiske mors frontkæmper og forlængede arm til skade for hans egne børn.

Typisk vil faderen, ifølge Danu Morrigan, gøre hvad-som-helst for at sikre fred og ro i hjemmet, også selv om det går ud over hans børns trivsel og psykiske sundhed. Hans behov for at føle, at han har valgt en god hustru er mere vigtigt for ham, end det er at beskytte sine egne børn mod overgreb, hård kritik, manipulation og fordømmelse fra moderens side.

Faderen har behov for at føle, at hans hustru er perfekt – eller i hvert fald tæt på – så han kan sige til sig selv, at han har valgt en god hustru. Det resulterer i sort-hvid tænkning, hvor faderen ofte roser moderen over for sine børn og fortæller, hvilken fantastisk kvinde, hun er, selv om hun på en lang række områder svigter sine børn.

Danu Morrigan gør opmærksom på, at den mand, der er gift med en narcissistisk kvinde, vil komme med bortforklaringer på sin hustrus adfærd over for børnene: ‘Hun elsker jer på sin egen måde’ eller ‘Opfør dig nu ordentligt over for din mor’.

Faderens loyalitet over for moderen betyder i praksis, at døtre af narcissistiske mødre ikke har nogen voksen til at beskytte dem inden for hjemmets fire vægge, fordi de ikke kan regne med deres mor – og heller ikke med deres far.

Powerkvinderne udgiver i 2014 bogen 'Bli'r jeg nogensinde god nok' på Powerpress'

LÆS OGSÅ:

Bli'r jeg nogensinde god nok

Share