Derfor drømmer vi om prinsen på den hvide hest

I et nyt amerikansk realityprogram bliver 12 unge kvinder narret til at tro, at de dater den britiske prins Harry. Ideen med programmet er at finde ud af, om drømmen om prinsen på den hvide hest lever. Hør hvorfor så mange kvinder stadig har prinsessedrømme

Vi kender ham fra eventyrerne: Den smukke, bredskuldrede prins på den hvide hest, der kommer prinsessen til undsætning, gifter sig med hende, giver hende det halve kongerige og fylder lykkebægeret til deres dages ende. Men selv om vi ved, at det er eventyr, lever drømmen om prinsen i bedste velgående hos mange kvinder. I deres stille sind ønsker og håber det, at prinsens karet stopper foran deres dør, så de kan kravle ud af den to-værelses lejlighed og hoppe direkte ind i drømmeland.

I et nyt britisk realityprogram bliver 12 giftelystne unge kvinder foranlediget til at tro, at den rødhårede britiske prins Harry er på frierfødder. Det er imidlertid ikke den rigtige prins, men en ung mand, der ligner prinsesse Dianas rødhårede søn til forveksling.

Det perfekte liv
I DR2’s aktualitetsprogram ’Dagen’ er drømmen om prinsen på plakaten og gæsten i studiet er psykolog Vitha Weitemeyer, der er samarbejdspartner med Powerkvinderne. Hun fortæller, at det er kvinders drøm om det perfekte liv og om at være perfekte, der får mange af os til at henfalde til drømmen om prinsen.

”Mange kvinder tror, at prinsen på den hvide hest vil give dem en følelse af at være værdifulde. Det er en søgen efter det perfekte og et håb om at få betydning. Mange kvinder vil gerne være perfekte, og de vil også gerne være perfekte omsorgsgivere, som også kan hjælpe en mand til at forandre sig, så han også bliver den perfekte”, siger Vitha Weitemeyer i udsendelsen.

Den pæne pige
Et eksempel på den perfekte pige ser vi i musicalen Grease, hvor Olivia Newton John i rollen om Sandy falder for Danny med den sorte læderjakke og brylcreme i håret.

”Sandy er en pæn, tilpasset, perfekt og på mange måder en uskyldig pige, som bliver draget af denne her spændende fyr Danny, der er en rigtig badboy. Der er noget spændende for hende ved ham, for han repræsenterer en side ved hende selv, som hun har gemt ad vejen. Det har hun gjort i sit ønske om at leve op til forventningerne om, hvordan en perfekt og ordentlig pige skal være”, siger Vitha Weitemeyer.

Grunden til, at mange kvinder føler, at de skal være perfekte prinsesser skal ifølge Vitha Weitemeyer findes helt tilbage i barndommen:

”Når vi er små, vil vi gerne være mors og fars prinsesse eller prins. Vi vil gerne være noget særligt i deres øjne. Hvis vi så alligevel vokser op med en mangel på følelsen af at have værdi og være noget særligt, så kommer vi til at tage den med os ind i vores voksne forhold - og ikke mindst i parforholdene.”

Når drømmen punkterer
Imidlertid kan prinsessedrømmen punktere, hvis det viser sig, at den mand, der skulle være en prins, i virkeligheden er ganske almindelig. Hvis det sker, kan det være meget hårdt for den kvinde, der netop har giftet sig med ’prinsen’ for at føle, at hun er god nok og for at få værdi som menneske via prinsesseidentiteten. Hun mister sin identitet. Imidlertid kan krisen føre til et bedre liv for kvinden, der tør at slippe drømmen om prinsen:

”Hvis man som kvinde formår at give slip på prinsessedrømmen og finde ud af, at det er ok bare at være et almindeligt menneske, så kan man få det meget bedre med sig selv, for så kan man lære at slappe af med følelsen af at være god nok, som den man er i virkeligheden”, fastslår Vitha Weitemeyer.

Se indslag på DR2 med på Youtube.com >>
Læs mere om Vitha Weitemeyer her >>

Share