Mit liv i skyggen af mor

BOGANMELDELSE: En 39-årig kvinde fortæller her anonymt sin historie om, hvordan opvæksten med en narcissistisk mor har haft indflydelse på hele hendes liv. Bogen 'Bli'r jeg nogensinde god nok' har hjulpet hende videre

Køb Karyl McBrides bog "Bli'r jeg nogensinde god nok - hjælp til døtre af narcissistiske mødre" >>

Jeg er 39 år, og for næsten 15 år siden blev jeg akut henvist til behandling for bulimi. Jeg fyldte mig med mad, indtil jeg ikke var i stand til at bevæge mig og kastede op mindst 10 gange om dagen. Min økonomi og min helbredstilstand var kritisk, og det blev begyndelsen på en rejse mellem psykologer, læger, støttegrupper og coaches, som alle sammen har hjulpet mig et stykke hen ad vejen til at finde ud af, hvorfor jeg levede sådan, og hvad der skulle til for at ændre min destruktive adfærd. 

Mors voldsomme humørskift
På den ene side er jeg opvokset med en mor, der kunne være meget kærlig og omsorgsfuld. På den anden side kunne hun - uden varsel - eksplodere i raseri og kalde mig de grimmeste ting og endda true med at sende mig på børnehjem. Hele min barndom var et langt marathon på listefødder, hvor jeg aldrig vidste, hvornår jeg var inde i varmen hos min mor, og hvornår jeg blev overfaldet verbalt (og til tider også fysisk) af min mor. Der var tilsyneladende ingen sammenhæng i, hvornår dét, jeg gjorde, kunne resultere i enten overdreven ros eller voldsom skældud.

Min mor har altid spillet min søster og mig ud mod hinanden. Det har resulteret i, at vi altid har haft - og stadig har - et meget dårligt indbyrdes forhold. Når min søster var inde i varmen hos min mor, var jeg ude i kulden og ude af fællesskabet. Det omvendte kunne også ske, men det var sjældent, for min søster var min mors favorit, og det lagde min mor ikke skjul på. Min mor havde brug for konstant at så splid mellem om os søskende, og hun havde også brug for at så spild mellem hende selv og min far, min fars familie og sågar i hendes egen søskendeflok.

Konstant utryghed
Jeg gik rundt i en konstant usikkerhed og utryghed, hvor jeg tvivlede på alt, inklusiv mine egne fornemmelser og følelser. Mit barndomsliv var én lang øvelse i hele tiden at gøre og sige det rigtige, så mor ikke blev vred, uanset hvad jeg selv måtte føle eller mene. Dermed skabte jeg langsomt et falsk lag af personlighed, der byggede på min mors forventninger, i stedet for at danne en personlighed og et handlemønster, der var baseret på mine egne valg, meninger og følelser.

Da jeg blev voksen og skulle til at fungere i sociale sammenhænge både på mit studie og senere på en arbejdsplads, begyndte jeg at krakelere. Den falske personlighed, jeg gik rundt med, var konstrueret ud fra et barns desperate behov for beskyttelse. Den kunne ikke bruges i den virkelige voksenverden. Dermed startede bulimien, som i mange år fungerede som ventil for den enorme vrede og frustration, jeg bar rundt på, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg havde det så dårligt. 

Jeg opdagede bogen "Bli’r jeg nogensinde god nok” Dr. Karyl McBride i sommeren 2013, og den blev et stort gennembrud for mig. Bogen gav mig en forståelse af, hvorfor jeg har haft det så svært. Jeg slugte bogen råt, læste den første gang i løbet af fire timer og græd en del gange undervejs, for bogen beskrev lige netop alt, hvad jeg har oplevet. Fra min utrygge barndom til de udfordringer, jeg konstant møder som voksen i samspillet med andre mennesker, kærligheden og i forståelsen af mig selv. Bogen indeholder en god blanding af teoretisk psykologi og anekdoter fra kvinder med samme oplevelser, hvilket gør læsningen meget personlig og gribende.

Om at erkende problemet
Bogen er bygget op i logiske trin, som langsomt indkredser problematikken omkring en narcissistisk mor. Den første del af bogen "Erkend problemet" beskriver den følelsesmæssige byrde, som alle, der har haft en narcissistisk mor, går rundt med. Denne byrde er meget svær at definere, for der ligger ofte en anden problematik (i mit tilfælde bulimien), som dækker over det følelsesmæssige sår. Da jeg læste dette kapitel, gik det imidlertid klart op for mig, at min bulimi aldrig har handlet om vægt eller skønhedsidealer (som spiseforstyrrelser ellers tit bliver beskyldt for). Bulimien har været et røgslør for, at jeg dybest set er blevet mishandlet af min egen mor.

Netop fordi jeg er blevet programmeret til altid at sige og tænke det samme som hende, så er det meget svært at sætte ord på, hvor forfærdeligt det, hun har udsat mig for, er. Jeg er stadig så loyal over for hende, at jeg skammer mig over at tænke tanken, og at sige det højt, gør nærmest fysisk ondt. Når jeg læser dette kapitel, giver det mig en ro og tryghed at vide, at jeg ikke er den eneste med disse oplevelser. Andre har oplevet det samme, og jeg er ikke skør. Jeg overdriver ikke. Jeg husker ikke forkert. Jeg lyver ikke. Jeg havde en forfærdelig barndom, og jo mere jeg læser om det, jo mindre undertrykt bliver oplevelsen, og desto bedre kan jeg tale om den og bearbejde den.

Under mors indflydelse
Anden del af bogen "Sådan påvirker den narcissistiske mor hele dit liv” handler om de problemer, man møder som voksen, når man som jeg er vokset op uden at kunne mærke egne følelser eller præferencer. Jeg gik rundt som voksen og opførte mig som en lille kopi af min mor. Jeg talte og agerede ud fra, hvad jeg tror, hun ville syntes eller sige i enhver situation. Jeg opdagede det ikke en gang, så effektivt var jeg programmeret.

Samtidig søgte jeg efter den kærlighed og tryghed, som jeg manglede. Jeg søgte den alle mulige steder - hos mænd, chefer, lærere, osv., men disse mennesker kunne aldrig leve op til at levere det, jeg manglede. Selv da jeg flyttede hjemmefra, var min mor altid tilstede, enten i min tanker eller på telefonen flere gange om dagen.

Jeg har i nu nogle år vidst, at min mor fylder for meget i min bevidsthed, men det var først, da jeg læste dette kapitel, at det virkeligt gik op for mig hvor skadeligt, det er for mig. Det kan stadig chokere mig, hvor mange gange min mor og de tankemønstre, jeg har overtaget fra hende, kontrollerer, hvad jeg gør og tænker hver dag. Nu er jeg imidlertid SÅ meget mere bevidst om, når det sker, og hver eneste dag er en øvelse i at lære, hvad jeg SELV mener og føler, og hvordan jeg synes, at en given situation skal tackles rigtigt. Jeg fortæller mig selv, at der ikke er noget facit i livet, og at mine vurderinger og tanker er lige så gode som alle andres, selvom det ikke er det samme, som min mor ville gøre. Jeg kæmper stadig med den lille pige inden i mig selv, som gerne vil gøre alt det, mor vil have, så mor bliver glad og roser mig.

Første og anden del af bogen genlæser jeg ofte for at minde mig selv om, hvad jeg har været igennem, og hvordan det påvirker min hverdag. Det er så nemt for mig at falde tilbage i gamle mønstre og bare gøre som jeg plejer, så her bruger jeg bogen som en slags motivationstale til mig selv, så jeg kæmper videre.

At finde sig selv
Den tredie del af bogen "Farvel til arven" handler om, hvordan man heler sig selv og frigør sig fra sin mor. Med narcissistiske mødre som min er der to muligheder: Meget begrænset kontakt eller ingen kontakt overhovedet. Min mor bliver aldrig anderledes. Jeg kan ikke tale med hende om, hvad hun har gjort, for hun ved det ikke selv.

Enhver antydning af kritik får hendes spinkle facade til at eksplodere i martyrisk selvforsvar, hvor hun græder og undskylder. Når hun så opdager, at jeg ikke trækker det, jeg siger, tilbage, slår hun lynhurtigt over i angreb med alt, hvad der følger af ydmygelser og trusler. Hun kan finde på at kalde mig en sindssyg kælling, en luder, en rådden idiot og beskylde mig for at misbruge min egen søn og for at stjæle fra hende. Hun siger til mig, at det er min skyld, at min søster er 'ødelagt' (min søster har store psykiske problemer). Hun siger, at jeg er egoistisk og altid har været ude på at ødelægge hendes liv. Disse 'eksplosioner' ender med, at jeg har det meget dårligt i lang tid, mens min mor faktisk liver op, slapper af og får det godt. Hun er jo kommet af med sin egen smerte. Til gengæld har jeg overtaget den.

Et sted i 3. del af bogen står der, at det er en god idé at kontakte en psykolog/terapeut for at få hjælp til at finde ud af, hvordan forholdet til ens mor skal tackles. Det var i den forbindelse, at jeg fandt Vitha Weitemeyer. Jeg har ikke brudt kontakten til min mor. Det er jeg ikke parat til endnu, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Men jeg bliver bedre og bedre til at håndtere hende ved hjælp af de råd, jeg finder i bogen, og jeg bruger bogen til at "om-programmere" mig selv og minde mig selv om, at det, jeg har oplevet, ikke bare er min 'fantasi'. Det har fundet sted, og jeg har ret til at være min egen person og gøre mig mine egne erfaringer. Jeg er ikke afhængig af min mor. Men hvem jeg så selv er - det er jeg stadig ved at finde ud af.

Køb bogen her >>

Læs mere om bogen 'Bli'r jeg nogensinde god nok' >>

Læs mere om psykolog Vitha Weitemeyer her >>

Share