Hverdagens psykopater kan være farlige

Psykopater er egoistiske, følelseskolde og tænder på risiko, løgne, dominans, magt og udnyttelse af andre. Men de kan også være charmerende og manipulere dig til at gøre ting, som du normalt aldrig ville drømme om

Psykopater er som regel ude af stand til at sætte sig ind i andre menneskers følelsesliv og behov. Denne manglende evne til empati og medmenneskelig forståelse medfører, at en psykopat vil kunne overskride grænser og begå handlinger, som normale mennesker vil finde uacceptable, perverse og forkastelige. Det skriver psykiatrisk overlæge Henrik Day Poulsen i bogen ’Hverdagens psykopater – mennesker, der skader andre’, som er udgivet på forlaget Liva.

Findes i alle samfundslag
Mange mennesker tror, ifølge Henrik Day Poulsen, at psykopater er synonyme med dårligt uddannede personer fra de laveste socialgrupper, der begår indbrud og kommer op at slås, blot de bliver det mindste provokerede. Imidlertid findes der psykopater i alle samfundslag og langt fra alle psykopater er kriminelle. Ofte overtræder de ’kun’ moralske normer og ikke nødvendigvis noget, der er indeholdt i straffeloven. Jo mere veluddannede, jo flere forbindelser, jo flere penge, jo bedre er psykopaterne til at manipulere.

Man kan kun bestemme, om mennesker er psykopater, når de er undersøgt af en psykiater, fastslår Henrik Day Poulsen i bogen, hvor han samtidig gør opmærksom på, at det for almindelige mennesker er en fordel at være i stand til at genkende psykopatiske træk, så man kan undgå at blive offer. Både mænd og kvinder kan være psykopater.

De andres skyld
Mange psykopater har ifølge Henrik Day Poulsen en udtalt evne til at fralægge sig skyld og ansvar. Hvis de bliver opdaget i færd med at begå kriminalitet, mener de straks, at det er andres skyld, og at det er uretfærdigt, hvis de skal straffes for deres handlinger.

Psykopater besidder en udtalt evne til at bortforklare deres handlinger, og nogle gange formår psykopaten af få omverdenen til at glemme, hvad hans forbrydelse egentlig består i, fordi veltalenhed og charme er med til nærmest at tryllebinde tilhørerne.

Mange psykopater har et overdrevent stort ego med et helt urealistisk selvbillede og tro på egen storhed og kompetencer. Opfattelsen af, at man har krav på særbehandling, og at man er noget særligt, trives også hos mange psykopater. De ser sig selv som fødte ledere.

Psykopatens ofre
Mange psykopater er ifølge Henrik Day Poulsen gode til at finde personer, der hurtigt bliver afhængige af dem. Og afhængighed giver magt. Magt giver indtryk af, at man er betydningsfuld, og herved tilfredsstilles psykopatens ønske om kontrol og fokus på egen person.

Som mestre i manipulation kan psykopaten det ene øjeblik være vred og det næste øjeblik smile sødt, hvilket gør mennesker omkring psykopaten sårbare og usikre. De fleste mennesker har svært ved at forholde sig til et menneske, der hele tiden skifter som en kamæleon. I visse ægteskaber kan den ene part også udnytte den anden ved i perioder at tie, optræde med skiftende humør og kræve lydighed for i det næste at fremstå hengiven og god.

Psykopaten kan skabe frygt
Lunefuldheden giver psykopaten stor mulighed for at kontrollere og dominere. Mennesker tæt på psykopaten kan langsomt, men sikkert, komme til at leve et liv i konstant usikkerhed og frygt, idet de aldrig ved, om tyranen er i et ondt eller et godt lune.

Frygt er et overordentligt virksomt magtinstrument, som psykopater ofte benytter sig af, og eksempelvis kan et ægteskab med en psykopat stille og roligt bevæge sig ud i et sygeligt magtspil. Man ser ikke sjældent, at ønsket om at blive sammen som familie, får mennesker til at blive sammen med en psykopat. Ifølge Henrik Day Poulsen er det naturligvis ikke noget klogt valg, men forståeligt.

Køb bogen ’Hverdagens psykopater – mennesker, der skader andre’ >>

 

Share