Camilla Bruun Simonsen, cand.comm. i journalistik og internationale udviklingsstudier

Global udvikling og ligestilling er i fokus i Camilla Bruun Simonsens samarbejde med Powerkvinderne, hvor Camilla stiller skarpt på womenomics - sammenhængen mellem kvinder, marked og økonomisk vækst.

 

Under et udvekslingsophold på McGill Universitetet i Montreal, Canada, studerede Camilla ”Sociology of Gender”:

”Det blev en distraherende påmindelse om de store ligestillingsspørgsmål, der bliver ved med at være relevante i vores verden og en øjenåbner for nogle af de helt basale forskelle, der fortsat er på vores køn i dag – økonomiske, fysiske, kemiske og sociale.”

Camilla er uddannet i journalistik, kommunikation og internationale udviklingsstudier fra RUC og har rejst rundt med en rygsæk i store dele af verden - kun Antarktis mangler for at hun har været på alle verdensdele. Afrika er dog det kontinent - udover Europa - som Camilla har størst fagligt og personligt kendskab til.

I foråret 2014 blev Camilla færdig med sit speciale fra RUC, der handler om radioens betydning for demokrati i det østafrikanske land Tanzania. Billedet ovenfor med de afrikanske børn er taget på en forudgående rejse til Tanzania i 2011. Børnene i landsbyen Mbulu syntes, at Camilla og hendes rejseveninde var noget så interessante, og de syntes ikke mindst, det var sjovt at se sig selv på en kameraskærm. Mbulu er også den landsby, Camilla er født i for snart 30 år siden, da hendes forældre begge arbejdede i Tanzania via Mellemfolkeligt Samvirke.

Mens Camilla skrev sit speciale på RUC, fik hun job som kommunikationsmedarbejder for RUCs strategisk prioriterede forskningsområde, Designing Human Technologies, som hun fortsat arbejder for på deltid.

Tidligere har Camilla arbejdet for Røde Kors’ kommunikationsafdeling, hvor hun har skrevet artikler til Røde Kors’ to magasiner. Samtidig har hun stået for at skrive og opdatere til Røde Kors’ hjemmeside, Rodekors.dk. Fra Røde Kors har Camilla også erfaring med pressearbejde og udarbejdelse af pressemeddelelser. Hun har for længere tid siden skrevet artikler fra et kampagneophold i det nordlige Sydafrika via et kursus hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Læs om kvinder i u-lande i Powerkvindernes presseklip >>

Share