"Han slog mig aldrig i hovedet"

Fra Ulla Tornemand fra 19 til hun var 23 boede hun sammen med en mand som var voldelig – på alle planer

Af Ulla Tornemand

Da jeg var 19 år mødte jeg en romantisk og charmerende mand, der gjorde alt for at få mig på krogen. Et halvt år efter vi havde mødt hinanden, flyttede vi sammen. Han havde taget mig med storm, og jeg flyttede fra hele mit netværk i Aarhus og ned til en lille by langt nede i Sønderjylland, hvor jeg ikke kendte andre end ham.

Efter to uger bankede han mig første gang. Jeg var bange, ulykkelig, vred og skammedede mig over det. Kunne ikke begribe, hvordan jeg, en stærk og selvstændig ung kvinde, kunne være endt i den situation. Jeg ville slå op, men han undskyldte, græd og sagde det ikke ville ske igen. Jeg troede ham.

Han fortalte kort efter, at han havde fået en dom for at være voldelig over for sin ekskæreste, men at hun havde provokeret ham til det, og at dommen var urimelig og kunne ødelægge hans liv, fordi hans straffeattest nu var plettet. Jeg slog det hen – mest af alt fordi jeg var forelsket, og fordi han behandlede mig som om, jeg var hans eneste ene. Ung og naiv som jeg var, tænkte jeg ikke videre over det, han havde jo lovet han ikke ville slå mig igen.

Den næste måned var han meget romantisk, feterede mig, kom med gaver og blomster og var sød og omsorgsfuld.

Men det fik brat en ende, da vi en dag blev uvenner. Over hvad kan jeg ikke huske. Jeg kan til gengæld huske, hvordan han bankede mig. Hvordan jeg dagen efter, en varm sommerdag, måtte tage en højhalset bluse på på arbejde, fordi han havde forsøgt at kvæle mig, og jeg havde store blodudtrækninger på halsen. Han var ked af det og sagde undskyld. At det ikke ville ske igen, men at han ikke kunne gøre for det, når jeg provokerede ham.

Han slog mig aldrig i hovedet.

Sådan fortsatte det med undskyldninger, romantik, tæsk, undskyldninger, romantik tæsk. Ind til en dag, hvor jeg havde låst mig inde på et værelse for at undgå at få bank.

Han smadrede døren og rev mit tøj i stykker, slog mig, strammede sit greb om halsen på mig, så jeg et kort øjeblik mistede bevidstheden og forsøgte at voldtage mig. Af en eller anden – for mig ukendt – grund stoppede han pludseligt.

Jeg flygtede ud af værelset og ud i køkkenet, hvor jeg tog telefonen, ringede til politiet og fik fat i en stor kniv fra køkkenskuffen, som jeg kunne forsvare mig med.

Han kom ud i køkkenet og sagde koldt, at hvis han ville, kunne han tage kniven fra mig og slå mig ihjel, om det var det, jeg ville ha’? På samme tid var jeg kommet igennem til politiet. Mens jeg talte med dem, holdt jeg ham på afstand med kniven. Han hørte det hele og gik ud af køkkenet. Jeg låste døren, og låste først op, da politiet ankom.

Det første de gjorde var at dele sig op, så den ene talte med mig og den anden med min daværende kæreste. De rådede mig til at tage hen og overnatte et andet sted, indtil der var kommet ro på gemytterne. De bad ham om at køre et andet sted hen og køle af og først komme tilbage dagen efter. Der blev ikke optaget rapport. Hvorfor ved jeg ikke.

Jeg ringede efter min bedste ven, og aftalte med ham, at han om aftenen skulle komme med en trailer for at hente mig og mine ting. Jeg havde ikke fortalt min ven, at jeg havde fået tæsk. Jeg havde ikke fortalt det til nogen. På noget tidspunkt. ¨

Min daværende kæreste blev ikke væk til dagen efter. Han kom tilbage efter et par timer, mens jeg var i gang med at pakke mine ting. På en eller anden måde, fik han mig overbevist om, at han kunne forbedre sig, og at vi ikke skulle give op. Jeg troede på ham og ringede til min ven og sagde, at han ikke skulle komme, at vi havde fundet ud af det.

Både mine venner og familie viste på dette tidspunkt, at noget ikke var som det skulle være, og sidenhen har de fortalt, at de følte sig magtesløse, fordi jeg benægtede eller talte uden om, når de spurgte om alt var som det skulle være.

Derefter gik der et par måneder uden de store udfald. Indtil den dag tæskene startede igen. Med større kraft end tidligere. Ikke længere kun engang imellem, men nu op til flere gange om ugen.

Efter et stykke tid på denne måde begyndte det for alvor at eskalere. En dag skubbede mig ned ad trapperne for derefter at komme ned og sætte sig på mig, forsøge at kvæle mig, sparkede mig og blev ved og ved og ved.

Vores underbo kom styrtende til og sagde han skulle stoppe. Han råbte noget vredt og grimt af hende, tog sine bilnøgler og kørte.

Jeg kan huske, at den første følelse jeg fik var, at jeg skammede mig over, hun havde set mig i den situation. Det næste der skete var, at jeg viste, det nu var slut. Jeg kunne ikke mere. Jeg ringede til politiet, igen, og politimanden i røret spurgte hvad er var sket. Jeg sagde jeg ville anmelde min voldelige kæreste. Politimanden sagde, han synes, jeg skulle tænke over det et par dage, for det kunne ødelægge min daværendes kærestes liv at få det på straffeattesten. Jeg blev usikker og endte med at sige farvel, uden at have lavet en anmeldelse. Og med at blive hos min daværende kæreste trekvart år mere med fortsatte tæsk og fortsatte forsøg på at skjule mærkerne for omverdenen.

Jeg kunne fortsætte med at fortælle om det her forhold. Hvordan han stalkede mig efter bruddet. Hvordan jeg blev nødt at få hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer. Hvordan han ringede til mine familie og venner, både privat og på deres arbejde, og truede med selvmord, og forsøgte at overbevise dem om, at han ikke kunne styre sig, fordi jeg provokerede ham. Hvordan han for seks år siden begyndte at kontakte mig igen – ud af det blå, og jeg måtte involvere politiet for at få ham til at stoppe. Men jeg vil slutte her.

Det interessante her er, at vi (både privatpersoner og myndighedspersoner) er så hardwired i vores kognitive forståelser af ting. Vi er så vant til at sætte spørgsmålstegn ved kvinders og pigers adfærd ifm disse forbrydelser, at vi ikke stopper op og siger til os selv, hvem det egentlig er vi skal fokusere på? Kunne det være vi skulle vende 180 grader og sætte spørgsmålstegn ved den der gør disse ting?

Jeg vil med det samme slå fast: Jeg er ikke mandehader, jeg tror ikke alle mænd slår på kvinder eller andre mænd, jeg mener ikke mænd er født som krænkere og kvinder som ofre. Jeg mener ikke mænd har et indre voldsmonstre, der bare venter på at få lov til at udleve sine voldelige tendenser, men jeg mener, at vi som samfund har et kæmpe problem, og at vi alle er en del af en usund kultur, hvor langt størstedelen af vold udøves af mænd.

Derfor bliver vi også nødt til at stille nogle andre spørgsmål end dem som vores hjerne er hardwired til at stille:

Hvorfor er seksuel vold og vold mod kvinder – kønnet vold stadig et stort problem – både i Danmark og i resten af verden?
Hvad er det i vores samfund og vores kultur, der er med til at denne form for vold mod piger og kvinder reproduceres generation efter generation?
Hvorfor er der så mange mænd, der udøver vold og seksuel vold – mod både kvinder, mænd, piger og drenge?

LÆS OGSÅ:

Everyday Sexism Project Danmark vandt
Ulla Tornemand, Irene Manteufel, Helena G Hansen og Sara Ferreira fra Everyday Sexism Project (ESP) blev årets vinder af Suzanne Gieses Mindelegatvandt 2014, fordi de har skabt et totalt kursskifte i den offentlige samtale, når det gælder sexisme.

 

 

 

Share