"Jeg befandt mig i et hylster, hvor mit sind skreg om at få lov til at komme ud"

FORTÆL DIN EGEN HISTORIE: Han begyndte at drikke rigtig meget, og da jeg havde født vores søn, fik jeg en depression. Jeg oplevede hverken støtte eller forståelse, skriver Anna, der levede med psykisk vold

Af Anna, der har været udsat for psykisk vold

I 2006 mødte jeg en fantastisk fyr, som jeg forelskede mig fuldstændigt i. Vi blev kærester i 2008. Han boede i Jylland, og jeg på Sjælland. Dengang læste jeg til sosu-assistent og kørte ofte med toget frem og tilbage for at besøge ham.

Han var flot og fantastisk charmerende, og vi havde en masse ting tilfælles. Jeg var fuldstændig forgabt i ham.

Da jeg blev færdig med min uddannelse, flyttede jeg over til ham. Problemerne begyndte kort tid efter. Han var stort set altid hjemme, da han ikke havde noget arbejde. Han havde heller ikke nogen uddannelse. Jeg fik hurtigt et job på et plejehjem, og det blev mig, der stod for alt det økonomiske i det år, jeg boede sammen med ham i Jylland. Når jeg konfronterede ham med problemet, var han undskyldende og lovede at finde arbejde.

På druk med vennerne
Jeg blev gravid og var meget alene under graviditeten. Han var ikke så meget hjemme, for han besøgte ofte sine forældre eller tog på druk med sine venner. Problemet i denne periode var, at han ikke var nærværende, og at han ikke havde noget arbejde. Under graviditeten blev jeg ikke udsat for psykisk vold. I perioder oplevede jeg imidlertid, at han påtog sig offerrollen. Han blev indesluttet og melankolsk, så jeg var nødt til at være den stærke.

Jeg besluttede mig for at flytte tilbage til Sjælland og gav ham et ultimatum: Han måtte ændre sig og vise, at han gerne ville mig og vores kommende barn. Jeg fandt en ny lejlighed, og han flyttede med. Det var her, den sande tyran begyndte af vise sig.

Han begyndte at drikke rigtig meget, og da jeg havde født vores søn, fik jeg en depression. Det var formentlig en fødselsdepression. Jeg forsøgte at forklare min partner, hvordan jeg havde det, men jeg oplevede hverken støtte eller forståelse. I stedet måtte jeg ofte lægge øre til skældsord og nedsættende ord som ”kælling”, ”dumme kælling”, ”fede kælling” og ”pilleslugende møgluder”!

"Du er så fed, at du ligner en julesteg"
I den periode følte jeg, at jeg gik med skygklapper på. Jeg befandt mig i et hylster, hvor mit sind skreg om at få lov til at komme ud. Jeg kunne ikke amme min søn, formentlig på grund af det pres, jeg var udsat for. Jeg husker, at jeg en dag, hvor han var fuld, stod inde i soveværelset med min søn i armene. Jeg forsøgte desperat på at amme ham, mens min kæreste råbte:”Fede kælling. Prøv lige at se dig selv. Du er så fed, at du ligner en julesteg, og du kan ikke engang amme vores søn”.

Jeg klarede mig meget alene med alt, hvad der var af indkøb og huslige pligter. Jeg fik aldrig hjælp til vores søn, og hvis jeg bad om hjælp, fik jeg af vide, at det kunne jeg sagtens selv klare.

Min partner tog sig af huslige pligter i de perioder, hvor jeg ikke havde overskud til det, blandt andet på grund af mit arbejde. I de perioder fik jeg at vide, at jeg ”ikke lavede en skid, mens han lavede alt”. Han spurgte mig ”hvad skulle han egentlig bruge mig til”.

At miste sig selv
Jeg trak mig mere og mere væk fra mig selv, og jeg græd meget. Derfor begyndte jeg på antidepressiv medicin, hvilket han også kritiserede mig for. Som han udtrykte det ”var jeg ikke mig selv”. Han mente, at det var pillernes skyld, at jeg blev vred under et skænderi, og han mente også, at jeg udsatte ham for psykisk vold på grund af pillerne.

Jeg forsøgte flere gange at komme væk fra ham, og jeg bad ham om at flytte. Efter et stykke tid savnede jeg ham og bad ham om at komme tilbage. Jeg må have været masochist.

De første uger efter at han var vendt tilbage, var typisk fantastiske, men så begyndte han at drikke igen. Han smadrede hjemmet, og jeg har ofte været nødt til at flygte med mit barn på armen, enten ud på badeværelset eller ned til underboen. Jeg ringede også til politiet.

Jeg oplevede mit forhold med ham som et sort og hvidt forhold. Jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham. Jeg begyndte til sidst at tro på, at jeg ikke duede til noget, at jeg ikke var tilstrækkelig, og at jeg var et udueligt ondt og menneske, for det havde han fortalt mig.

Han brugte mine svage punkter
Når jeg betroede mig til ham, brugte han mine svage punkter imod mig. Han kritiserede min overvægt og mit forbrug af medicin. Han gjorde sig selv til offer, så jeg måtte undskylde mig selv, selv om jeg inderst inde mærkede, at det var forkert.

Sætninger som: "Hvem er det, der altid har været der for dig? Det er mig" dukkede tit op! Når ting forsvandt sporløst, fik han mig til at indrømme, at det var mig, der havde forlagt dem, selv om der var klare beviser for, at det måtte være ham.

Han var hånende og ydmygede mig, når jeg forsøgte at gøre noget godt for mig selv og andre: "Er det, fordi du har dårlig samvittighed over, hvordan du behandler dine medmennesker. Det er garanteret kun derfor, du hjælper andre”, sagde han grinende. Han kunne også finde på at sige: ”Nåh, du har nok oprettet en vægttabsgruppe på Facebook? Flot Hr.formand". Han sagde det med et hånligt grin. En anden variant var: "Hvornår begynder du at tabe dig? Du kan ikke engang løbe 500 meter".

Han gav mig skylden for sit alkoholmisbrug, og han var modbydeligt ond i flere dage efter et skænderi. Bagefter kom ham tit med blomster og sagde undskyld.

Jeg ville vokse mig stærk
En dag besluttede jeg mig for, at jeg indtil videre ville blive i forholdet. Jeg ville vokse mig så stærk, at jeg kunne forlade ham, når jeg var stærk nok til at trappe ud af medicinen.

Til sidst blev jeg bare ligeglad med ham. Jeg blev ligeglad med alt, hvad han sagde og gjorde. Han kunne have tævet mig, og det havde ikke rørt mig.

Og så gjorde jeg det: Jeg forlod ham.

I dag kæmper jeg med stress. Jeg har konstant brug for bekræftelse, og jeg tvivler ofte på min egen dømmekraft. Jeg har stadig nogle rigtig dårlige dage, hvor jeg er angst.

Alligevel læser jeg til sygeplejerske. Jeg har valgt at sige til mig selv, at han ikke skal have lov til styre mit liv længere. Hvis jeg giver op, så vinder han.

Det har taget mig 8 år at komme videre og jeg kæmper stadig…

Anna er anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer dig 100 procents anonymitet.

Share