Med linje 21 til psykiatrisk akutmodtagelse

FORTÆL DIN EGEN HISTORIE: Løb. Tag dine ting og løb for fanden. Lad børn være børn, ekskoner være ekskoner, elskerinder være elskerinder og kom væk i en fantastisk fart, skriver Mette

Af Mette, der har været udsat for psykisk vold

Den 9. oktober 2014 stod jeg foran psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg havde taget linje 21 derhen, det var lørdag aften. Jeg havde pakket en taske med lidt joggingtøj, min computer og toiletsager.

”Ja hej. Jeg hedder Mette. Jeg er her fordi jeg ikke har lyst til at leve mere. Skal du lige have mit sygesikringskort?”

”Ja tak, du kan bare sætte dig og vente.”

Der var stille. Jeg satte mig. Sad lidt tid. Kiggede ned mellem mine fødder.

Belastningsreaktion
”Aktionsdiagnose: Belastningsreaktion UNS (DF439)”. Det er det, der står i min journal. Men der står en masse mere inde i et center i min hjerne, jeg ville ønske, jeg kunne slette.

Nu var jeg pludselig sådan en, der havde været sammen med en psykopat.

Han havde ganske vist aldrig slået mig. Og så mange gange havde han heller ikke modsat sig mit nej til sex. Han havde også kun filmet akten i al hemmelighed én gang. Tror jeg.

Resten af gangene var jeg jo selv gået med til det. Sagt nej, nej, NEJ – og til sidst givet efter, for hvis nu jeg legede med, ville jeg være hans drømmekvinde. Hvis jeg spillede hans spil, ville han elske mig.

Og hvis han elskede mig, ville jeg blive lykkelig. Så ville jeg blive hel. Så ville jeg blive repareret. Hullerne i mit selvværd, arrene fra min mors og fars manglende anerkendelse ville blive lukket, og alt ville være i perfekt harmoni.

Hvis bare jeg kunne give ham det, han ville have, så ville han elske mig.

Han kunne ikke elske
Jeg vidste egentlig godt, at han ikke kunne elske. Jeg havde godt luret det. Men jeg kunne jo være den her helt specielle kvinde, der lærte ham det.

Men jeg skal fortælle jer en ting.

En psykopat kan ikke elske.

Han kan ikke føle ægte kærlighed.

Han kan måske endda slå sine egne børn ihjel uden at blinke.

Her stod jeg. Skulle jeg bare forlade ham og hans børn? Lade dem i stikken med det her modbydelige væsen, der mobbede, hånede og nedgjorde dem, kørte dem rundt i manegen, så de blev mentalt skamferede som blodige laser, der burde have været små uskyldige væsener på bare 4, 9 og 12 år?

Løb for fanden
Jeg googlede det. Googlede ordet "psykopat".

Løb, stod der. Løb. Tag dine ting og løb for fanden. Lad børn være børn, ekskoner være ekskoner, elskerinder være elskerinder og kom væk i en fantastisk fart!

Jeg skrev en mail. Det var tirsdag, fire dage før jeg stod på psykiatrisk afdeling: "Søde Henrik. Det skal ikke være os to. Jeg elsker dig og ønsker alt det bedste for dig og dine søde, dejlige unger."

Der begik jeg en fejl. Jeg tog en beslutning, som han ikke var herre over.

Svaret var iskoldt. Jeg kan ikke engang huske det, kun at det udløste endnu et anfald af panikangst, der lammede mig i en dags tid. Jeg har lidt af angst i mange år, og måske derfor nåede jeg kun at være sammen med ham i et halvt års tid, før jeg fandt ud af, at den var helt gal – min krop lyver sjældent, og jeg har lært at lytte til, hvad den prøver at fortælle mig.

Jeg tog alligevel på arbejde dagen efter. Fik jeg sagt, at manden var min kollega? Han sad lige bag mig i det åbne kontorlandskab. Jeg kiggede mig over skulderen konstant. Og om fredagen var der firmafest.

Angstdæmpende
Han brugte hele aftenen på at røre ved en pige, jeg havde konfronteret ham med en måned forinden. Jeg brugte aftenen på at drikke cola og nåede vist at tage fem halve angstdæmpende piller, hvor jeg normalt kun tager en halv.

Og lørdag aften kl. 22.15 stod jeg så på psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg havde på det tidspunkt tænkt hele min afgang fra det her miserable liv igennem, da jeg steg på linje 21 mod hospitalet.

Det blev søndag morgen i hospitalssengen, og jeg begik endnu en fejl. Jeg ringede til Henrik. Jeg skulle bare lade være, men han havde overtaget alt i min krop og mit sind, og nu lå jeg her efter et ynkeligt forsøg på at være stærk og forlade ham.

”Henrik. Jeg savner dig, Det er helt forkert. Jeg ligger på fucking psykiatrisk afdeling. Undskyld jeg gjorde dig vred.”

Han svarede ikke, men lagde blot røret på. Jeg ringede til ham igen.

”Mette. Jeg ville stoppe nu, hvis jeg var dig.”

”Hvad mener du?”

”Jah, du ved. Jeg kan jo godt tage en snak med din chef om, hvorfor vi to ikke kan arbejde sammen. Og hvorfor du ikke kommer på arbejde i morgen. Men du er jo glad for dit job. Er du ikke?”

”Jo, du har ret. Jeg beklager. Jeg skal nok lade dig være.”

Det, psykopater gør
Kan I se, hvad der skete der?

Han gjorde det, psykopater gør.

Manden har intime optagelser af mig på sin firmatelefon, en sms fra mig, hvor der står, at jeg ligger på psykiatrisk afdeling og en manipulerende tilgang, der trumfer mit blide væsen med flere længder. Det var han helt klar over. En psykopat trækker de kort, der er, for at forblive ovenpå. Intet skal hugge i hans selvbillede af granit.

Prøver man alligevel, bouncer slaget tilbage og rammer én selv med tifold kraft. Et tilbagestød, der er langt kraftigere end det skud, man fyrede af – og man bliver sgu lige overrasket hver – eneste – gang.

Ondskab
Hvorfor bliver vi så overraskede? Fordi vi tror på det bedste i mennesker. Vi vil ikke tro på, at der findes mennesker uden empati. Vi vil ikke tro på, at der findes mennesker, der er onde. Men Henrik var ond.

Henrik kunne måske endda slå sine børn ihjel uden at blinke.

Henrik havde ikke fortrukket en mine, hvis jeg var blevet fundet død den søndag.

Måske håbede han det endda, for så var der lidt drama. Drama behagede ham voldsomt, især hvis det var resultatet af hans eget syge spil. Som en excentrisk kunstner elskede han at skabe voldsomme dramaer, der lavede små eksplosioner i folks hoveder – som et stykke dramatisk klassisk musik, når det hele peaker, stod han der med sin dirigentstav, iskold, målrettet og fattet, mens mennesker splintrede omkring ham.

Balletskoenes dans
Jeg var tilbage på arbejdet om tirsdagen.

Onsdag fik jeg en besked fra Henrik: "Hvorfor smiler du ikke til mig?"

Den dag besluttede jeg mig for at tage balletskoene på og danse efter hans pibe. Elegant og målrettet på små forsigtigt undvigende tæer. Jeg svarede høfligt på hans beskeder, når de en sjælden gang dukkede op. Jeg smilede høfligt til ham på gangen, hvis han kiggede på mig.

Jeg opgav alt modspil og at prøve at opnå noget; på den måde undgik jeg tilbagestød.

Og på den måde fik jeg filtret mig ud af et sygt magtspil.

Han havde magten
I dag arbejder vi ikke længere sammen, og jeg håber, at jeg aldrig nogensinde ser ham igen. Hans børn kan jeg ikke gøre noget for. Det må børnenes mødre klare. Jeg tænker ofte på dem, men med en modvillig accept af, at jeg ikke er ansvarlig.

Jeg ved ikke, hvad opskriften er på at undgå en psykopat. Men fire ting var karakteristiske for mit forhold til Henrik:

  • Han gav mig alt, hvad jeg havde brug for lige på det tidspunkt, vi mødtes: Opmærksomhed, komplimenter, begær. Jeg har aldrig fået så intense og overbevisende komplimenter. En psykopat kan være så utroligt intens, at man ikke fatter det, selv ikke når man godt kan mærke, at det er lidt for meget af det gode.
  • Hans historier hang aldrig sammen. Jeg kunne bare ikke rigtig sætte en finger på, hvad det præcis var, der ikke stemte. 
  • Når jeg troede, at jeg vidste, hvor jeg havde ham, flyttede han sig. Det var tydeligt, at det var ham, der havde magten. Hvis jeg lagde bestikket præcis, som han havde anvist, skulle det pludselig ligge anderledes – med en hånlig bemærkning om, at jeg ikke havde hørt efter. Jeg undrede mig dengang, men bagefter blev det tydeligt, at det var en måde at dominere på. Det stressede mig, at han konstant skiftede standpunkt, og det flyttede mit fokus fra, at jeg blev manipuleret væk fra mine egne holdninger og grænser, fordi jeg hele tiden skulle være på vagt. Han gjorde i øvrigt det samme ved sine børn. Og han nød det. Han nød især at være medgørlig og rosende, så man slappede af og blev tryg, for pludselig at blive ”modsat”.
  • Han overtrådte konsekvent mine grænser og godtog aldrig et nej eller et ønske. Jo mere jeg for eksempel sagde nej til sex og strittede imod, jo mere pressede han på. Var det overgreb? Det ved jeg ikke. Forholdet var jo ét stort overgreb.

Den omvendte verden
Ironisk nok kan jeg se i dag, at hvis jeg vitterligt ville have undgået sex, skulle jeg have tigget om det. Hvis jeg ville have forladt ham i ro og mag, skulle jeg ikke have gjort det forbi – jeg skulle have tigget ham om at være min for evigt. Så var han selv gået, alene fordi han nød at gøre det modsatte af, hvad man ønskede.

Jeg ønsker for alle, at de opdager det i tide, hvis de er sammen ed en psykopat.

Og hvis du opdager, at du er sammen med en psykopat: Løb. Stille og roligt på listefødder uden omtanke for nogen som helst andre end dig selv. Glem ham. Glem hans børn, elskerinder og kæledyr.

Smid dit redder-gen ad helvedes til og løb.

Mette vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.

Share