Sådan styrker du en kvinde, der er udsat for psykisk vold

Du kan styrke en voldsramt kvinde ved at minde hende om, hvor enestående og elskelig, hun er. Det kan du gøre, indtil hun selv er i stand til at se det. Sådan lyder rådet fra den britiske coach og forfatter Annie Kaszina

Annie Kaszina CPH

Spørgsmålet om, hvordan det er muligt at støtte sine veninder og sine kære, som lever i psykisk voldelige parforhold, dukker ofte op hos pårørende. Det skriver den britiske coach Annie Kaszina i bogen ’Elsker du en tyran?, som er udkommet på dansk i marts 2016

”Det er ekstremt frustrerende og samtidig både svært og smertefuldt at være vidne til, at et menneske, du holder af, kæmper i det kviksand, som et psykisk voldeligt parforhold er. Det er frustrerende, fordi vi udefra tydeligt kan se alle de ting, som kvinden i det voldelige forhold ikke selv ser."

Sådan lyder det fra den britiske forfatter Annie Kaszina, der i mere end 10 år har coachet og rådgivet kvinder, som er udsat for psykisk vold.

"Vi vil så gerne hjælpe, hvilket sandsynligvis betyder, at vi gerne vil have kvinden til at vælge den løsning, som vi ved, er den rigtige. Problemet er bare, at hun ikke ser situationen så klart, som vi gør, og det kommer hun heller ikke uden videre til.”

Svært at være pårørende
Det er en svær situation at være pårørende, fordi du begynder at føle, at du er fanget i en ond cirkel. Du kan opleve, at den voldsramte kvinde er ved at nå frem til, at det er bedst at forlade manden. Hun er klar til at pakke sine ting. Det kan ligefrem være, at hun forlader ham… men så starter det hele forfra igen og igen.

”Måske er det den samme partner, måske er det en ny, men du hører den samme historie om og om igen”, påpeger Annie Kaszina.

”Det ender med, at din følelsesmæssige investering begynder at udmatte dig. Du begynder at føle modvilje mod alt det, som den voldsramte kvinde lader dig gennemleve. Det er smertefuldt, for det er tragisk at se en af sine kære forandre sig til en skygge af det menneske, hun var engang. Værre bliver det, når der også er børn, som lider. At være vidne til, at en, du holder af, lider så meget, uden at du kan gøre ret meget for at få smerten til at forsvinde, trækker i høj grad på ressourcerne.

Sådan kan du støtte
Hvis du er pårørende til en kvinde, der lever i et psykisk voldeligt forhold, er det vigtigt at erkende, at du ikke kan flytte hende så meget som en millimeter, fordi det er hendes egen beslutning, om hun vil forlade sin partner. Alligevel er der meget, du kan gøre for hende:

  1. For det første er det ifølge Annie Kaszina vigtigt, at du er der for hende og anerkender hendes ret til at træffe sine egne valg - også selv om hun vælger at blive i situationen. Uanset hvor skæbnesvangert det tager sig ud udefra, træffer den voldsramte kvinde den bedste beslutning, hun er i stand til på det givne tidspunkt. Hun har det allerede temmelig dårligt med sig selv, og derfor vil det betyde mere, end du overhovedet kan forestille dig, at hun vedvarende har din respekt.
  2. For det andet må du IKKE opgive hende. Det er meget menneskeligt på et tidspunkt at lade sig friste til at sige: ”Det må hun selv om” - og så lade hende stå alene med sine problemer. Voldelige partnere skaber et tomrum omkring deres offer, og dette tomrum efterlader offeret i endnu større afhængighed. Det er meget let at begynde at blive irriteret på offeret, men når du bliver irriteret, er du i virkeligheden ubevidst med til at bakke op om hendes voldelige partner. Hvis en voldsramt kvinde slet ikke kan forestille sig et liv uden sin partner, kan vi ifølge Annie Kaszina stadig gøre noget vigtigt for hende. Vi kan bevare troen på og tilliden til, at hun vil klare sig igennem og komme ud på den anden side. Det kan du gøre, også selv om du ikke kan forudsige tidsplanen.
  3. For det tredje kan du holde fast i din viden om, hvem hun i virkeligheden er. Når hun gennem lang tid har levet med en selvudnævnt Tarzan, bliver hun reduceret til ikke at føle sig meget bedre værd end en kakerlak. Du kan minde hende om hendes talenter og kvaliteter og om, hvor enestående og elskelig, hun er. Det kan du blive ved med at gøre, indtil hun selv er i stand til at se det. Din vision for hende kan blive den styrke, som får hende til at tage de første skridt mod et bedre liv. Det behøver faktisk ikke engang at kræve en større indsats fra din side at støtte den voldsramte kvinde. Vold i parforholdet efterlader kvinden udsultet, fordi forholdet systematisk lukker ned for alle former for næring. Ved blot at åbne op for én kanal til næring giver du ifølge Kaszina kvinden mere energi, end du på nogen måde kan forestille dig. Den bedste måde at støtte andre mennesker på er ved at give dem et begrundet stærkt billede af, hvem de er. Det samme kan du gøre for dig selv, hvis du har brug for styrke og for at fastholde det menneske, du inderst inde er.

Køb bogen 'Elsker du en tyran' af Annie Kaszina >>

Elsker du en tyran - forside-500x500

 

Share