Psykisk vold er et dobbeltspil

”En psykisk voldelige partner bruger sin charme til at slippe af sted med tyrannisk adfærd”, vurderer grafisk designer Karin Bonnesen, der har tegnet forsiden til bogen ’Elsker du en tyran?’

Karin Bonnesen - om Elsker du en tyran

”Da jeg første gang hørte titlen på bogen ’Elsker du en tyran?’, dukkede der et billede op i mit hoved. Det var billedet af et ansigt, der er halvt menneske og halvt tyr.” Sådan lyder det fra grafisk designer Karin Bonnesen, der har designet omslaget til bogen ’Elsker du en tyran?’. Bogen er en guide til kvinder, der er eller har været udsat for psykisk vold. Bogen er skrevet af britiske Annie Kaszina og udgivet på Powerpress i 2016.

”Mennesker, der tyranniserer andre, kan svinge ind og ud ad rollen som tyran, og det er lige præcis dette dobbeltspil, som gør tyrannien så raffineret. Når vi har en tyran tæt inde på livet, bliver vi forvirrerede, fordi vi som udgangspunkt oplever et kærligt, sympatiske og charmerende menneske. Denne kærlige side af tyrannen er på forsiden af bogen symboliseret med det blå øje og venstre halvdel af ansigtet. Den gode adfærd kan imidlertid uden varsel skifte til tyrannisk adfærd, så vi oplever det grimme fjæs.”

Ifølge Karin Bonnesen symboliserer tyreansigtet med det røde øje og horn i panden ’dæmonen’ eller ’tyrannen’:

”Når du dækker halvdelen af ansigtet med din hånd, træder tyrannen meget tydeligt frem. Tilsvarende ser du den gode prins, når du holder hånden over højre del af ansigtet og skjuler det onde øje. Når du fjerner hånden igen, er helhedsindtrykket faktisk ret uhyggeligt. Det er kombinationen af det gode og det onde. For mig symboliserer kombinationen, hvilken gyser det i virkeligheden er at elske en tyran, for tyranen har voldsomme humørskift. Han kan både være kærlig og udsætte dig for psykisk vold i form af nedrakning, trusler, kritik og det, der er værre.”

Tyranen er styret af drifterne               
”Den højre side af ansigtet på forsiden er dyret, der er styret af sine drifter, og som ikke har noget filter for sin opførsel. Tyren kan uden varsel finde på at tordne afsted og fnyse af vrede”, fortæller Karin Bonnesen.

”Børn kan godt tyrannisere hinanden i skolegården, uden at der ligger en bevidst strategi bag, men når et voksent menneske systematisk tyranniserer sin partner tænker jeg, at det sker med vilje. Tyranniske magtspil finder sted i parforhold, men kan også finde sted i andre typer af relationer, så på den måde er ansigtet relevant i andre sammenhænge også. De fleste af os har sikkert mødt en tyran i familien, blandt venner eller på jobbet”, vurderer Karin Bonnesen.

”Tyrannen vælger at tryne et andet menneske, fordi han eller hun har brug for at presse på, så offeret makker ret. Det sker i mild form i de fleste parforhold. Den ene bliver vred på den anden, og fordi vi kender hinanden så godt, ved vi præcis hvilke knapper, vi skal trykke på, hvis vi vil fremtvinge en bestemt reaktion hos vores partner.”

Et horn i siden på dig
Ifølge Karin Bonnesen er de fleste af os i stand til at kontrollere vores raseriudbrud og følelser, og hvis der ryger en finke af panden, stikker vi en undskyldning. Sådan er det ikke med tyren på forsiden af bogen. Han har nemlig et horn i siden på sit offer:

”I dyrenes verden er det den stærkeste, der overlever. Jo mere den stærke kan blæse sig op og tryne andre, desto større magt har han. At tyrannisere andre er for mig at se et maskulint og grundlæggende primitivt træk. Både kvinder og mænd kan opføre sig tyrannisk, og i kærlighedslivet kan det udvikle sig til et voldeligt parforhold, hvor den ene er krænkeren og den anden er offeret. Rollerne kan også skifte mellem de to”, lyder det fra Karin Bonnesen:

”Personligt tror jeg på, at vi som mennesker kan blive tiltrukket af det, vi ikke selv har fået bearbejdet. Vi falder ind i nogle bestemte roller, fordi det føles trygt. Hvis du elsker en tyran, tror jeg, at det er vigtigt at spørge dig selv, hvorfor du bliver tiltrukket af tyrannen. En tyran overtræder dine grænser og tramper ind på din banehalvdel. Det er min erfaring, at det altid er vigtigt at trække tydelige grænser omkring sig selv over for andre mennesker”, fastlår Karin Bonnesen og tilføjer:

”En ordentlig partner og mand bliver på sin egen banehalvdel - uanset hvem han er sammen med. Han angriber dig ikke, men tager selv ansvar for sit eget liv. Tyrannen derimod gør dig ansvarlig for sin smerte.”

Den psykopatiske dobbelthed
”Det er min oplevelse, at psykisk voldelige mennesker bevidst benytter sig af dobbeltheden. I starten af forholdet oplever du din partner som kultiveret, venlig, imødekommende, charmerende og omsorgsfuld, men efterhånden som I kommer tættere ind på livet af hinanden, møder du glimtvis tyrannen, og det er forvirrende. Det er lidt ligesom med psykopater, der har en charmerende facade, som virker tillidsvækkende. Problemet er bare, at bag facaden raser dyret”, påpeger Karin Bonnesen og lægger bogen på bordet foran sig.

”Psykisk voldelige mennesker behøver naturligvis ikke at være psykopater, men de bruger samme metoder. De skifter ham. De bruger den charmerende side til at slippe af sted med tyrannisk adfærd. I pressen kan vi for eksempel læse om manden, der har slået hele sin familie ihjel. Når journalister spørger venner og naboer om, hvad de synes om manden, får vi at vide, at han virker som sådan en flink og hjælpsom fyr. Familien, vennerne og naboerne ser måske slet ikke tyrannen. De ser kun det blå øje, den gode mand eller prinsen. Derfor er det så svært for mange udenforstående at forstå, at han kan tyrannisere sin familie og sin partner bag hjemmets fire vægge. Lykkeligvis er det statistisk set sjældent, at tyrannen ender med ligefrem at slå sin partner ihjel. Alligevel kan den psykiske vold være ødelæggende.”

Det sker bag facaden
”For mange af os kan det være uforståeligt, at en kær ven eller veninde vælger at blive sammen med en tyrannisk partner. For mig at se skyldes det, at hun elsker den omsorgsfulde, imødekommende side af ham. Hun elsker prinsen og har mest af alt blik for ham, så når den tyranniske side viser sig, bliver hun forvirret og usikker på sig selv. Hun tænker måske, at det er hende selv, der er noget galt med, når han opfører sig sådan. Måske har hun opført sig forkert, måske er der noget, hun har misforstået, eller måske er han bare træt efter en lang dag på jobbet. Måske har han også haft en svær barndom, og så reagerer han mere voldsom end andre… undskyldninger og forklaringer er der nok af”, siger Karin Bonnesen og tilføjer, at kvinden med dette tankespind ender med at tilgive og undskylde den tyranniske opførsel.

”Ellers ville hun ikke kunne blive sammen med ham, og rigtig mange mennesker omkring hende spørger helt sikker sig selv, hvorfor hun overhovedet bliver hos ham, når han tyranniserer hende. Jeg tror, at svaret er, at hun har mistet sin egen dømmekraft. Måske er hun helt alene med sine oplevelser, fordi omverdenen kun ser hans blå øjne. Mennesker omkring hende – måske endda hendes egen familie – har svært ved at forstå, at der raser en tyran bag den charmerende overflade. De har aldrig været udsat for hans tyranniske sider.”

Tyranens sande ansigt
”Jeg tror, at rigtig mange kvinder og mænd, der lever i psykisk voldelige parforhold, vænner sig til partnerens tyranniske adfærd. Den permanente utryghed, som følger i kølvandet på humørsygen, bliver normalen. Mange går måske også og håber på, at forholdet en dag bliver bedre, og derfor vælger de at holde ud sammen med tyrannen”, lyder det fra Karin Bonnesen.

”Jeg håber, at ansigtet på forsiden af bogen kan være med til at minde kvinder i psykisk voldelige parforhold om, hvordan tyrannens sande ansigt ser ud, når jeg tegner det. Min tanke er, at ansigtet på forsiden er bogen udtrykker sandheden om dit kærlighedsliv, hvis du elsker en tyran. Helhedsindtrykket er ikke kærligt, men faktisk ret skræmmende, og ingen mennesker fortjener at leve med psykisk vold i hverdagen. ”

Mange kvinder går alligevel og håber på, at forholdet til tyrannen en dag bliver bedre, og derfor vælger de ifølge Karin Bonnesen at blive sammen med ham. Dette på trods af, at det er let at frustrere en psykisk voldelig partner, fordi tyrannen lurer lige under overfladen:

”Tyrannen bliver frustreret, når du ikke lever op til hans forventninger. Det kan være, at han forlanger, at du skal se ud på en bestemt måde, servere hans livretter eller sørge for at hjemmet er skinnende blankt. Du skal i hvert fald opfylde hans behov. Når du pleaser ham, vil prinsen dukke op for en stund. Jeg tænker, at en psykisk voldelig partner bevidst bruger sine humørskift som værktøj til at få dig til at makke ret.”

Han bliver aldrig smuk
Karin Bonnesen mener, at en kvinde skal være utroligt stærk, hvis hun skal undgå at blive så nedbrudt af tyrannen, at hun går ned med depression eller stress.

”Når jeg ser på den tyranniske del af ansigtet tænker jeg, at tyrannien ligger i hans forventninger til, hvad kvinden skal præstere for at tilfredsstille ham. Derved lægger han et stort ansvar på dine skuldre, og det er dig, der får skylden, når han er frustreret. Du kan for eksempel få skylden for at ødelægge hans aften, fordi han tror, at du flirter med en anden mand. Livet med en tyran bliver et magtspil, og som kvinde kan du bliver tyranniseret til at gøre alt muligt og umuligt for at leve op til din partners krav og forventninger. Det kan udvikle sig til en hel arbejdslejr, hvor du yder og yder for hans blå øjes skyld”, vurderer Karin Bonnesen, som selv har oplevet veninder, der er kørt ned psykisk i forsøget på at please en tyrannisk partner.

”Derfor mener jeg, at det er så vigtigt at opstille sine egne forventninger til sig selv og leve efter dem. Jeg tænker, at det bedste at gøre er at sætte sine egne standarder og tage ansvar for sit eget liv – i stedet for at lade sig styre af en tyrannisk partner. At stille sig selv spørgsmålet: ’Hvordan vil jeg gerne leve mit liv?’ og så gå efter det.”

Karin Bonnesen løfter bogen fra bordet og betragter tegningen på forsiden:

”Prinsen bliver aldrig rigtig smuk, før tyrannen er væk. Jeg tænker, at kvinder i psykisk voldelige parforhold bliver nødt til at sætte hårdt mod hårdt. Enten må partnere ændre sin opførsel eller også må han gå. Tyrannens behov for magt kan ødelægge dit liv, og jeg tænker, at det handler meget om hans eget indre kaos:

Mennesker, der er i balance med sig selv, har ikke behov for at tyrannisere andre.”

Elsker du en tyran - forside-500x500

Share