Har din partner en af disse 'fatale fejl'?

Forelskelse er en magisk og intens oplevelse. Hvert kys, hver samtale, hvert sekund virker så rigtigt, så perfekt i begyndelsen. Alligevel går det galt for mange par, og det kan ifølge forfatteren Barbara De Angelis skyldes 9 'fatale fejl' hos din partner

Fatal dreamstime xs 61411304

”Hvis du vil lære noget rigtig gavnligt om at vælge partner, så kunne du bruge nogle timer på at iagttage den omhu, hvormed folk vælger frugt og grønt i dit lokale supermarked.” Sådan skriver forfatteren Barbare De Angelis i bogen ’Er du den rette for mig? Lær at vælge rigtigt i kærlighed’. Som eksempel nævner hun kvinden, der omhyggeligt undersøger bananerne:

”Først ser hun på farven – hun vil være sikker på, at de ikke er for modne, men heller ikke for grønne. Så vender hun dem om for at se, om de er blevet stødt. Til sidst holder hun klasen i hånden og sammenligner den med andre klaser for at sikre sig, at hun får det antal bananer, hun har brug for. Først da lægger hun bananerne i kurven. Hun bruger den tid, der skal til, for at købe ind, fordi hun prøver at undgå mangelfulde varer. Hun vil have det bedste, og hun har oplært sig selv til at opdage fejl og mangler, så hun kan få de bedste varer.”

Forfatteren gør opmærksom på, at ingen af os er perfekte. Ligesom mange bananer har vi allesammen hver især vores skønhedsfejl og mangler, som påvirker vores kærlighedsliv. Imidlertid skal vi være lige så omhyggelige med at undersøge vores fremtidige partner, som kvinden er, når hun udvælger sin klase bananer. Nogle af de mennesker, vi forelsker os i, har nemlig det, som De Angelis kalder ’fatale fejl’, hvilket vil sige fejl, der spænder ben for et sundt parforhold. Hvis din partner har en eller flere af disse 'fejl', kan det blive svært for jer at skabe et lykkeligt kærlighedsliv sammen. Det gælder naturligvis også, hvis du genkender nogle af egenskaberne hos dig selv.

De 9 fatale fejl, som du skal være opmærksom på hos din partner er ifølge Barbara De Angelis:

1. Afhængighed af alkohol, stoffer og lignende: Hvis du elsker en alkoholiker, stofmisbruger eller hvilken som helst anden misbruger, kommer du til skade. Du leger med ilden og bliver sandsynligvis brændt. Misbrug ødelægger parforhold og familier. Når du elsker et menneske med et misbrug, deltager du i et trekantsforhold: Der er dig, din partner og det, som han eller hun er afhængig af. Du bliver faktisk bedraget, for dette rusmiddel er din rival – det tager hans tid, hans opmærksomhed og hans sjæl fra dig. Når du elsker en partner, der har et misbrug, elsker du et menneske, som ikke er frit. Han eller hun er slave af sit rusmiddel. Regelmæssig brug af vanedannende stoffer berøver en person evnen til at kunne føle fuldt ud. Hvis du elsker et menneske, der drikker, så indstil dig på:

  • Utilregnelig opførsel
  • Vredesudbrud og vold
  • Vedvarende depression
  • Uansvarlighed
  • Følelsesmæssig lammelse
  • Følelsesmæssig utilgængelighed
  • Manglende sexlyst eller manglende fysiske evner
  • Skænderi og kævl
  • Hyppigt dårligt humør
  • Mange op- og nedture i forholdet.

Hvis din partner er misbruger, skal du ifølge De Angelis sige til din partner, at du nægter at fortsætte med at leve sammen med en misbruger. Sig til din partner, at han eller hun skal gøre noget ved problemet OMGÅENDE, for ellers går du din vej for altid. Stå fast på din trussel, og hvis din partner ikke søger hjælp, så GÅ. Kom ikke tilbage med mindre din partner er stoffri, i gang med et afvænningsprogram og viser markante fremskridt..

2. Koleriske tilbøjeligheder: Et menneske med koleriske tilbøjeligheder kan skifte humør fra det ene sekund til det næste. Det betyder, at du må gå på listesko, for ikke at tænde gnisten og udløse et vredesudbrud. At leve med et sådant menneske er som at leve med en tidsindstillet bombe. Et kolerisk menneske er som en terrorist, der holder sine nærmeste som gidsler. Hvis du elsker en, der har koleriske tilbøjeligheder, tilpasser du din adfærd for ikke at træde ham eller hende over tæerne. Måske spørger du dig selv: ”Hvorfor mister min partner besindelsen?” Det er imidlertid - ifølge De Angelis - det forkerte spørgsmål at stille. I stedet skal du spørge dig selv: ”Hvorfor finder jeg mig i det?” Det er fint at forsøge at forstå din partners vrede, hvis han eller hun har besluttet at få kvalificeret hjælp til at bearbejde sine koleriske anfald og har taget skridt til at få denne hjælp. Din partner skal vise væsentlige og synlige fremskridt, hvis der skal være håb for en god fremtid for jer to sammen.

3. Offermentalitet: En partner med offermentalitet tager ikke ansvar for sit eget liv, men giver andre mennesker skylden for problemerne. Hvis din partner har for vane at skyde skylden på alle andre end sig selv, så vær på vagt. Du vil være den næste, der får skylden for det hele. Hvis din partner har denne fatale fejl i alvorlig grad, er det ifølge Barbara De Angelis nødvendigt, at du konfronterer ham eller hende med det. Hvis du ignorerer offermønsteret, går det ikke væk af sig selv.

4. Diktatoriske tilbøjeligheder: Skal din partner altid gennemtrumfe sin vilje, og bliver han eller hun irriteret og ophidset, hvis han ikke får den? Lever du i frygt for at mishage din partner ved at gøre tingene ’forkert’? Føler du dig hele tiden under kritik, vurderet og under din partners lup? Hvis du kan svare ’ja’ til disse spørgsmål, er du muligvis involveret med et menneske med diktatoriske tilbøjeligheder. Denne fatale fejl er en af de sværeste at kurere, fordi et menneske med diktatoriske tilbøjeligheder har brug for at være den, der styrer. Det vil han ikke gøre, hvis han skal indrømme, at han har et problem. Hvis du er forelsket i en lille diktator, så tag ikke fejl: Hvis det ikke behandles, forværres situationen kun med tiden.

5. Seksuel dysfunktion: Hvis porno er vigtigere for din partner, end du er, kan det være et tegn på seksuel dysfunktion. Det samme er tilfældet, hvis din partner er bedøvende ligeglad med sex, eller hvis din partner har brug for at flirte til højre og venstre. Seksuelle problemer behøver ifølge De Angelis ikke at være skæbnesvangre for dit forhold, men det bliver de, hvis du ikke gør noget ved dem.

6. Er ikke blevet voksen: Er din partner økonomisk uansvarlig eller upålidelig? Hvis du er i et parforhold med et upålideligt menneske, begynder du at opføre dig som forælder. At være mor eller far i forholdet, dræber lidenskaben. Du kommer til at føle vrede mod din partner, og du kommer til at føle dig udnyttet. Du føler, at du bliver manipuleret og mister respekten for din partner. Til sidst føler du dig slet ikke tiltrukket af din partner seksuelt.

7. Følelsesmæssig utilgængelighed: Hold dig væk fra dem, der er følelsesmæssigt utilgængelige, lyder rådet fra Barbara De Angelis. Der er så mange mennesker i verden, som er ivrige efter at elske dig og få din kærlighed til gengæld. Hvorfor vælge en partner, der har svært ved at åbne sig, så du skal bruge en masse energi på at dirke vedkommenes hjerte op? Hvis din partner ikke kan vise følelser, tale om følelser, åbne sig og vise tillid, er det alvorlige sten på vejen. I risikerer at ende i et følelsesmæssigt tovtrækkeri, hvor du forsøger at få din partner til at åbne sig, mens han eller hun trækker sig. Ifølge De Angelis er du nødt til at forstå dit eget følelsesmæssige mønster, som er det mønster, der fik dig ind i forholdet til en partner, der er følelsesmæssig utilgængelig.

8. Er ikke kommet over sine tidligere forhold: Hvis din partner ikke er kommet sig over tidligere forhold, er han eller hun sandsynligvis ikke klar til at elske dig. Hvis du er redningsnarkoman, så pas på! Du fristes til at påtage dig rollen som helbreder af bristede hjerter. Det kan for dig være en måde til at undgå intimitet på, eller en måde at unddrage dig selv kærlighed på ved at vælge en partner, der ikke kan elske dig igen. Måske har du selv en angst for forpligtelse.

9. Følelsesmæssig belastning fra barndommen: Barbara De Angelis fastslår, at det er vigtigt at have øje for mere alvorlige barndomstraumer hos din partner. Disse traumer gør det svært for din partner at knytte sig til dig. Følelsesmæssig skade fra barndommen kan være årsagen til nogle af de fatale fejl, som er beskrevet ovenfor. Det kan blandt andet være traumer i forbindelse med:

  • Seksuelt misbrug
  • Fysisk eller verbalt misbrug
  • Forældrenes svigt: Skilsmisse, død, adoption, selvmord, følelsesmæssig afstand
  • Spiseforstyrrelser
  • Forældrenes afhængighed af alkohol, narkotika, piller osv.
  • Religiøs fanatisme. 

Kilde: ”Er du den rette for mig? Lær at vælge rigtigt i kærlighed” af Barbara De Angelis, udgivet på Borgen 2004.

Share