Sådan beskytter du dine børn mod psykisk vold

Dine børn betaler en høj pris, hvis du vælger at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Det skriver den britiske coach Annie Kaszina, der er forfatter til bogen ’Elsker du en tyran?’

Bange barn dreamstime xs 1175264

Hvis du lever i et psykisk voldeligt parforhold, hvor du er udsat for kritik, kolde blikke og spontane vredesudbrud, er du sikkert bekymret for, hvordan den giftige stemning i hjemmet påvirker dine børn. Ifølge den britiske coach Annie Kaszina, der selv har levet 20 år i et psykisk voldeligt parforhold, er der god grund til at bekymre sig om børnenes ve og vel:

”Ofre for psykisk vold står model til meget og lader sig ydmyge, men samtidig ønsker de, at deres egne børn skal få et bedre liv”, lyder det fra Kaszina. Hun mener, at det er absolut nødvendigt at slippe væk fra den giftige atmosfære af hensyn til børnene:

”Børn er hverken dumme eller ufølsomme. De lærer det, de ser. Derfor bliver de påvirkede, hvis de oplever psykisk vold. Du kan ikke beskytte dine børn mod psykisk vold, når du selv lever i frygt og magtesløshed.”

Den hjerteskærende sandhed
Selv om du gør alt, hvad der står i din magt for at beskytte børnene, vil din egen frygt forplante sig til dem. Det sker også, selv om du og din partner forsøger ikke at skændes foran børnene, og selv om du fornægter og bagatelliserer oplevelserne - og måske fejer hele molevitten ind under gulvtæppet.

Sandheden er - ifølge Annie Kaszina - at børn hverken er blinde eller immune overfor, hvor giftig psykisk vold er. Derfor er det ikke en god løsning at blive sammen med din psykisk voldelige partner af hensyn til børnene.

Hvis dine børn skal ind i en sund udvikling, har de ifølge Annie Kaszina brug for:

  1. TRYGHED: Behovet for tryghed er basalt hos alle mennesker, og det behov kan ikke blive imødekommet i et hjem, der er præget af psykisk vold og en giftig stemning. Det ved du allerede med dig selv: Hvis du lever i et psykisk voldeligt parforhold, er din tryghed altid på spil.
  2. KÆRLIGHED: Børn har – ligesom voksne – brug for kærlighed, når de skal udvikle sig. Der er al mulig grund til at tro, at du er en kærlig forælder. Alligevel er det ekstraordinært vanskeligt altid at være varm, kærlig og til rådighed, når du bruger stort set al din energi på at holde dig selv flydende.
  3. SANDHED: Børn har brug for, at deres verdensbillede hænger sammen. Når børn lærer, at de ikke kan stole på deres egne oplevelser og deres egen intuition, så lærer de, at de ikke kan stole på sig selv. Når de ikke stoler på sig selv, risikerer de selv at møde psykisk voldelige partner i deres voksenliv.
  4. EN POSITIV ROLLEMODEL: I praksis er det umuligt at være en god rollemodel, når du lever med psykisk vold. Det skyldes, at du siger ét og gør noget andet. Du siger til dine børn: ”Du skal gøre, hvad jeg siger. Du skal under ingen omstændigheder gøre som mig!”. Sådanne modstridende budskaber duer ikke for børn, der har brug for faste holdepunkter - eller som Kaszina udtrykker det:

    ”Hvordan kan du beskytte du dine børn mod overgreb, hvis du ikke beskytter dig selv? Du beskytter dine børn mod psykisk vold, når du med dit eget eksempel viser dem, at du ikke vil gå på kompromis med din personlige trivsel og lykke. Hvis dine børns lykke betyder meget for dig, bliver du nødt til at tage dig selv alvorligt. Det er den eneste vej frem."

Kilde: RecoverFromEmotionalAbuse.com

Share