6 tegn på at du skændes med en psykopat

Psykopater er eksperter i at manipulere med andre mennesker, så de får deres vilje og den reaktion, de ønsker. Derfor er det en fordel at kende nogle af de teknikker, du kan blive udsat for

Angst   1

Psykopater er ikke kun mennesker med tatoverede overarme, der sidder bag tremmer. Psykopaten kan lige så vel være en ganske almindelig familiefar - eller mor  der udadtil virker charmerende på omgivelserne. Psykopater er nemlig sociale kamæleoner, der kan passe perfekt ind i enhver situation.

Psykopaten har imidlertid også en anden side af sin personlighed. Denne side kan komme frem, når han eller hun føler sig truet eller keder sig. I sådanne situationer træder psykopatens sande personlighed frem. Hvis du kommer op at skændes med en psykopat, vil han eller hun forsøge at give dig skylden, også selv om det er dig, der er blevet såret eller svigtet.

Sitet idealist4ever.com har skitseret seks tegn på, at du er ude i et skænderi med et menneske med psykopatiske træk:

  1. Psykopaten lyver og kommer med bortforklaringer
    Vi kan alle sammen komme til at begå fejl. Når psykopaten begår fejl, er han eller hun hurtig til at lyve eller komme med bortforklaringer. Psykopaten er knap så god til at rette op på fejlene. Faktisk matcher psykopatens handlinger kun sjældent de ord, der kommer ud af hans eller hendes mund. Psykopatens dårlige opførsel skuffer dig så hyppigt, at du faktisk føler dig lettet, når han eller hun opfører sig bare nogenlunde ordentligt over for dig. Du har med andre ord lært at være taknemmelig for at blive behandlet middelmådigt.
  2. Psykopatens tone er fordømmende og patroniserende
    Psykopater forsøger ofte at forvirre dig for at overtage styringen, når I skændes. Under et skænderi kan du opleve, at psykopaten virker helt rolig, mens han eller hun nedgør dig. Det er næsten som om, du bliver hånet. Mens det sker, holder psykopaten øje med dine reaktioner for at vurdere, hvor langt han eller hun kan skubbe dig. Når du omsider begynder at reagere følelsesmæssigt, løfter psykopaten sit øjenbryn, smiler selvtilfreds, fortæller dig, at du er skør, eller lader som om, du har skuffet.
  3. Psykopaten opfører sig som den værste hykler
    Når I skændes, så det brager, har psykopaten ingen problemer med at begynde at klistre labels på dig. Ofte står der tillægsord på disse verbale labels, som i virkeligheden beskriver psykopaten selv. Det kan være, at du ligefrem bliver kaldt for "psykopat". Det er mere end blot ubevidste spejlinger. Psykopaten ved, at han eller hun klistrer dig til med sine egne fejl, fordi han eller hun har brug for din reaktion. Formålet er at få dig bragt ud af fatning, så psykopaten kan anklage dig for at være psykisk ustabil.
  4. Det virker som om, psykopaten er flere personer på en gang
    Når du skændes med en psykopat, virker det som om, han eller hun har flere personligheder. Det kan føles som om, du står over for en politibetjent, der skifter mellem var være god, ond, vanvittig, skræmmende, stalkeragtig og som et lille barn. Så snart du begynder at trække dig væk fra psykopatens manipulationer og løgne, begynder psykopaten at undskylde og smigre dig. Hvis den taktik ikke virker, vil han eller hun fra det ene øjeblik til det næste begynde at fornærme dig for at have lige præcis de kvaliteter, som du lige har fået ros for. Psykopaten er med alle disse manipulationer ude på at genvinde kontrollen, mens du kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er for et menneske, du taler med.
  5. Psykopaten spiller den evige offerrolle
    Et skænderi med en psykopat vil tit og ofte føre samtalen tilbage til deres svære fortid. Det kan være den skøre ekskæreste eller den onde chef. Det ender med, at du får ondt af psykopaten, også selv om skænderiet er startet, fordi han eller hun har gjort dig ondt. Så snart psykopaten har fået dig til at føle sympati, vil stemningen igen vende. Selv om psykopaten er god til at spille offerrollen, er det i virkeligheden dig, der er offer for hans eller hendes manipulationer.
  6. Du føler behov for at forklare helt basale følelser
    Under et skænderi med en psykopat kan du pludselig opleve, at du forsøger at forklare psykopaten helt basale følelser som empati og venlighed. Du håber, at han eller hun vil kunne forstå, hvorfor du er blevet såret, og at denne indsigt kan få psykopaten til ikke at såre dig igen. Du er ikke det første menneske, der har forsøgt at se det gode i en psykopat, og du bliver heller ikke det sidste, men hvis du står over for en psykopat, opfører han eller hun sig sådan over for dig for bevidst at såre dig.

Der er kun én vej ud af skænderierne med en psykopat. Du skal trække dig helt ud af skænderiet!

Skænderier med en psykopat dræner dig for energi, og du kan komme til at spilde timer og dage i et forsøg på logisk at forstå, hvad det var, der skete. Så næste gang et menneske bruger en eller flere af de seks taktikker over for dig, kan du gøre brug af en anden strategi: Bare send ham eller hende et smil, nik – og gå ud og lev dit liv. Psykopaten fortjener ikke et minut af din tid.

Kilde: Idealist4ever.com

Share