Find din indre råstyrke - og sig fra over for psykisk vold

Den psykiske vold starter i det små. Din partner sår nogle ukrudtsfrø, der slår rod i jeres forhold. Spirerne vokser sig stærke, og hvis du ikke får sagt fra, slynger ukrudtet sig til sidst tæt omkring dig. Få tips til at genfinde din indre råstyrke, så du kan vriste dig fri

Ukrudt dreamstime xs 76307951

”Måske skulle du hellere bestille salat”, ”Det er nok ikke et job, du kan magte”, ”Har du altid været så dårlig i et køkken”. Små kommentarer som disse kan være starten på et psykisk voldeligt forhold. Det er kommentarer, der har til formål at nedgøre dig og få dig til at tvivle på dig selv og dine egne evner. Hvis den slags får lov til at brede sig som vildtvoksende ukrudt, kan du blive fanget i et psykisk voldeligt forhold. 

De små nedsættende bemærkninger kan få dig til at føle, at du ikke lever op til din partners forventninger, og det får dig til at knokle for at bevise dit værd. Inderst inde frygter du måske, at din partners meninger om dig er sande, og at du måske ikke er god nok og værd at elske.

Hvis du befinder dig i et psykisk voldeligt forhold, skal du ifølge den amerikanske psykoteraput Julie Orlov ikke opgive håbet om at bedre liv. Du skal tage din power tilbage og tage dig selv alvorligt - også selv om det kan betyde, at du må forlade din partner.

Det er ikke din skyld
Du har ikke fortjent at blive behandlet dårligt. Alle mennesker fortjener at blive mødt med respekt, og det gælder også dig.  Hvis din partner udsætter dig for psykisk vold, er det fordi han eller hun har behov for at tryne og kontrollere dig. Ifølge Julie Orlov kan dette behov for magt udspringe af, at din partner spejler sin egen frygt for ikke at være god nok - og ikke værd at elske - over på dig.

Når din partner udsætter dig for kritik, nedgøring, kontrol og andre typer af psykisk vold, handler det ifølge Julie Orlov ALDRIG om dig. Det handler altid om, at din partner har brug for at få opfyldt sine egne behov. Hvis du lever i et psykisk voldeligt parforhold med stikkende tornebuske, skal du ikke fortvivle. Du har altid muligheden for at bryde fri og skabe et godt og kærligt liv for dig selv. Julie Orlov har fem gode råd til, hvordan du gør:                                      

  1. Tag din power tilbage: Den hurtigste metode er at beslutte med dig selv, at du er villig til at forlade din partner, hvis det bliver nødvendigt. Når du beslutter dig for det, er du klar til at tage næste skridt.
  2. Sæt grænser, når din partner kritiserer dig eller kommer med nedsættende kommentarer: Lad din partner vide, at du er åben overfor at lytte til hans eller hendes meninger om, hvordan din adfærd påvirker ham eller hende. Gør det samtidig klart for din partner, at du ikke vil deltage i samtaler, hvor du bliver udsat for personlige angreb.
  3. Beslut dig for, hvad du er villig til at yde: Hvad er du villig til at gøre for din partner? Hvad er helt udelukket? Sørg for, at du tager afsæt i dit personlige trivsel og din integritet. Gå ikke med til noget, du dybest set godt ved, er dårligt for dig - blot for husfredens eller forholdets skyld.
  4. Vær først og fremmest ærlig og tydelig over for dig selv, og dernæst over for din partner: Tag afsæt i det, der er vigtigt for dig, dine egne mål og behov. Lad din partner vide, hvad du kan tilbyde. Sig klart og tydeligt ’nej’ til de ønsker, du ikke vil indfri og gør det klart for din partner, at han eller hun bliver nødt til at acceptere dit nej. Hvis din partner ikke accepterer dit nej, er den bedste løsning måske, at I går hver til sit.
  5. Omgiv dig med mennesker, der sætter pris på dig, som du er: Find veje til at skabe kontakt til den stærke kvinde, du i virkeligheden er. Den kvinde vil aldrig finde sig i at blive behandlet så dårligt. Tilbring tid sammen med mennesker, der ser alt det gode i dig og husk dig selv på alle de gode oplevelser i livet, hvor du har haft succes og har følt dig godt tilpas som dig selv.

I sidste ende er det ifølge Julie Orlov kun dig selv, der kan tage stilling til, om du vil stå model til den dårlige behandling, din partner udsætter dig for. Et parforhold bør være et sted, hvor du får opbakning og støtte til din personlige udvikling. Det bør ikke være et sted, der får dig til at føle dig værdiløs. Eller som den amerikanske psykoterapeut udtrykker det:

”Kærligheden er en fejring af det menneske, du er. Kærlighed trækker dig ikke ned. Du fortjener at have et stærkt og kærligt parforhold. Så start med dig selv. Elsk dig selv højt nok til at tage de første skridt til at være den kvinde, du i virkeligheden er.”

Kilde: Yourtango.com

Share