Krisecenteret er min nye virkelighed

"Lige i øjeblikket bor min lille søn og jeg på et krisecenter. Det hele er lidt rodet - altså mentalt”, skriver Marianne Hansen, der gerne vil være anonym og føler sig meget alene

Krisecenter

Af Marianne Hansen

Krisecenteret er egentligt ganske fint. Sådan meget institutionsagtigt med en masse pædagogisk uddannet personale. Eller en masse er måske så meget sagt. Her er pædagogisk personale, som har rygende travlt med at hjælpe de kvinder, som er her. Og dem er der en masse forskellige af.

Her hvor jeg bor med min lille søn, har hver kvinde sit eget værelse. Værelserne er på 8-10 kvadratmeter. Nogle af kvinderne er flyttet ind med flere børn. Andre kommer uden. Jeg kom med Sebastian, og han er lige for tiden den yngste.

Når man som jeg er flyttet på krisecenter uden nogen af mine ejendele – ja, så lærer man at nøjes. At være taknemlig. At klare sig med det tøj, man går og står i. For du har ikke andet, og du aner ikke, om du får noget andet.

Som det er lige nu, ejer jeg intet ud over mit tøj. Min økonomi er pludselig lig nul. Jeg har ingen bolig. Ingen sofa. Ikke engang et håndklæde. Det har jeg måtte låne mig til.

Kvinder fra smukke og dyre boliger – og fra fattige kår
Det er vidt forskellige kvinder, der bor har på krisecenteret. Nogle af dem har en lang uddannelse, gode arbejdsforhold samt store, smukke og dyre boliger. Andre kvinder kommer fra dårlige sociale forhold, har ingen uddannelse og skal hver dag kæmpe for at klare dagen og vejen og vende hver en øre. Og så er der mig. Lidt imellem. Jeg er flyttet fra et lejet rækkehus - lille hund, lille bil og en lille uddannelse. Men hvad der er ens for alle disse kvinder er, at de alle har været igennem fysisk, psykisk eller materiel vold fra deres partner.

Nogle af kvinderne er helt unge. Andre af dem er ældre. Nogle har prøvet det før, og for andre er det at bo på krisecenter helt nyt. For mig er det første gang, at jeg er her. Egentligt havde jeg ikke selv tænkt mig at skulle være her, men det var desværre den eneste mulighed, der var, for at beskytte mig selv og mit barn.

For min søns skyld
Jeg er flere gange blevet påduttet, at jeg skal huske at tænke på min lille søn. At det først og fremmest gælder det hans ve og vel. Det sjove ved disse råd er, at jeg altid – siden han blev født - først og fremmest tænker på Sebastians ve og vel.

Her på krisecenteret oplever jeg pludselig en dreng, som trives. En dreng som tør meget mere. Men samtidigt også en dreng, som er enormt usikker. Han er afhængig af sin sut. Det er det eneste sikkerhedsnet, han har i alt det her – ud over mig. Det eneste symbol på tryghed, som han kan holde lidt fast i.

Jeg blev i første omgang anbefalet af fire forskellige offentlige instanser, at Sebastian og jeg skulle flytte ind her. Krisecenteret er ikke noget, jeg selv har opsøgt eller taget initiativ til.

Det er netop for Sebastians skyld, at jeg er her. For hans fremtid. For hans sikkerhed.

At få plads på et krisecenter er ikke så let, som man skulle tro, og det er derfor slet ikke alle de kvinder, der har brug for at flygte, som får lov til at bo på et krisecenter. Der mangler generelt pladser i Danmark, og ofte møder kvinderne en lukket dør.

Ensomheden – og alle dem, der ikke vil vælge side
Lige nu er ensomheden nok den værste. Ikke fordi jeg fysisk er ensom, men fordi min psyke konstant fortæller mig, hvor ensom og alene i verden, jeg er. Jeg føler mig enormt ensom i alt det her, da min faste base er taget fra mig.

Konstant bliver jeg fortalt, at man ikke ønsker at vælge side. Det er både familie og venner, der siger til mig, at de ikke ønsker at vælge side. Ved den simple sætning, har man allerede valgt side, og vil ikke hjælpe et menneske i nød. Jeg er i nød. Jeg er på bar bund - ufrivilligt. Jeg er alene.

Dette er ikke en situation jeg selv har sat mig i. Jeg har kæmpet. Jeg har søgt hjælp. Jeg har givet hjælp. Men lige lidt har det hjulpet.

Og nu står jeg her. Uden så meget. Uden et hjem. Uden en økonomi. Uden et familieliv. Familielivet havde alligevel ikke været så godt, hvis jeg var blevet. Hvis jeg blot endnu engang havde taget imod kritikken, de hårde ord, slagene – og ikke sagt fra.

Taknemmelighed på vej mod forår
Jeg er enormt taknemlig over for, at der her på krisecenteret er nogle kvinder, som kan hjælpe mig. Nogle, som kender til samme situation. Nogle, som ved, hvad jeg skal tænke, når min hjerne ikke længere selv kan tænke og kører i cirkler.

Jeg tager ofte mig selv i at stoppe midt i en sætning, for dernæst at sige ingenting. Jeg glemmer, hvor jeg er, eller hvad, jeg ville sige.

De første dage spiste jeg ingenting. Jeg oplevede ikke sult. Jeg oplevede ikke søvn. Jeg oplevede blot et kaos. Et kaos i min krop og i mit sind.

Her på centeret er der en masse fagfolk, som er med til at fjerne alle de dårlige tanker, som endnu rumsterer rundt i mit hoved. De er gode til at hjælpe med alt det praktiske. Til at huske en på livet, som netop starter helt forfra nu, hvor det snart bliver forår.

Ikke mindst for Sebastians skyld. Det er for hans skyld, at jeg er her. At jeg er nødsaget til at være her.

Livet bag facaden
Jeg vil ikke ind på, hvad der er sket mod Sebastian og mig. Den del kan jeg slet ikke overskue at åbne op for endnu, selvom jeg burde. Jeg har brugt syv år på at glatte ud og opretholde en facade udadtil. En facade som nu er blevet min værste fjende, fordi mennesker i mit liv har svært ved at tro, at det var så slemt bag vores fire vægge, når vi virkede så godt kørende udadtil. Når man kun kender facaden, er det svært at tro på virkeligheden.

Virkeligheden er, at jeg bor på et krisecenter.

Marianne vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vi garanterer også dig 100 procents anonymitet.

Share