24 grunde til, at hun ikke bare går...

Mennesker, der ikke har oplevet, hvad det vil sige at leve i et voldeligt parforhold, stiller det samme spørgsmål om og om igen: ”Hvorfor går hun ikke bare?” Svaret er ikke så simpelt, for der kan være mange årsager til, at hun føler sig stavnsbundet

udlandet

Lykkeligvis lever det fleste mennesker i parforhold uden vold, og derfor er det for mange svært at begribe, at en kvinde – eller en mand – der er udsat for overgreb, vælger at blive i forholdet.

Imidlertid er der mange gode grunde til, at der kan være svært at slippe ud af et voldeligt parforhold – uanset om volden er psykisk, økonomisk, materiel, fysisk eller seksuel. Vi har samlet 24 årsager til, at en kvinde bliver sammen med den mand, der udsætter hende for overgreb:

  1. TRUSLER: Hun er bange for, hvad der skal ske hende og børnene, hvis hun forlader sin partner. Hun frygter, at han vil gøre alvor af sine trusler om at slå hende ihjel og tage børnene fra hende. Hun er bange for, at han vil virke så overbevisende i Statsforvaltningen og retssystemet, at hun mister forældremyndigheden over sine børn. Der er jo ingen – ud over hende – der ved, hvad han er i stand til. Naboer, venner og familie kender ham kun fra hans bedste side og ved ikke, hvor god han er til at manipulere.
    Hvad vil du råde hende til at gøre?
  2. NEDBRUDT: Hun er nedbrudt og føler ikke, at hun har styrken til at bryde ud af det voldelige forhold, som situationen er lige nu. Måske har hun mistet troen på sig selv og sin egen fremtid. Måske lider hun af angst, depression, posttraumatisk stress. Måske kan hun kun lige akkurat hænge sammen og tage sig af sine børn.
    Hvordan tænker du, at hun skal finde kræfterne?
  3. FORVENTNINGSPRES: Hendes familie synes, at han er så charmerende, og de bliver forargede, når hun fortæller, at hun gerne vil forlade ham. Hun bliver mødt med fornærmede blikke og sure miner. De forventer, at hun bliver sammen med ham. Det får hende til at føle, at hun er helt alene i verden. Måske får hun endda at vide, at hun skal være glad for overhovedet at have ham.
    Hvordan får hun sine nærmeste overbevist om, at han er en tyran bag hjemmets fire vægge?
  4. SKYLD: Hun føler, at det er hendes egen skyld, at hun er udsat for overgreb. Hun føler, at hun ikke er god nok, og at hun har været en skuffelse på adskillige områder. Derfor håber hun på, at hun kan tage sig sammen, blive bedre til at møde hans behov og gøre det hele meget bedre. Han har hjernevasket hende til at tro, at hun ikke fortjener bedre.
    Synes du, at det er hendes egen skyld?
  5. FORDØMMELSE: Hun er bange for, at andre vil fordømme hende, fordi hun er blevet så længe sammen med ham. Måske vil myndighederne sige, at hun er en dårlig mor, fordi hun ikke har beskyttet sine børn mod ham. Måske vil hun få at vide, at hun spiller offer. Måske er hun så flov over alt det, der er sket, at hun mest af alt har lyst til at stikke hovedet i busken.
    Hvordan skal hun finde modet til at stå frem?
  6. BEVISBYRDEN: Han virker måske charmerende udadtil. Han har et godt job. Han ser godt ud og dyrker motion. Han tjener gode penge. Hvordan kan hun få overbevist myndighederne og statsforvaltningen om, at han udsætter både hende og børnene for overgreb? Hvordan kan hun bevise, at han alt for tit er fuld? Hvem skal de tro på, når han fortæller, at hun ser syner og har brug for en psykiater?
    Hvordan kan hun bevise, hvor bange hun er for ham?
  7. FREMTIDEN: Hun er bekymret for, at det kun vil gøre ondt værre, hvis han finder ud af, at hun vil forlade ham. Måske vil han skærpe tonen over for hende. Måske vil han straffe hende og hænge hende ud over for venner og familie.
    Hvordan kan hun undgå, at det hele bliver værre, hvis hun søger hjælp?
  8. BØRNENE: Hvis han drikker, truer og nedgør både hende og børnene, hvordan kan hun så beskytte sine børn, hvis hun går fra ham? Hvad hvis han er fuld, når han har børnene på samvær? Hvad hvis han skader dem psykisk eller fysisk? Hvem passer på dem, når hun ikke er der? Hvem sikrer, at han ikke kører spirituskørsel, når han er alene med dem?
    Hvad synes du, at hun skal gøre?
  9. ALENE: Måske står hun helt alene, fordi ingen tror hende. Måske er hun blevet isoleret, fordi han ikke ønsker, at hun skal have relationer til andre mennesker. Hvordan skal hun komme væk, når der ikke er nogen steder at tage hen?
    Hvad skal hun gøre, hvis mennesker ikke tror hendes fortælling?
  10. HANDLINGSLAMMET: Måske er hun handlingslammet, fordi hun er så stresset, at hun slet ikke kan samle tankerne. Måske lever hun med katastrofetanker, fordi hun aldrig ved, hvad der vil ske hende, når han kommer hjem fra arbejde? Måske prøver hun bare på at overleve, og måske er hun så psykisk nedbrudt, at hun har fået en sygemelding?
    Hvordan skal hun finde overskuddet til at komme væk?
  11. HÅBET: Måske håber hun, at hun igen kan få det godt sammen med ham, hvis hun bare tager sig sammen og bliver den kvinde, han drømmer om. Måske håber hun, at de kan finde ud af det, så børnene ikke skal igennem en skilsmisse. Måske mindes hun, hvor lykkelige de var, da de flyttede sammen i deres hyggelige hjem.
    Hvordan kan hun give slip på drømmen?
  12. FORVIRRING: Måske er hun forvirret, fordi han fra det ene øjeblik til det næste kan skifte humør og personlighed. Den ene dag er den mand, hun forelskede sig i. Den gode far. Den fantasiske partner. Den næste dag svinger pendulet, og han truer både hende og børnene. De voldsomme humørskift forvirrer hende. Hvordan kan han være som nat og dag. Er det hendes skyld, når han bliver så vred, kritisk og indebrændt?
    Hvordan kan hun vide, at det er bedst at gå? Hvordan kan hun være sikker?
  13. DRØMMEN: Hun drømmer om at få volden til at stoppe. Hun forsøger at knække koden. Hun tror på det bedste i ham. Hun føler, at han er hendes hjertes udkårne. Hun forsøger at forstå hans handlemønstre. Hun forsøger at forstå hans barndom. Hun forsøger at forstå ham.
    Hvordan skal hun kunne opgive drømmen, når han er den eneste ene?
  14. SELVMORDSTRUSLER: Han siger til hende, at han vil begå selvmord, hvis hun forlader ham. Han siger måske også, at han vil slå hende og børnene ihjel – og derefter sig selv. Hun ved, at han kan finde på alt muligt. Måske kan han også finde på at tage hele familiens liv?
    Hvad tror du - kan han finde på at slå sig selv, hende og børnene ihjel?
  15. HAN LOVER BOD OG BEDRING: Når hun siger, at hun vil forlade ham, lover han bod og bedring. Han lover hende bedre tider. Han køber blomster. Han inviterer hende ud. Han siger, at hun er hans drømmekvinde, og at det skal være dem for altid. Han undskylder, at han har haft det svært og været urimelig over for hende.
    Hvorfor skal hun ikke tro på ham?
  16. POLITIET: Hun stoler ikke på, at politiet kan hjælpe hende. Hun er bange for at blive opfattet som en tudeprinsesse eller en dramaqueen. Hun er bange for, at det hele bliver meget værre, hvis politiet taler med ham. Hun er bange for at anmelde ham.
    Tror du, at hun bekymrer sig for meget, eller kan situation blive sprængfarlig, hvis hun kontakter politiet?
  17. ISOLATION: Han har isoleret hende. Måske overvåger han hendes mails og telefonopkald. Måske aflytter han hendes samtaler og tager billeder af hende, når hun ikke ved det. Måske digter han en historie om hende, som han fortæller til familie, venner og myndigheder. Måske siger han, at hun er paranoid og lider af forfølgelsesvanvid.
    Ville du tro på hende, når han nu er så overbevisende?
  18. MANIPULATION: Han har manipuleret hende til at tro, at hun ikke er bedre værd. At han er hendes redningsplanke. At hun skal være taknemmelig for, at hun trods alt har ham. At hendes liv kun vil blive værre, hvis hun går fra ham. At ingen anden mand vil have hende. At det vil blive afsløret, hvilket forfærdeligt menneske, hun er.
    Hvordan genfinder hun troen på sig selv?
  19. KENDER IKKE FORSKEL PÅ RIGTIGT OG FORKERT: Hun har været udsat for psykisk, fysisk, materiel eller seksuel vold hele sit liv. Volden er blevet en normalitet for hende. Det er som om, hun har levet hele sit liv i et mørkt rum, og ikke ved, at der er en anden verden uden for hendes fængsel.
    Hvordan får hun øjnene op for, at der er bedre måder at leve på?
  20. BAGATELLISERING: Han er ikke voldelig hver dag, og derfor er det ikke altid så slemt. Nogle dage går det faktisk nogenlunde godt. Måske kan hun hente næring og glæde de dage, det går godt, så hun kan overleve de svære dage. Måske har de det ikke sværere sammen end så mange andre par.
    Hvordan kan hun hæve sine egne forventninger til livet?
  21. HÅBET: Ind imellem er hun næsten lykkelig. Så er alt som dengang, de mødte hinanden og var forelskede. Han er god mod hende, og hun føler sig elsket – og så blomstrer romantikken igen.
    Hvordan kan hun sige nej til al hans kærlighed?
  22. MEDLIDENHED: Han har haft en hård barndom. Måske har han selv været udsat for vold. Hans far har måske været alkoholiker, og han kan fortælle frygtelige historier fra sit barndomshjem. Måske er det derfor, han selv kan være så barsk. Måske er han et såret barn. Måske har han mest af alt brug for hendes forståelse og støtte.
    Synes du også, at det er synd for ham?
  23. KÆRLIGHED: Hun elsker ham. Han kan være så charmerende og kærlig. Han er måske også sygeligt jaloux, og det overbeviser hende om, at hun betyder hele verden for ham.
    Hvordan kan hun forlade den mand, hun elsker?
  24. REALITETSSANSEN: Hvis du smider en frø i kogende vand, vil den springe op af gryden, fordi den får et chok. Hvis du lægger den i gryden i lunkent vand, vil den føle sig tryg og vænne sig til, at du langsomt skruer op for blusset, indtil den til sidst bliver kogt. På samme måde har hun gradvist vænnet sig til smerten, kritikken, tavsheden, truslerne...
    Hvordan kan hun få realitetssansen tilbage?

I stedet for at bebrejde hende at hun ikke går, skal du måske snarere styrke hende og sige, at hun fortjener god behandling. Hvis du bebrejder hende, at hun ikke går, hjælper du kun ham til at fortsætte volden, for så belaster du hende med endnu mere skyldfølelse. Fortæl hende i stedet, at hun er skøn, fantastisk og dejlig. At hun er et godt og kærligt menneske, som du sætter stor pris på. Fortæl hende, at hun kan skabe et godt liv for sig selv og sine børn - også uden ham. Fortæl hende, at hun er stærk, for det er hun - ellers var hun for længst bukket under.

 

Share