Mit liv som datter af en psykopat

Katarina Weber ser tilbage på sin barndom med en psykopatisk far, der skræmte sine børn fra vid og sans med sin humørsyge, sine trusler, sit had og sit alkoholmisbrug. Faren var udadtil velfungerende og succesrig, men indadtil var han ødelæggende for Katarinas mor, hendes lillebror og hende selv

Katarina

Af Katarina Weber

Jeg har brugt alt for meget tid på ikke at kunne tale om, hvordan det er at være datter af en psykopat. Nu har jeg styrken til det og vil på vegne af børn og kvinder prøve at løfte sløret en smule for denne problematik. Jeg ved godt, at der er begrænsninger med det skrevne ord, men jeg vil dog alligevel forsøge.

En psykopat er et menneske, der udviser grov ligegyldighed over for andre – et menneske, der ikke evner at fastholde relationer, som lyver og bortforklarer egne handlinger. Det er et menneske, der fralægger sig ansvar, manipulerer med omgivelserne og projicerer egen skyld over på mennesker omkring sig.

Min far var sådan et menneske.

Udadtil var min familie velfungerende. Vi havde en vis status, da min fars job ofte indebar en masse udlandsrejser. Min mor gik hjemme de første mange år af min lillebrors og min opvækst. Selv om facaden udadtil var idyl, var virkeligheden en anden.

Mine forældres uhyggelige ægteskab
Min mor mødte min far som ganske ung og faldt for denne charmerende, lidt ældre verdensmand, som allerede var gift og havde en datter. Der lyder et ramaskrig hjemme hos min mors forældre, da hun fortæller, at hun har mødt en gift mand, som skal skilles for at blive gift med hende. Senere fortæller min morfar mig, at han allerede første gang, han traf min far, så løgnagtigheden i hans øjne. Min morfar vidste, at det ægteskab aldrig ville gå godt.

De første år i mine forældres ægteskab er som glansbilleder. Der var en overflod af penge og store og dyre gaver. Vi to børn kom til verden. Jeg var ikke noget ønskebarn, da min far allerede havde en datter. Derfor var han glad, da min lillebror blev født, og han endelig fik sig en søn.

I min tidligste barndom mærkede jeg ikke så meget til, at min far var anderledes end andre fædre, men da jeg blev lidt større, blev jeg opmærksom på det. Ofte var hans kropssprog anspændt, og hans humør svingede. Det ene øjeblik blev bilen pakket til ferie, næste øjeblik blev den tømt igen, fordi vi ikke var ”værd at tage på ferie med”. Min far drak, og da hans alkoholmisbrug efterhånden blev værre, kunne han vare meget højtråbende og truende. Hans øjne var uhyggelige, når han så på os og ønskede os hen, hvor peberet gror.

Ikke helt normalt
Min mormor var god til at tackle min far, når han var i det uhyggelige hjørne. Han var som regel glad, indtil en eller anden bagatel gik ham imod. Det kunne være, at min mor kom til at sige noget, han ikke ville høre. Han kunne også blive opfarende, hvis jeg ikke kunne tage strømpebukser på selv. Så blev jeg sendt i skole med dem forkert på. På sådan en dag, vidste vi alle sammen godt, hvad vej det ville gå, for så ville bagateller blive forstørret op til store problemer.

Da jeg bliver større og begynder at få veninder i skolen, kan jeg sagtens se, at tingene forgår på en anderledes måde i deres familier end i min. Hos os var der altid inviteret ekstra gæster med til aftensmaden i form af løgne, trusler og manipulation. Min far kunne finde på at beskylde min mor for utroskab, og vi børn fik at vide, at vi bedre kunne lide vores venners forældre end vores egne og videre i den dur.

Allerede når jeg kom hjem fra skole, vidste jeg, hvordan resten af dagen hos os ville være. Min far var meget bevidst i sine ordvalg. Han vidste nøjagtig, hvordan han gjorde stemningen ubehagelig. Han kunne stå i haven og kigge ind på os for at se, om vi opførte os ordentligt. Han kontrollerede, om min mor nu også lavede den rigtige mad. Hvis nogen af os lavede fejl, blev der ballade.

Min far købte af og til legetøj til min bror, og min mor gjorde, hvad hun kunne for at glatte ud, når jeg ikke fik noget legetøj. Min far mente ikke, at han både kunne købe legetøj til mig og til sin ældste datter i en anden by.

Angstfuld stemning
Stemningen under aftensmaden var tit tyk og angstfuld. Det startede i fred og ro, men så sprang bomben. Det kunne være en bagatel, der udløste hans vrede. Vi blev kort fortalt truet med alt muligt. Han kunne finde på at true os med, at han ville smide os ud. Han udsatte os for verbale overfald, hvorefter han spurgte os, hvorfor vi fik HAM til at opføre sig sådan. Det var vores egen skyld.

Min fars alkoholmisbrug gør ondt værre. Han er aldrig fysisk voldelig, men med alkohol i blodet bliver han verbalt truende i højere grad end før.

Min far køber dyre biler og smykker og holder fester, som ingen kommer til. Når mine forældre ville invitere til fest, løj de for hinanden. Min mor inviterede gæster, men vidste at der ikke ville komme nogen. Min far inviterede og troede, at alle kom. Det er først her, at det går op for mig, at mine forældre ingen venner har – og at vi aldrig har gæster ud over vores mormor og morfar.

Fordrukken med pistol
Misbruget bliver stadig større, og min mor tackler det ved at " blive syg". Hun ser sig ikke i stand til at varetage opgaven som mor. På et tidspunkt er det så slemt derhjemme, at min far ligger fuld i soveværelset med en pistol, som han vil bruge. Jeg vælger at tage min bror i hånden og løbe ind til naboen for at få hjælp.

Min mor er blevet "usynlig" og har opgivet at sætte sig op imod min far. Derfra går det endnu mere ned ad bakke i vores familie. Min far rejser til udlandet for at realisere sig selv. Hans begrundelse er, at det jo er umuligt at blive i Danmark med den uduelige familie.

Barndommen har sat sine spor
Mine barndomsoplevelser med min far har påvirket mig mere, end jeg har været bevidst om. Først sent i mit liv gik det op for mig, at mine relationer til andre altid har været begrænset af mig selv. Jeg har altid følt, at jeg var nødt til at vise andre mennesker, at jeg duede – også selv om jeg ikke havde grund til at bevise noget.

På et tidspunkt i mit liv får jeg stadigt mere svært ved at være sammen med min mor og bror. Det er som om, min mor har lullet sig ind i, at det efter mange års vanvid er nemmere at blive end at gå. Hun har lullet sig ind i, at hun ikke magtede bruddet, da han rejste udenlands.

I stedet vælger min mor at glemme det hele og lade som om, at alt altid har været i den skønneste orden. Min bror gør det samme. Det får mig til at føle, at løgnen bliver større og større. Der bliver til stadighed sat spørgsmålstegn ved, om det hele nu også var så forfærdeligt – MEN DET VAR DET!

Jeg valgte min mor og min bror fra, så jeg selv kunne komme videre i mit liv. Jeg følte, at det var nødvendigt at vælge dem fra og vælge mig selv til.

I dag har jeg fundet min styrke
Det har kostet mig utrolig megen tid at lære at anerkende den kvinde, jeg er i dag. Jeg har fundet styrke til at være mig selv på godt og ondt. Jeg har også fundet styrke til at være noget for andre i livets forskellige sammenhænge, og jeg har hele tiden hjertet med i det, jeg gør.

Det har kostet tid at lære at anerkende den kvinde, jeg er i dag, og at se styrken i de svagheder, som min far har kritiseret mig for gennem hele min opvækst. I nære relationer har jeg tidligere trukket mig, når jeg har følt, at folk kom for tæt på mig. Nu har jeg fundet styrke i en sårbarhed, som jeg ikke længere er bange for at indrømme, at jeg har. Det er en sårbarhed, som jeg nok altid vil bære rundt på som følge af de oplevelser, jeg har haft med min far.

Jeg har kun beskrevet et sandkorn i forhold til alle de rædselsfulde ting, der er sket.

Katarina er fællestillidsrepræsentant for 340 rengøringsassistenter i Odense Kommune og ny samarbejdspartner med Powerkvinderne. Katarinas far lever ikke længere, og hun ser fortsat ikke sin mor og sin bror.

Share