Luk døren bag dig, når du forlader en psykopatisk partner

Når du vælger at forlade en psykopatisk partner, skal du være fast besluttet på at lukke døren bag dig for altid. Du skal minimere kontakten og ikke se dig tilbage. Det nytter ikke at være vægelsindet

Door dreamstime xs 58891750

”Should I stay or should I go”, lyder strofen i en populær rocksang, og hvis du lever sammen med en psykopatisk partner, vil du helt sikkert kunne nikke genkendende til disse overvejelser. Din parter kan nemlig skiftevis være super charmerende og ekstremt modbydelig overfor dig. Dit problem er, at du måske elsker charmetrolden - mens du frygter dæmonen.

Ifølge det norske site psykopaten.info er en psykopat som en tornado, der ødelægger alt i sin nærhed. Hvis du forlader en psykopat og forsøger at bygge dig selv op igen, kan du være sikker på, at psykopaten vil forsøge at blæse dig omkuld – blot ved den mindste kontakt. Psykopaten er nemlig ekspert i at aflæse dine følelser og har enestående evner, når det gælder manipulation. Derfor risikerer både du - og mennesker omkring dig - at blive udsat for manipulation.

Psykopaten forandrer sig aldrig
Det er en grundlæggende egenskab hos et normalt menneske at se det bedste i andre mennesker, tilgive fejl og tro på forandring. Imidlertid er det nødvendigt at indse, at en psykopat aldrig vil forandre sig. Han eller hun er ganske enkelt ikke modtagelig over for impulser, der skal gøre ham eller hende til et bedre menneske.

Til gengæld er den psykopatiske partner ekspert i at love guld og grønne skove. En psykopat ved præcis, hvilke knapper han eller hun skal trykke på for at få din sympati og medfølelse. Psykopaten evner imidlertid ikke selv at føle empati, selv om han eller hun typisk god til at spille komedie og fælde krokodilletårer. Psykopaten vil bruge alle kneb i sit arsenal for at holde på dig. Han eller hun vil sige lige nøjagtig det, du ønsker at høre, bede om tilgivelse og love, at alt skal blive godt denne gang. Lad dig ikke narre.

Gå efter nul kontakt
I Danmark ender hvert andet ægteskab i skilsmisse, og i langt de fleste tilfælde er årsagen, at de to er vokset fra hinanden. Der er tale om to normale mennesker, som vælger at bryde op. Det kan være dramatisk, men selv om bølgerne i en periode går højt, vil stormen aftage, og der vil på et tidspunkt falde nogenlunde ro på. Ofte kan det lade sig gøre at holde en god tone – også af hensyn til eventuelle børn. Sådan er det ikke, når du vælger at forlade en psykopatisk partner.

Hvis din partner har mange psykopatiske træk er det ifølge psykopaten.info nødvendigt at bryde kontakten ikke bare med din partner, men også med alle de mennesker i jeres netværk, som din partner har indflydelse på. Du har brug for at distancere dig fra alt og alle for at holde hovedet klart og forsøge at se galskaben i et nyt lys.

Psykopatens spind og manipulation gælder også fælles venner. De ser psykopaten i et andet lys, end du gør og tror måske ligefrem, at psykopaten er et ejegodt og bundhæderligt menneske. Det skyldes ifølge psykopaten.info, at psykopatens skuespil virker på de mennesker, som han eller hun spiller komedie over for. Derfor gælder det om at komme væk. Senere kan du så beslutte dig for, om du vil genoptage kontakten til mennesker i jeres netværk.

Glem ikke, hvad du har været igennem
Du - som er et let bytte for en psykopat - er typisk et menneske med meget empati og omsorg for andre mennesker. Du dømmer ikke så let andre og vil gerne se det bedste i mennesker omkring dig. Samtidig kan du måske have tendens til at glemme dårlige minder. Du faldt jo for psykopaten engang. Der var endelig et menneske, som så dig. Din sjæleven.

Psykopaten spillede på alle tangenter og fremstod måske som en charmerende og opmærksom person – måske med en lidt trist historie, som du fattede sympati for. Hvis du er sådan en person, må du ifølge psykopaten.info huske dig selv på al den kritik, du efterfølgende er blevet udsat for: Selv den mindste ting, var din skyld. Husk alle løgnene og krænkelserne, som var fuldstændig ulogiske. Husk hvordan du følte det, da du blev forvandlet fra at være en prins eller en prinsesse til at være verdens værste menneske.

Det er nemlig sådan en psykopat optræder. Du går pludselig fra himmel til helvede – uden at du forstår, hvad der sker. Disse oplevelser må du konstant huske dig selv på og skrive ned, for ellers husker du lettere de stunder med psykopaten, som faktisk var hyggelige.

Minimer al kontakt
Når du forlader en psykopatisk partner, er det ifølge psykopaten.info nødvendigt, at du lukker fuldstændig ned for al kontakt - både på de sociale medier og i virkelighedens verden. Lad så vidt muligt al kommunikation foregå via din advokat og hold dig kun til fakta. Det gælder om at undgå at vise følelser, for følelser kan blive den lille gnist, der sætter gang i et nyt bål.

Hvis I har børn sammen, er det desværre umuligt at lukke ned for al kontakt med din psykopatiske ekspartner og jeres fælles netværk. I den situation gælder det om at minimere kontakten og undgå at vise følelser. Sørg i stedet for at indgå meget konkrete aftaler – og hold dig til dem. Fokuser på praktiske ting uden at give udtryk for dine følelser – og lad også være med at reagere på psykopatens skuespil og ’følelser’, for de er ikke ægte.

Kilde: Psykopaten.info

Share