Jeg har mistet mine børn, fordi min eksmand beskylder mig for at være psykisk syg

”Min eksmand tænker vist selv, at han befinder sig på stadiet lige under Gud. Det er derfor, at han virker så overbevisende”. Sådan lyder det fra en kvinde, der har mistet al kontakt til sine to børn, fordi eksmanden både er advokat og en sand mester i at manipulere med myndighederne

Af Anne-Mette Barfod

”Stadiet lige under Gud.”

Ordenen står stille i luften. Det er konklusionen på flere års mareridt for Maria, som i dag har mistet kontakten til begge sine børn. I virkeligheden hedder hun ikke Maria, men hun bliver nødt til at være anonym, for ellers risikerer hun yderligere sagsanlæg fra sin eksmand. Hun kalder ham en sand mester i at sno myndigheder om sin lille finger med et mix af charme, bekymringsrynker i panden, en høj intelligens og viden om, hvordan de juridiske paragraffer kan bruges målrettet til at komponere et drama - et drama, hvor Maria er castet i rollen som den psykisk ustabile, mens han signalerer overskud.

”Jeg tror, at han har bildt sig selv ind, at han er lidt af et overmenneske, mens jeg er til skade for vores børn. Han har fortalt sig selv den historie igen og igen, så han nu tror på den. Det er den virkelighed, han opererer i, og det må være derfor, at han virker så overbevisende. Det er derfor, han formår at kommunikere med en sådan gennemslagskraft, at myndighederne tror på hans ord, selv om sagens akter fortæller en helt anden historie.”

Et karaktermord på Maria
Forud for dette interview har Maria fremsendt papirer, som dokumenterer, at fagpersoner roser hendes egenskaber som mor. Det er blandt andet et papir fra den sundhedsplejerske, som har fulgt familien, siden børnene blev født, og som efter skilsmissen fra børnenes far besøger Maria og hendes lille datter i deres nye hjem.

Sundhedsplejersken skriver:

  • Jeg ser igen en pige, der er tæt knyttet til sin mor.
  • Jeg ser en omsorgsfuld mor, der har arbejdet hårdt for at skabe ro, tryghed og stabilitet.
  • Mor udviser samarbejdsevne og har fokus på barnets perspektiv.
  • Mor tager imod råd og vejledning og har fulgt de anbefalinger, der har været.
  • Mor reagerer relevant på (datterens) signaler.
  • Der er en behagelig stemning.
  • I forhold til tilknytning til mor, ser jeg en mor, der fint kan varetage omsorgen for sin datter og skabe et trygt hjem for hende.

Til trods for at sundhedsplejersken og andre fagpersoner har dette positive syn på Marias evner som mor, har Maria mistet kontakten ikke kun til sin datter, men også til sin søn. I dag har børnenes far forældremyndigheden over dem begge alene. Det skyldes, at børnenes far målrettet har skadet myndighedernes syn Maria som mor.

Kærlighed ved første blik
”Til at starte med var han det sødeste og rareste menneske. På vores første date lovede han mig romantiske udlandsrejser. Jeg blev betaget af, at det var mig, der var i fokus, og sådan kørte det egentlig i nogle år. Jeg synes, at han behandlede mig rigtig godt”, fortæller Maria, som endte med at være sammen med sin mand, som vi her kalder Lars for at sikre hans anonymitet. Lars er advokat, veltalende , har store blå øjne og virker sympatisk, og måske er det derfor, at Maria lyttede til ham, da han indimellem nævnte, at hun måske skulle starte hos en psykolog.

”Efter at vi havde været sammen i et år, introducerede han det med, at der måske var et eller andet galt med mig. En af de ting, der var galt, var, at jeg ikke selv kunne se, hvad årsagen var til det”, husker Maria, som gradvist fik flere og flere pligter i hjemmet:

”Jeg skulle gøre rent, handle ind, lave mad, vaske tøj, hente børn. Jeg skulle stå for det hele derhjemme. På en eller anden måde præsenterede han mine pligter for mig på en sådan måde, at jeg ikke selv så, at jeg faktisk fik et helt ekstra job. De mange pligter belastede mig, og jeg følte, jeg skulle stå til rådighed hele tiden. Jeg blev meget træt og havde svært ved at komme ud om aftenen og møde mine veninder, for jeg skulle både passe mit job og ordne alle mine pligter i hjemmet. Til sidste fik jeg det dårligt, og nu mente han, at jeg skulle gå til psykolog. Der måtte være noget galt med mig.”

Han strøede om sig med diagnoser
”Min eksmand mente selv, at han gjorde meget i hjemmet, men samtidig kom han med nogle underlige forklaringer på, hvorfor han ikke kunne nå det hele. Han påpegede, at han havde flere timer på arbejde, end jeg havde, og derfor var det mig, der skulle samle de havregryn op fra vasken, som lå der om morgenen, når han havde skyllet sin tallerken. Når jeg forsøgte at overbevise ham om, at han selv kunne rense vasken for havregryn, talte han nedladende til mig og sagde, at jeg da nok kunne forstå, at han ikke skulle fjerne de havregryn. Når han kom sent hjem fra arbejde, havde de jo sat sig fast i vasken. Derfor skulle jeg fjerne grynene, da det vil tage længere til at fjerne dem, når de havde sat sig fast i løbet af dagen."

Maria blev efterhånden overbelastet:

”Han begyndte at tale om, at jeg måske havde angst, depression, personlighedsforstyrrelser og alle mulige diagnoser. Nogle af de symptomer, jeg har haft, har også passet på nogle af alle de diagnoser, han nævnte. Jeg havde det ikke så godt og var meget træt. Glæden forsvandt ved mange af de ting jeg tidligere fandt glæde ved. Jeg fik en konstant tvivl om mine egne fornemmelser og troen på mig selv. Derfor fik jeg en tid hos lægen, og han gik med til konsultationen”.

I mødet med lægen, var det ikke Maria, der førte ordet. Det gjorde Lars:

”Han sad og førte ordet på mine vegne, og nu mente han lige pludselig, at jeg havde PTSD – og til sidst valgte lægen at henvise mig til psykiatrien. Allerede hos lægen var han meget overbevisende, og jeg lod ham fortælle om sine oplevelser af, hvordan jeg havde ændret mig. Jeg havde jo ændret mig, så det var rigtig nok, hvad han fortalte. Jeg var udmattet, men det var ikke fordi, jeg var psykisk syg. Det ved jeg i dag. Det var fordi, jeg hele tiden skulle stå til rådighed. Det var derfor, jeg var så træt. Da jeg siden hen fik lov til selv at føre ordet, viste det sig, at jeg slet ikke fejlede det, jeg blev henvist for.”

Helvede brød løs, hvis jeg sagde ham imod
”Som oftest sagde jeg ham ikke imod, for helvede brød løs, hvis jeg ikke gjorde, som han ønskede. Der kunne komme flere pligter på den liste over krav, han udarbejdede til mig. Hvis jeg ikke opfyldte kravene, kunne han med tavs terror fryse mig ude og ignorere mig”, fortæller Maria.

”Jeg skulle gå og gætte mig til, hvad han ville, og når jeg gættede forkert, blev det hele bare endnu værre, indtil det endte med et skænderi. Sådan et skænderi førte ofte til, at jeg skulle sige undskyld og indrømme, at det var forkert af mig. Det var altid min skyld.”

Det psykiske pres voksede, og Maria kunne ikke passe sit job:

”Jeg måtte gå på deltid kort tid efter, at vi flyttede sammen. Det betød også, at jeg gik ned i løn og blev mere afhængig af hans indtægt. Inden vi mødtes, var jeg i fuldtidsjob i en blomsterbutik, da jeg holdt pause i mit studie på universitet.”

Maria oplevede ikke, hvor skidt hun egentlig havde det, før parrets to børn var kommet til verden, men på det tidspunkt, følte hun sig fanget i forholdet:

”Jeg havde en fornemmelse af, at hvis jeg gik fra ham, ville han tage mine børn fra mig. Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, så vi kunne blive sammen for børnenes skyld. Til sidst endte det med, at han skrev sine lister med krav til mig ned på papir. Han mente ikke, at jeg levede op til kravene. På listerne stod der alle mine pligter i hjemmet, men listerne rummede også økonomiske krav og krav om seksuelle ydelser, som han ville have, at jeg skulle udføre. Jeg har siden drøftet det med en psykolog, som kalder det grænseoverskridende og noget, der vil betegnes som overgreb. Ud over det ville han også have et åbent forhold.”

Det var hans virkelighed, der talte
”Der var fokus på hans ønsker. Det hele handlede om ham, og der var ingen tanke for, hvad jeg kunne tænke mig eller havde brug for. På et tidspunkt smed ham mig ud, fordi han ikke fandt det realistisk, at jeg kunne leve op til hans krav. Han sagde, at han ikke ville være sammen med mig mere og sendte separationspapirerne ind.”

Maria fortæller, at Lars lovede, at de som forældre skulle samarbejde om børnene, selv om de nu officielt var separerede.

”Han sagde også, at vi måske kunne finde ud af det sammen igen, og han sagde, at han aldrig nogensinde kunne finde på at tage børnene fra mig. Jeg fik min datter med mig, som dengang kun var omkring et år, og han blev boende i huset med vores søn.”

Selv om Maria fik sin egen bolig og fik Lars lidt på afstand, gik der noget tid, før hun kunne se, at det var ham – og ikke hende selv – der var noget galt med:

”Jeg hørte fra en af min søns klassekammeraters forældre, at Lars fortalte mennesker omkring os, at vi var gået fra hinanden, fordi jeg var psykisk syg. Det gik han og spredte rygter om. Jeg tror ikke altid, at han satte en diagnose på, men han opsøgte også mine forældre og spurgte dem, om de var klar over, hvor syg jeg var. Han fortalte dem en masse løgnehistorier. Han fortalte dem, at jeg havde asperger. De har lykkeligvis gennemskuet, at han har iscenesat et stort teaterstykke, så han selv kunne fremstå perfekt. Samtidig skulle jeg fremstå utroværdig i mine nærmestes øjne.”  

Fortæller kommunen at jeg er personlighedsforstyrret
Udadtil så parrets ægteskab helt perfekt ud med Lars’s flotte karriere som advokat, to børn og et lækkert hus. Ingen vidste, hvad der foregik bag hjemmets fire vægge, og Maria vidste heller ikke selv, hvad der i virkeligheden foregik bag kulisserne også efter, at Lars havde søgt separation:

”Jeg kan se, at han har henvendt sig til kommunen for at få sagsbehandleren i Familieafdelingen til at anbefale, at han skulle have bopælen på begge børn. Det får han hende til at anbefale helt uden, at hun indhenter oplysninger fra børneinstitution og skole eller undersøger forholdene nærmere.”

Maria havde ikke mistanke om, at Lars havde fat i kommunen:

”Der var ikke nogen sag hos kommunen, så jeg blev ikke hørt, og på den måde var sagen allerede afgjort med sagsbehandlerens notat, før sagen overhovedet åbnede hos kommunen. Det virker som om, der har foregået en slags omvendt sagsbehandling, hvor kommunen har arbejdet hen imod et på forhånd aftalt resultat. Det siger jeg, fordi der ligger rigtig mange udtalelser fra sundhedsplejerske, dagpleje, PPR m.v., som omtaler mig som en kompentent og kærlig omsorgsperson med stærk tilknytning til børnene. Disse akter er ikke indgået i sagen. Det noteres direkte i en udtalelse fra sundhedsplejersken, at jeg bør fortsætte med at være primær omsorgsperson.”

Min eksmand definerer kommunens virkelighed
”Alle de positive formuleringer om mig som omsorgsfuld mor får ikke lov til at fylde i sagen hos kommunen. Det gør i stedet hans historier om, at jeg skulle have en masse psykiske vanskeligheder.”

Kommunen besluttede, at der skulle gennemføres en undersøgelse af forældrenes kompetencer:

”Her observerer psykologen træk hos mig, som er belastningsreaktioner på psykisk vold, men denne sammenhæng fremgår ikke af undersøgelsen. I stedet konkluderer sagsbehandleren, at der er noget med min personlighedsstruktur. De ting, som kommunen noterer om mig, passer slet ikke sammen med de notater, kommunens egne fagpersoner har gjort om mig.”

Maria har efterfølgende kontaktet to psykologer og sin egen læge for at blive undersøgt:

”Alle siger samstemmende, at jeg intet fejler ud over en belastningsreaktion efter de mange år med psykisk vold. Vi var sammen i 11 år.”

Underretning om vold i hjemmet
”Der sker så det, at der kommer en underretning fra skolen med mistanke om, at min søn er udsat for vold hjemme hos sin far. Det har han grædende fortalt til en af sine lærere. I stedet for at undersøge, hvad min søn fortæller, bliver hele sagen vendt på hovedet. Nu bliver jeg beskyldt for forældrefremmedgørelse. Lars bruger underretningen i sin egen favør til at cementere overfor kommunen, at jeg er skadelig for børnene”, fortæller Maria.

Kommunen lytter til børnenes far, og indstiller nu til tvangsfjernelse:

”Kommunen mener, at det er mig, der har fået min søn til at fortælle, at han er udsat for vold. Hvis man læser min søns fortælling, kan man se, at han svarer meget detaljeret på lærerens spørgsmål, og at han græder, mens han fortæller.”

Kommunen er ifølge Maria forpligtet til at iværksætte en udredning i det regionale børnehus, når der kommer underretning om vold i hjemmet. Det er ikke op til den enkelte sagsbehandler at afgøre, om der har været vold eller ej.

”Alligevel indstillede sagsbehandleren til, at begge børn skulle tvangsfjernes fra mig, fordi min søn fortalte om vold hos sin far.”

Børnenes far har ifølge Maria ordet i sin magt:

”Han har flere gange talt grimt og nedladende til mig i børnenes påhør, hvilket ikke fremgår af indstillingen om tvangsfjernelse til kommunens Børne- og unge-udvalg. Af indstillingen fremgår det heller ikke, hvordan kommunens egne fagpersoner vurderer min forældreevne positivt, og hvordan jeg har en tæt tilknytning til børnene. I stedet fylder de diagnoser, som jeg kan dokumentere at jeg ikke har”

Tvangsfjernelse af børnene
Maria har fået en førende ekspert i forældrekompetencer til uvildigt at vurdere den undersøgelse, der er konkluderer, at der er problemer med hendes personlighedsstruktur. Af denne vurdering fremgår det, at undersøgelsen af Marias forældrekompetencer er stærkt behæftet med fejl. Vurderingen er, at undersøgelsen ikke baserer sig på fakta og at den viden, der ligger om psykisk vold, ikke er inddraget.”

Da børnene bliver tvangsfjernet, får Maria tildelt overvåget samvær i 2 timer hver 14. dag, mens Lars får en almindelig samværsordning:

”Han fik lov til at have børnene hjemme hos sig selv, og han fik endda tildelt dobbelt så meget samvær med vores datter, som han tidligere havde haft – til trods for underretningen fra skolen om vold hos ham. Han erkender endda senere i retten at have hevet vores søn i armen. Derudover havde sagsbehandleren en samtale med vores søn om, hvor han ville bo, hvis han ikke skulle bo hverken hos sin mor eller far. Han svarede, at så ville han gerne bo hos sin mormor og morfar. Det har været hans andet hjem helt fra fødslen, og de bor i samme by. Alligevel ryger børnene op til min eksmands forældre, som bor en times kørsel fra deres institutioner. De er anbragt der i seks uger, indtil min eksmand, der har fået forældremyndigheden alene i byretten, også vinder den i Landsretten.”

Spil for galleriet omkring anbringelsen
”Der har ikke været tale om en reel anbringelse. Børnene blev anbragt hos deres farmor og farfar for at sikre et bestemt resultat i Landsretten. Landsrettens begrundelse for at give den fulde forældremyndighed til børnenes far var næsten en tro kopi af Børne- og ungeudvalgets afgørelse i kommunalt regi. Når først kommunen har skrevet sig frem til en tvangsfjernelse, så bliver det cementeret som en sandhed i sagen. Udvalget stoler blindt på sagsbehandlerens fremstilling af sagen og på, at hun giver de korrekte oplysninger.”

Når Maria spoler tiden tilbage, står det klart for hende, at børnenes far har haft stærke kort på hånden, fordi han er advokat:

”Han har formået systematisk at bygge en sag op, og jeg kan intet gøre. I Landsretten sad han og sagde, at han ville være den bedste til at samarbejde om børnene, og at han kunne sikre samvær. Det har været med til at give ham forældremyndigheden. Virkeligheden er, at han ikke vil samarbejde med mig. Det finder jeg ud af, da jeg stille og roligt lægger op til, hvordan en samværsordning kan være. Som oftest svarer han ikke, og når jeg rykker for svar, hører jeg enten ikke noget, eller også får jeg bare et svar tilbage om, at han ikke vil give mig samvær - og hvis jeg kontakter ham igen, så vil han blokere mit nummer.”

Maria har søgt om midlertidigt samvær og fastsættelse af almindeligt samvær hos Familieretshuset.

”Jeg fik afslag på kontaktbevarende samvær, for nu begyndte han at skrue bissen på og sige, at jeg var direkte skadelig for børnene. Han lister flere diagnoser op, som Familieretshuset selv kan vælge mellem, og han skriver, at der har været udstedt røde papirer til tvangsindlæggelse, hvilket jeg også har fået afkræftet er korrekt.”

Det er mit livs mareridt
”Nu sidder jeg og venter på at modtage en mødeindkaldelse, så vi kan få aftalt noget samvær. Jeg regner ikke med, at børnenes far vil gå med til det, så det kræver nok endnu en retssag”, fortæller Maria.

”Jeg kan ikke beskrive med ord, hvordan jeg har det nu. Det er også måden, det er sket på. At han har kunnet konflikte sig til at få ret. Vi får at vide, at vi har en højkonfliktsag, men konflikten bliver udelukkende holdt ved lige ved, at den ene ikke ønsker at samarbejde, og det går ud over min relation til børnene”, påpeger Maria. Hun føler sig uskyldig dømt og gjort kriminel, når det fremgår, at hun er skadelig for sine børn, uden at noget i sagen underbygger det.

”Det er mit livs mareridt, for jeg kan ingenting gøre. Jeg er låst på hænder og fødder. Jeg føler mig som en statist, der er ved at drukne i beskyldninger og sagsakter, der bare hober sig op, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. Før jeg mistede forældremyndigheden over begge børn, klagede jeg over tvangsfjernelsen til Ankestyrelsen, men jeg fik ikke medhold, da Ankestyrelsen også tager afsæt i kommunens papirer. ”

En ny uvildig undersøgelse af Ankestyrelsens afgørelser omkring tvangsfjernelser viser, at kommunerne får medhold i 99 procent af alle de tvangsfjernelsessager, som bliver indbragt for Ankestyrelsen:

”Det tal burde være nok til at få lovgiverne til at knibe sig selv i armen. Det er et helt urealistisk tal. Naturligvis sker der fejl både i kommunerne og hos Ankestyrelsen.”

Ingen beskyttelse af ofre for psykisk vold
”Jeg føler ikke, at hverken jeg eller børnene har fået den beskyttelse eller hjælp, vi skal have. Efter at have levet med psykisk vold i mange år, blev mødet med myndighederne til endnu et overgreb på mig, men i endnu højere grad på vores børn, som har mistet mig i deres liv.”

Det er ifølge Maria blevet populært at beskylde den ene forælder for at være syg.

”Her har min eksmand formået at få mig helt ned med nakken. At han ikke kan indleve sig i børnenes behov – det er så åbenbart mindre vigtigt. Det har været en konstrueret sag, for akterne stritter i alle mulige retninger, og det burde i sig selv give anledning til, at man undersøgte tingene til bunds. I stedet er de informationer, som ikke passer ind i min eksmands fortælling, blevet fejet af bordet.”

Som advokat har Lars ifølge Maria vidst, hvordan han skulle føre sagen helt fra starten:

”Han har planlagt det hele, før jeg anede, at der var en sag. Jeg troede, at vi skulle finde ud af det sammen.”

For Maria er det stadig svært at få andre til at tro på det, hun har været udsat for:

”Mange er fascinerede af ham og har en dyb tiltro til myndighederne og Landsretten. Det er det, jeg som mor er oppe imod. ”

Systemvold er en dobbelt krænkelse
”Jeg har været udsat for psykisk vold i mange år, og denne vold bliver forstærket af myndighedernes sagsbehandling. Jeg står og skal bevise min uskyld, og selv om jeg kommer med udtalelser fra både læger og psykologer, så vil de ikke tage imod materialet, fordi det er noget, jeg selv kommer med. Derfor kan jeg ikke få lov til at bevise, at jeg ikke er syg”, fortæller Maria.

”Jeg har deltidsjob i en vuggestue, så jeg må gerne passe andres børn, men jeg må ikke passe mine egne. Det er så tydeligt, at det ikke er mig, den er gal med. Måske skulle systemet kigge lidt nærmere på børnenes fars måde at agere på. Det er meget betænkeligt, at min eksmand udtaler sig om min psyke, når han i akterne kan læse, at fagpersoner, der har undersøgt det, skriver jeg intet fejler.”

Maria vurderer, at vi har alvorlige problemer i Danmark, når det gælder retssikkerheden for ofre for psykisk vold:

”Ankestyrelsen træffer sine afgørelser på basis af kommunens sagsfremstilling. Styrelsen undersøger ikke sagen selvstændigt. Derfor er der ikke nogen uvildig instans, jeg i dag kan henvende mig til.”

Ny undersøgelse: Ankestyrelsen er enig i kommunernes grundlag for at tvangsanbringe børn og unge i alle sager: Stadfæstelses-procenten er meget høj i de sager om tvangsanbringelse af børn og unge, som indklages til Ankestyrelsen. Det viser en ny undersøgelse fra den uafhængige retssikkerhedsenhed under Ankestyrelsen. Og selv i de få sager, hvor kommunens afgørelse ophæves, vurderer Ankestyrelsen, at der er grundlag for en anbringelse. 20-01-2021.