Kæmpestort og hjerteligt tillykke til Danmarks nok mest prisvindende murer

Murer Mette Schak Dahlmann modtog i dag Arkils Hæderspris, og kan dermed kalde sig Danmarks 'nok mest prisvindende murer'. Det skete ved en kort ceremoni i smukke omgivelser på Kastellet på Østerbro

Mette ArkilFolketingsmedlem Karen Ellemann overrakte i dag Arkils Hæderspris til murer Mette Schak Dahlmann for hendes indsats for at gøre byggebranchen attraktiv for kvinder.

8. juni 2021

Kun ni procent af medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen er kvinder, og derfor arbejder byggebranchen målrettet for at gøre byggefagene mere attraktive for kvinder. Det sker blandt andet med ’Byggeriets Diversitetsdag’, som corona satte en stopper for i 2020. På denne dag skulle Arkils Hæderspris 2020 have været uddelt, men i stedet blev prisen uddelt i dag ved en kort ceremoni i smukke omgivelser på Østerbro.

Solen skinnede over Kastellet, da murer Mette Schak Dahlmann og studerende Anna Kobbeltved modtog henholdsvis Indsatsprisen og Elevvprisen af folketingsmedlem Karen Ellemann (V), som også sidder i priskomiteen. Priserne blev indstiftet i foråret 2019 med det formål at skabe fokus på kvinder i bygge- og anlægsbranchen – og ikke mindst på den opgave, branchen har i forhold til at få højnet andelen af kvinder i faget.

Mette Schak Dahlmann modtog Indsatsprisen, som uddeles til personer eller organisationer, som fortjener en særlig anerkendelse for deres indsat for at tiltrække flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen, og i sin tale lagde Karen Ellemann vægt på, at Dahlmann ikke blot stiller skarpt på byggebranchens udfordringer, men også præsenterer løsninger. I sin takketale udtalte Mette Schak Dahlmann, at hun nu nok kan kalde sig Danmarks mest prisvindende murer.

Elevprisen uddeles til en elev på en af Byggeriets Uddannelser, som har gjort en særlig indsats for kvinder i branchen eller er et forbillede som håndværker, eksempelvis ved at være særligt initiativtig, innovativ eller god til at samarbejde.

Med begge priser følger, ud over hæderen, 25.000 kroner. Se video med prisoverrækkelserne her >>

Murer Mette Schak Dahlmann er samarbejdspartner med Powerkvinderne og partner i Genderwise. Den 16. september 2021 udkommer Mette Schak Dahlmanns bog 'Jeg er jo bare mig', som er skrevet i samarbejde med Anne-Mette Barfod fra Powerkvinderne.