Ny bog: Forført af en narcissist - en mors mareridt

Han slog benene væk under hende og tog hende med storm. Han var alt det, hun drømte om, og de fik et barn sammen. Men han blev mere og mere styrende og kontrollerende, så hun valgte at forlade ham. Det blev starten på mange års mareridt - både for hende selv og hendes datter

Datter dreamstime s 192618039I sin bog 'Forført af en narcissist - en mors mareridt' fortæller Helene Marie Sandfelt, hvordan den psykiske vold fik hende til at tvivle på sig selv. Denne tvivl ramte også hendes datter, som hun sendte på samvær trods voldsomme reaktioner.

11. juni 2021

Helene Marie Sandfelt er ikke hendes rigtige navn. Hun har valgt at skrive under pseudonym af hensyn til sin datter. Derfor sidder hun lige nu med sin nye bog i hånden uden mulighed for at træde frem offentligt. Indtil videre må det forblive en hemmelighed, hvem forfatteren er, men det er en kvinde, som er blevet forført af en narcissist. Det er en kvinde, der har troet, at han var manden i hendes liv. Det er en kvinde, der har tabt sit hjerte, og som har betalt en høj pris, fordi hun og datteren har levet i utryghed, siden dengang hun forlod ham for mere end 16 år siden. Denne mand har dagligt kastet en skygge ind over deres liv. Datteren har haft en 7-7-samværsordning, og først da hun blev større, fik hun mulighed for at fravælge samværet med sin far.

”I dag er min datter næsten voksen, og hun ser kun sin far, når hun selv vil, og det er ret sjældent. Efter mere end to års terapi er hun blevet god til at sætte sine egne grænser overfor sin far. Det kunne hun ikke, da hun var mindre, og den tidligere Statsforvaltning fastsatte samvær uden hensyn til min datters behov”, fortæller Helene Marie Sandfelt.

Nervøs for at blive genkendt
”Selv om jeg skriver bogen anonymt, er jeg nervøs for at blive genkendt. Men jeg fortæller mig selv, at hvis det skulle ske, så er det min egen historie. Jeg bliver på min egen banehalvdel og fortæller om mine egne oplevelser. Det er sådan, jeg også har gjort, når min datters far og jeg har været indkaldt til møder hos Statsforvaltningen, som skulle fastsætte samvær. Jeg har aldrig angrebet ham, mistænkeliggjort ham eller beskyldt ham for noget. Jeg har altid haft fokus på min datters behov.”

I dag kan forfatteren godt fortryde, at hun ikke kæmpede mere for at få nedsat datterens samvær med faderen tidligere, for pigens barndom har været præget af en frygt for at skulle over til sin far:

”Jeg har nok et eller andet sted været bange for helt at miste min datter til ham. Sagsbehandleren sagde, at hun ikke kunne afgøre, hvem af os, vores datter ville have det bedst hos, og det gjorde mig simpelthen så bange for, at han ville få yderligere samvær, hvis jeg fortalte om mine og min datters oplevelser med ham. Jeg var så angst for ikke at blive troet, at jeg valgte ikke at fortælle om min oplevelse af situationen.”

Terapeuten skar igennem
”Min datter havde det så forfærdeligt, når hun skulle over til sin far. Hvis hun skulle over til ham fredag, begyndte hun allerede at få mavepine om mandagen”, fortæller forfatteren, som først i løbet af de senere år er blevet klar over, at både hun og datteren har været udsat for psykisk vold:

”Min ekspartner råbte ikke. Det er mere i det stille, at han formåede at få mig og sidenhen også min datter til at føle os forkerte. Både overfor mig selv og overfor min datter har jeg i årevis undskyldt og bortforklaret hans adfærd. Jeg fik overbevist mig selv om, at det var mig – og ikke ham – der var noget galt med. Det var mig, der ikke kunne finde ud af noget.”

I sin bog ’Forført af en narcissist – en mors mareridt’, beskriver Sandfelt, hvordan hun forelskede sig til op over begge ører dengang, hun mødte sin datters far.

”Selvfølgelig var der nogle alarmklokker undervejs, men jeg tror, at jeg blev fanget ind i, at jeg ikke kunne være i at miste ham. På den måde blev jeg afhængig af ham. Når han var grænseoverskridende, fandt jeg på undskyldninger eller fokuserede på, at han jo også har gode sider. Jeg kunne også bortforklare det med, at jeg bar skylden, fordi jeg var streng, krævende osv. Det var egenskaber, han over tid havde tillagt mig, og som jeg med tiden selv troede på. Det var først, da jeg også selv startede i terapi, at jeg fik øjnene op for, at han har narcissistiske træk, og at jeg og min datter begge har været udsat for psykisk vold.”

Lyttede ikke til mit indre kompas
”Man mister sig selv, når man er udsat for psykisk vold. Det kan godt være, at det indre kompas stadig fungerer, men jeg overhørte det, fordi mit fokus var på ham og på vores liv sammen. Jeg var forelsket i en drøm om, hvordan vores liv kunne være eller kunne blive, og den drøm betød, at jeg ikke passede godt nok på mig selv og min datter. Jeg troede oprigtigt på, at alt ville blive bedre, hvis bare……”

Præst og debattør Sørine Gotfredsen har for nylig skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften 'Hvorfor taler vi aldrig om kvindernes ansvar for farlige forhold?', hvor hun påpeger, at kvinder, der er udsat for psykisk vold, også selv bærer et ansvar:

”Sådan en udtalelse er som en mavepuster, og der er mange, der tænker som hende og siger, at kvinder og mænd, der er udsat for psykisk vold, bare kan vælge anderledes. Mennesker, der siger sådan, har bare aldrig selv oplevet at være i et psykisk voldeligt forhold. Valget er ikke så bevidst. Det var det i hvert fald ikke for mit vedkommende. Jeg mistede gradvist mit ståsted og var forblændet.”

Det var først, da eksmanden beskyldte hende for utroskab, at hun fik nok af hans respektløse adfærd. Efter bruddet fik hun fysiske symptomer på stress sammen med angsten for, at han ville tage datteren fra hende:

”Min krop kunne fryse, så jeg følte mig lammet. Min vejrtrækning gik nærmest i stå. Jeg har skrevet min bog for at fortælle andre – både kvinder og mænd – at sådan skal man ikke leve. Man skal ikke tvivle så meget på sig selv, og jeg håber, at netop denne tvivlen træder tydeligt frem i min bog.”

Ikke anerkendt min datters følelser
”I mange år har jeg ikke anerkendt min datters følelser, men skubbet hende afsted på samvær mod hendes vilje. Det skyldes en grundfølelse af angst for at miste hende, hvis jeg ikke spillede mine kort rigtigt - både overfor min datters far og Statsforvaltningen. Det er jo en mangeårig trend, at forældre skal samarbejde, og i papirerne fra Statsforvaltningen skriver den børnesagkyndige da også, at vi var gode til at samarbejde om vores datter. Problemet er bare, at dette ydre glansbillede betød, at hverken jeg, hendes far eller sagsbehandlerne i Statsforvaltningen lyttede til min datters behov”, påpeger Helene Marie Sandfelt.

”Min datter har ikke følt sig forstået, og jeg lyttede ikke til hendes behov, for jeg var så angst for at miste hende til ham. Han kunne være iskold og afvise hendes behov omkring savn af søskende og mig, og fra hun var helt lille irettesatte han hende, kom med stikpiller og fik hende til at føle, at hun ikke var god nok. Det er præcis det samme, som jeg var udsat for, men jeg kunne vælge at gå. Det kunne min datter ikke.”

Datteren kunne få feber, ondt i maven og opkastninger, før hun skulle på samvær hos sin far. Til sidst stak hun af, når hun skulle afsted, og det blev starten på terapi - først for hende og siden også for forfatteren:

"De samværsordninger, hun har haft, har aldrig været til hendes fordel. På et tidspunkt gik vi fra 7-7-ordningen til en 9-5-ordning, hvor hun var mest hos mig. Da hun selv sagde stop, så hun ham hver anden weekend, og i dag kan der gå måneder og også halve år mellem, at de ses.”

Svært at have tillid til systemet
”Når jeg ser tilbage på vores møder i Statsforvaltningen, var det svært at have tillid til systemet. Min oplevelse var, at det ikke - som lovteksten foreskriver - er barnets tarv, der varetages, men forældrenes interesser. Jeg vil egentlig ikke hænge Statsforvaltningen ud, men jeg tænker, om sagen måske var forløbet anderledes, hvis jeg havde været ærlig. Om de virkelig havde troet på mig. Hvis jeg havde modsat mig samværet og fortalt om hans adfærd og manglende opfyldelse af min datters behov, var jeg måske blevet mistænkeliggjort, så 9-5-ordningen havde lydt på 9 dage hos ham og kun 5 hos mig. Jeg kæmper med skyldfølelse og ved samtidig ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes”, fortæller forfatteren.

”Selv om jeg nok for evigt vil leve med en dårlig samvittighed over, at jeg ikke formåede at beskytte min datter mod den psykiske vold, er det i dag en trøst for mig, at hun via terapien selv har lært at sætte grænser. I dag er hun en glad pige, og hun har en sød kæreste til trods for den store utryghed, samværet har skabt i hele hendes barndom.”

Helene Marie Sandfelt håber, at hendes personlige historie om, hvordan hun blev forført af en narcissist, kan komme andre voldsudsatte til gavn og øge forståelsen for, hvor ødelæggende det er at leve i et psykisk voldeligt forhold. I bogen får læseren indblik i, hvordan hun bliver forført, og hvordan denne forførelse ender med at blive en mors mareridt. Bogen skildrer den evige, indre dialog, den voldsramte har med sig selv. For og imod hver gang, han eller hun udsættes for manipulation. Denne tvivlen på sig selv konstant, frem og tilbage - undskylde den narcissistiske adfærd og vende det mod sig selv. Miste sit ståsted.

Bogen er på 127 sider. Prisen er 149 kroner inkl. moms. Køb bogen her >>

Narcissist sandfelt