Derfor skal vi ikke tale om kvindernes ansvar for farlige forhold

”Hvorfor tillader man sig selv at træde ind i sådan et forhold?” Det spørgsmål stillede præst og debattør Sørine Gotfredsen tidligere på sommeren. Ifølge præsten har kvinder også har et ansvar usunde parforhold, men det er forfatter uenig i

What

I juni måned 2021 bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af præst og debattør Sørine Gotfredsen, hvor hun blandt andet spørger, hvorfor vi i debatten om voldsramte kvinder aldrig taler om kvindernes ansvar for farlige forhold. Forfatter Helene Marie Sandfelt, der har skrevet bogen ’Forført af en narcissist – en mors mareridt’, mener, at præsten overser en central pointe:

”Jeg har selv været i et sådan forhold, og det er derfor, jeg har skrevet bogen. Mit ønske er at beskrive den tvivl, der overtager den kvinde – eller mand – der gennem længere tid er udsat for psykisk vold. Som offer for psykisk vold bliver du i tvivl om din egen opfattelse af virkeligheden. Du kan endda komme i tvivl om, hvorvidt det er din egen skyld, at du er udsat for den dårlige behandling. Måske går du endda og håber, at det hele kan blive godt igen, hvis du bare tager dig sammen og i højere grad lever op til din partners krav og ønsker.”

Det starter så romantisk
Når Sørine Gotfredsens i sit indlæg stiller spørgsmålet: ”Hvorfor tillader man sig selv at træde ind i sådan et forhold?”, kan Helene Marie Sandfelt godt forstå hendes undren, men samtidig afslører spørgsmålet, at præsten aldrig selv har været udsat for psykisk vold.

”Hvis jeg vidste præcis, hvad jeg det var for et forhold, jeg trådte ind i, havde jeg aldrig taget det skridt. Et såkaldt ’farligt forhold’ er på ingen måder åbenlyst fra starten. Det farlige og det nedbrydende udvikles over tid. I det stille, skjulte og ubevidste.”

Forfatteren gør opmærksom på, at hun først efter at være kommet ud af forholdet, er blevet i stand til at se, hvor usundt det var for hende at være i:

”Når du er udsat for psykisk vold, er du udsat for manipulation. Den psykisk voldelige partner manipulerer med din virkelighed, og hvis du er i forholdet længe nok, risikerer du at miste både din frie vilje, dit klarsyn og din styrke.”

Klarsynet kommer først sent
”Dengang jeg var i forholdet, kunne jeg ikke se klart. Det har krævet en utroligt stor indsats for mig at gennemskue det psykisk voldelige mønster, som jeg var spundet ind i. Jeg er ikke fagperson, og alligevel er min reol i dag fyldt med bøger om psykisk vold. Samtidig har jeg gået i terapi, efter at jeg kom ud af forholdet, for at samle mig selv op igen”, lyder det fra Helene Marie Sandfelt.

”I dag vil jeg vove at påstå, at jeg har udviklet nogle ganske særlige evner og en ganske særlig viden omkring de personlighedstyper, der udsætter andre for psykisk vold. Jeg har samlet erfaringer og viden med en dybde, som Sørine Gotfredsen næppe kan forestille sig, med mindre hun selv på egen krop oplever, hvad det vil sige at leve i frygt for sin partner dag ud og dag ind.”

Selv om det lykkedes Helene Marie Sandfelt at bryde ud af forholdet, mens datteren var helt lille, har den psykiske vold trukket lange spor:

”Noget, som Sørine Gotfredsen ikke kommer ind på, er, hvordan den psykiske vold kan fortsætte, selv når det lykkes at komme ud af parforholdet. Rigtig mange ofre for psykisk vold må i årevis kæmpe med retssager om bodeling, forældremyndig og samvær. Volden slutter ikke den dag, det lykkes at slippe ud af selve forholdet.”

Man mister sit ståsted
”I mediernes kommentarspor er det ikke sjældent, at skytset bliver rettet mod voldsofre. Det gælder både kvinder, der er udsat for vold i parforholdet, for seksisme, seksuel chikane på jobbet eller voldtægt. Derfor glæder det mig, at der er kommet det nye hashtag #dajegsagdefra, hvor kvinder fortæller om, hvordan det ikke hjalp at sige fra overfor en krænker.”

Helene Marie Sandfelt oplevede selv, at det kunne være utrygt at sige fra:

”Hvis man ikke har haft en relation til et psykisk voldeligt menneske, kan man vel nemt forfalde til at tænke; at nu må de kvinder tage sig sammen, tage deres ting og gå. Men over tid i forholdet er netop styrken og selve ens selvbillede lige så stille blevet udvasket og nærmest forsvundet. Man mister sit ståsted, man mister sig selv.”

Den psykiske vold ramte også forfatterens datter, som blev udsat for volden under samvær med sin far. Derfor måtte hun også i terapi, da hun blev større, og i dag - hvor hun er over 18 år - har hun kun meget begrænset kontakt til sin far.

Det kræver en stærk kvinde
”Jeg er en almindelig kvinde, som forelskede sig i en tilsyneladende almindelig mand. Jeg har altid troet på det bedste i mennesker. Jeg er et meget følsomt og empatisk menneske af natur. Jeg er stærk i mig selv. Jeg har også en mellemlang, videregående uddannelse, så jeg betegner ikke mig selv som dum”, fastslår Helene Marie Sandfelt, som alligevel føler sig ramt, når hun læser Sørine Gotfredsens indlæg.

”Det er lidt som at få en ekstra hammer i hovedet, for når jeg læser mellem linjerne, oplever jeg at blive mødt med spørgsmålet: ’Hvordan kan du være så dum at falde for sådan en mand?’. Problemet er, at det intet har at gøre med intelligens. Rigtig mange stærke og kloge kvinder ender også i disse forhold. Derfor tror jeg, at vi kommer længere, hvis debattører stiller skarpt på, hvordan vi som samfund kan undgå, at kvinder – og mænd – kommer i kløerne på en psykisk voldelig partner.”

Forfatteren fortæller, at hendes ekspartner hverken var fysisk voldelig eller højtråbende:

”Han kunne styre mig blot med sit blik eller en enkelt kommentar. Så han var ikke farlig eller truende i den forstand. Men han var farlig, fordi han var i stand til at udnytte min empati og følsomhed, så han med tiden fik mig overbevist om, at jeg var det dårlige menneske, som han definerede mig til at være. Når jeg i dag - mange år efter - ser min historie udefra, kan jeg blive vred på mig selv. Jeg tænker faktisk præcis, hvad Sørine Gotfredsen debatterer i sin artikel. Hvorfor fandt jeg mig i det? Hvorfor skred jeg ikke bare? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? De tanker tjener intet formål. De minder mig bare om volden, fordi de også trækker mig ned, og lader flaskehalsen pege på mig.”

Forelskelsen er alarmklokken
”I stedet for at bebrejde ofre for psykisk vold, tror jeg, at det vil være mere relevant at udbrede viden om, hvilke alarmklokker, vi skal lytte til. Her tror jeg, at vi skal se på selve forelskelsen. Forelskelsen er nemlig anderledes med disse personlighedstyper. Den er meget mere intens. Selve denne magiske følelse af forelskelse, som man måske aldrig troede, at man skulle opleve, er med til at skabe en slags afhængighed og frygt i forhold til ikke at ville miste den igen. Det er her, du skal være på vagt”, lyder det fra Helene Marie Sandfelt.

”Jeg har aldrig set mig selv som et offer. Jeg vil altid vælge at kæmpe. Men jeg må indrømme, at det har været mit livs kamp. En kamp som jeg har haft lyst til at opgive mange gange undervejs. Men jeg har holdt ud på grund af vores fælles barn.”

Når Sørine Gotfredsen skriver, at kvinder må tage ansvar, er det ifølge forfatteren et vådeskud rettet mod mennesker, der i forvejen har meget at kæmpe imod:

”Ansvar? Man kan drages til ansvar, når man foretager bevidste handlinger. Jeg vil påstå, at et farligt forhold kommer i en usynlig forklædning. Helt ubevidst.”

Du kan købe Helene Marie Sandfelts bog 'Forført af en narcissist - en mors mareridt' her >>

Bogen er skrevet under pseudonym af hensyn til pårørende.