Trend: Kvinder gør det selv

Det er ikke kun de handy mænd, der er i gang med værktøjet. Nye tal viser, at 40 procent af XL-bygs onlinekøb nu foretages af kvinder. Flere og flere kvinder er nemlig begyndt at gøre det selv, mens flere mænd bager, griller, laver mad og passer børn

HANDY dreamstime s 130199771

20. september 2021

Flere og flere kvinder at stå for gør-det-selv-projekterne i de danske hjem. Tal fra XL-bygs onlinekøb viser, at 40 procent af kunderne nu er kvinder, hvilket vil sige, at kvinderne bevæger sig ind på der, der tidligere har været opfattet som mændenes domæne i de danske hjem. Det skriver Stiften.

"Det at skabe et hjem og sætte et personligt præg på ens bolig er i høj grad blevet et identitets- og prestigeprojekt, hvor vi særligt i Danmark har en stærk kultur omkring redebygningen, som indebærer at investere penge, tid og flid i hjemmet. Noget, vi i høj grad har set blomstre op under coronahjemsendelserne", lyder det fra Malene Breunig, der forsker i moderne hjem- og boligidealer på Syddansk Universitet.

"Et stigende antal kvinder bruger byggemarkederne og påtager sig både planlægnings- og byggeroller. Det afspejler en generel udligning af mande- og kvinderoller i hjemmet, hvor mænd har kastet sig over at bage, grille, lave mad og passe børn, mens kvinder ikke længere er blege for at gå i gang med selv større gør-det-selv-projekter i hus og have", siger Malene Breunig.

Gry Høngsmark Knudsen, der er forskningschef på UCL, University College Lillebælt er enig i, at gør det selv er populært:

"At give sig i kast med gør-det-selv-projekter i hjemmet er en meget stor trend i øjeblikket - også på sociale medier og på tv, hvor der aldrig har været så mange boligprogrammer som nu."

Kilde: Stiften.dk