68 procent kvinder i Gladsaxe byråd er intet mindre end en sensation

På valgnatten stod det klart, at 16 ud af 25 medlemmer af Gladsaxes nye byråd er kvinder. Det er en rekord, der kan tilskrives engagerede kvindelige kandidater, vælgere, der har sat kryds ved kvinder, en tradition for mange kvinder i byrådet og flere kvindelige borgmestre

Katrine Skov 2021Katrine Skov (S) har siddet i Gladsaxe byråd i 16 år, og hun er imponeret over, at så mange kvinder har fået en plads i byrådssalen.

22. november 2021

I Gladsaxe har der tidligere været en meget ligelig fordeling mellem kvinder og mænd i byrådet, men da stemmerne efter kommunalvalget i sidste uge var talt op, stod det klart, at hele 68 procent af byrådsmedlemmerne i det nye byråd er kvinder.

”Så mange kvinder er noget helt nyt selv for vores kommune, hvor vi længe har haft forholdsmæssigt mange kvinder i byrådet”, lyder det fra Katrine Skov (S), der er formand for Kultur, Fritid og Idrætsudvalget.

Andelen af kvinder i lokalpolitik ved dette valg er krøbet op på knapt 36 procent på landsplan, hvilket er højt set i lyset af, at antallet af kvinder i kommunalbestyrelserne i Danmark har ligget på cirka 30 procent i perioden 1991 til 2017.

”I 2017 skete der en bevægelse, som er fortsat her i 2021”, påpeger Katrine Skov.

Kortere vej til ligestilling i lokalpolitik
”Tidligere sagde vi, at der ville gå 100 år, før vi nåede 50/50, men nu ser det ud til, at det kan ske i løbet af de næste 16-20 år også i resten af landet”, vurderer Katrine Skov, som påpeger, at det er vigtigt, at kvinder finder plads på lige fod med mænd i byrådssalene landet over:

”Kommunalpolitik rummer vigtige beslutninger om alt det, der sker tæt på, hvor vi bor, og som har betydning for børn, unge, voksne og ældres dagligdag. Derfor må målet være, at både kvinder og mænd, brune og hvide, unge og gamle er med til at bestemme.”

Gladsaxes nye byråd er ifølge Skov et eksempel på, at man godt kan opnå ligestilling af sig selv:

”Sammensætningen af vores kommende byråd er et resultat af, at vælgerne har stemt kvinder ind – ikke af kvoter eller flettelister. Årsagen til de mange kvinder i byrådet i Gladsaxe kan være, at vi som kommune har tradition for en forholdsmæssig stor andel af kvinder i byrådet. Samtidig har vi haft kvindelige borgmestre igennem rigtig mange år. Dertil kommer, at vi er en forstadskommune og nabo til København.”

Kvinder har kæmpet for en plads i byrådet
Katrine Skov peger på, at det også nytter, at de kvindelige kandidater laver en solid valgkamp:

”Der skal kæmpes fra stemme til stemme for at opnå valg eller genvalg, og det har de kvindelige kandidater i Gladsaxe formået at gøre. I andre kommuner ser byrådene helt anderledes ud med cirka 70 procent mænd og 30 procent kvinder, og nogle steder er det endnu mere skævt. Så der er fortsat et arbejde at gøre for at sikre en ligelig kønsbalance i lokalpolitik i fremtiden”, fastslår formanden for Formanden for Kultur, Fritid og Idræt, som selv har siddet i Gladsaxe byråd i 16 år.

”Jeg har igennem seks år arbejdet med ligestilling i vores parti blandt andet via Helga Netværk, som er et netværk af socialdemokratiske kvinder. Der har i årenes løb været nogle få rigtig gode sejre, men der er også en nølen og en manglende vilje til at se problemet og løse det”, lyder det fra Katrine Skov, som har forslag til, hvordan partierne i resten af landet kan sikre flere kvinder i byrådene:

”Først og fremmest skal der flere kvinder på listerne op til KV25. De lokale partiorganisationer har ansvaret for at gøre noget ved det her og nu - og ikke om fire år. En model, som har gjort en markant forskel i Socialdemokratiet, er såkaldte flettelister, hvor der opstilles skiftevis en kvinde og en mand. I København, Aarhus og Roskilde er resultaterne overvældende og historisk gode. Desværre er det meget få kredse, der har indført dette princip, så jeg vil opfordre andre til at gøre det samme. Det rykker!”

Nu vil nogle måske mene, at ligestillingen er gået for vidt i Gladsaxe, og at 68% kvinder i byrådet er lidt i overkanten, og det er Katrine Skov opmærksom på:

”Jeg synes selvfølgelig, at ligestilling går begge veje - og at 50/50 fortsat er målet. Men lad os nu fejre, at vi går foran i Gladsaxe, og at det endelig er lykkedes at få flere kvinder i lokalpolitik.”