Myndighederne bruger den forkerte værktøjskasse i mødet med ofre for psykisk vold
Det er snart tre år siden, psykisk vold med §243 blev gjort strafbart i Danmark, men kommunerne og det familieretslige system mangler viden om vold. I stedet for at få hjælp, bliver ofre for psykisk vold fejlcastet som medansvarlige for familiens konflikt
Af anonym mor til to
”Der er noget galt i Danmark”, lyder strofen i en kendt sang, og som mor til to og udsat for psykisk vold fra børnenes far, kan jeg kun sige ’ja’.
Problemet er, at ofre for psykisk vold og deres børn bliver straffet i et system, som ikke har ordforråd eller kompetencer inden for vold. Dette på trods af at det snart er tre år siden, at psykisk vold med §243 blev gjort strafbart i Danmark. De helt store tabere er mine og mange andre børn, hvis mor eller far ikke bliver troet. Den værktøjskasse, som medarbejdere i kommuner og i det familieretslige system opererer med, er simpelthen ikke brugbar, når det gælder psykisk vold.
Det er et selvmål at tale højt om vold
Mange kampagner har gennem tiden opfordret ofre for psykisk vold til at søge hjælp og tale højt om volden. Problemet er, at det er umuligt i mødet med myndighederne. Hvis vi, der er udsat for vold, så meget som nævner ordet vold, bliver vi mistænkt for at kaste med mudder og konfliktoptrappe i stedet for at samarbejde.
I kommunerne og i det familieretslige system opererer de inden for en begrebsramme, hvor børns mistrivsel kategoriseres under:
- ”forældrenes samarbejdsvanskeligheder”
- ”konflikt imellem forældrene”
- ”at børnene bliver klemt i konfliktfeltet”
På den måde handler hele begrebsrammen om at minimere konflikter og fremme samarbejdet mellem forældre. En forælder, der fortæller, at børnenes anden forælder udsætter ham eller hende for psykisk vold, bliver mødt med skepsis og mistro og bliver opfattet som et menneske, der bærer brænde til bålet - også selv om det er den voldelige partner, som skaber alle familiens konflikter i forsøget på at få magt over den voldsudsatte.
Manglende viden om voldsdynamikker
Hvis vi som voldsudsatte italesætter volden, som den faktisk er, bliver vores ord vendt på hovedet og vinklet i en anden retning af socialrådgivere, jurister, børnesagkyndige og dommere, fordi de ikke har tilstrækkelig viden om voldsdynamikker. De tolker vores udsagn ind i deres begrebsramme og konkluderer, at vi ikke samarbejder, at vi bidrager til at skabe konflikt, og at vi er medvirkende til at vores børn bliver klemt.
Selv om børnenes mistrivsel og reaktioner udspringer af den psykiske vold, er vi tvunget til at tale om problemerne inden for en begrebsramme, som på ingen måde kan anvendes i relation til vold, men som er den begrebsramme, systemet kender. Hvis vi udtaler os inden for den rette begrebsramme, risikerer vi, at systemet i sin fejltolkning, giver den voldelige forælder flere rettigheder over børnene. Den voldelige forælder kan nemlig blive opfattet som den ’samarbejdsvillige’, mens den voldsudsatte forælder bliver opfattet som ’konfliktskabende’.
Systemet fejlcaster voldsudsatte
Med sin begrebsramme fejlcaster systemet voldsudsatte enten som primært ansvarlige for konflikten mellem forældrene eller som ligeligt ansvarlig for konflikten. Vi skal derfor hele tiden navigere i, hvor meget af sandheden vi kan fortælle og på hvilken måde. Med andre ord kræver systemet af os, at vi går på listefødder, præcis som vi skulle gøre det i det psykisk voldelige parforhold.
Vi, som på den hårde måde har lært at sætte ord på volden, bliver straffet af et system, som ikke har ordforråd eller kompetencer inden for vold. De helt store tabere er mine og mange andre børn, hvis mor eller far ikke bliver troet på, fordi det, vi siger, ikke passer ind i den boks som vores ”velfærdssystem” opererer inden for.
O-Sense
