Kontrol i voldelige parforhold udspiller sig i serie om norske rigmænd

Et psykisk voldeligt parforhold er præget af kontrol. Formålet med volden er netop kontrol, hvad enten volden er psykisk, fysisk, seksuel eller økonomisk. Det ser vi eksempler på i den norske serie 'Exit', som handler om en gruppe rigmænd

Exit 1Den norske tv-serie 'Exit' handler om en gruppe af rigmænd, som lever på kanten af loven med sprut, stoffer og voldelig adfærd overfor deres hustruer.

Af Vitha Weitemeyer, psykolog og forfatter

Den norske tv-serie 'Exit' handler om en gruppe af rigmænd, som lever af handel med aktier, hvoraf de mest indbringende handler er ulovlige. Serien er baseret på virkelige hændelser, og den beskriver disse mænds udsvævende liv med stoffer og sex, som de lever sideløbende med, at de har hustruer og børn. Hustruerne har ikke selv nogen indtægter, og er derfor økonomisk afhængige af deres mænd.

I afsnit seks i anden sæson er en af de kvindelige hovedpersoner på besøg hos sin mor. Hovedpersonen, der hedder Hermine, insisterer på at fortælle sin mor om, hvad der er foregået i hendes parforhold. Hermine har været gravid, men har mistet barnet på grund af manden Adams opførsel. Moren har ikke haft nogen anelse om, hvordan datterens ægteskab har været. Det kommer som et stort chok for moren, at hun alligevel ikke skal være bedstemor.

Hermine fortæller sin mor, at Adam skubbede hende ned ad en trappe. Han har desuden taget kvælertag på hende, og hun måtte stå på tæer for at få luft, fordi Adam er så meget større end hende. Nu, hvor Hermines mor endelig lytter til hende, kommer hele historien om, at Adam tog stoffer og drak for meget, og de voldelige episoder skete, når han var påvirket. Bagefter sagde han, at han havde haft blackout. Hermine fortæller, at hun tænkte:

- Herregud, den mand har brug for hjælp. Jeg må hjælpe ham.
- Kan du se, hvor sygt, det er? siger hun.

Hermine fortæller videre, at hun gemte sig og sad musestille bag en dør, når Adam kom fuld hjem. Hun rystede og svedte, fordi hun var så bange.

- Det mærkelige er, at man kan leve med den fysiske vold. Jeg er klog nok til at vide, at det ikke er min skyld. Men det psykiske … Det, der sker hver eneste dag. At føle, at man er forkert og ikke er god nok. At han får én til at føle sig dum.

Hermine forklarer sin mor, hvordan man efterhånden begynder at tro på det, han siger. At den eneste, der kan gøre det godt igen, er ham. Selv om det er ham, der ødelægger alt. Hun forklarer, hvordan man bliver mere og mere isoleret og efterhånden mister samtalerne med veninder og dermed kontakten med verden uden for éns egen verden. Den verden eksisterer efterhånden bare ikke længere.

Hun afslutter fortællingen med at sige:

- Sådan er det. Din kloge, perfekte datter.

Moren siger, at hun ikke forstår det.

- Hvorfor forlod du ham så ikke?

Hermine forklarer, at hun var nødt til at finde en plan først. Hun måtte få et liv, hvor hun ikke behøvede at forholde sig til Adam. Men hun har ingenting, efter at hun er flyttet fra Adam, og hun bliver rædselsslagen, bare hun ser hans navn på et stykke papir.

Hermines mor undrer sig over, hvorfor hun ikke har sagt noget?

Hermine siger, at det kunne hun ikke.

- Jeg har jo heller aldrig været god nok her. Hvis jeg sagde noget, så ville Adam bare være endnu en ting, jeg gjorde forkert.

Nu, hvor Hermines mor er under direkte angreb fra sin datter, svarer hun:

- Nu synes jeg, at du er helt, helt urimelig! Hele mit liv har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for dig. Alt!

Men det har hun ikke. For hun har ikke set og hørt sin datter. Moren har været alt for selvoptaget og haft alt for travlt med at fremhæve sig selv og gøre sin datter forkert til overhovedet at bemærke, at der var noget galt i datterens ægteskab.

Denne dialog mellem mor og datter er som en Maggiterning, der i koncentreret form fortæller rigtig meget om, hvad det vil sige at leve under en partners kontrol. Her er det en partner, der udøver fysisk, psykisk og økonomisk vold. Dialogen viser, at Hermine i relationen til sin mor har været vant til at tage skyld på sig og at blive udskammet.

Hermines situation fortæller også, hvor svært, det kan være at forlade et forhold, hvor man er under partnerens kontrol, alene af helt praktiske, økonomiske årsager. At den psykiske vold er værre end den fysiske, fordi den er sværere at gennemskue, det bliver også sagt i denne scene. Jeg anbefaler hermed den fremragende serie til alle, der kender til det at blive udsat for en partners manipulation og kontrol.

I min bog ’Når drømmen er bristet – sorg og styrke efter et svært forhold’ kan man finde hjælp til at forstå de mange modstridende følelser, og den klemme, man har siddet i, hvis man har levet i et psykisk voldeligt forhold. Bogen beskriver den kompleksitet, der kendetegner sorgen efter et usundt forhold, og den viser en vej igennem sorgen og videre. Den viser, at det svære parforhold kan blive en katalysator for selverkendelse og personlig udvikling og frigørelse.

Vitha bog artikel