Ord som kvindelitteratur, femikrimi, chick lit eller moderskabslitteratur nedvurderer kvinders kunst

"Dansk litteraturkritik er gennemsyret af sexisme". Sådan lyder det fra ikke mindre en 172 forfattere i et indlæg i Politiken. Her fremgår det, at det primært er mænd, der anmelder litteratur, og at kvinder igen og igen oplever, at deres kunst bliver nedvurderet

Kvindelitteratur

Aarhus Universitet har analyseret 24.000 danske boganmeldelser fra 2010 til 2021. Undersøgelsen viser, at sexisme er udbredt i forlagsbranchen, idet 67 procent af litteraturanmelderne er mænd, mens 60 procent af alle boganmeldelserne er skrevet af mænd.

Det har fået 172 forfattere, både kvinder og mænd, til tasterne for at skrive et manifest. Manifestet er offentliggjort i Politiken den 21. maj 2022 under overskriften "Dansk litteraturkritik er gennemsyret af sexisme".

Stereotyp nedvurdring af kvinders kunst
I manifestet skriver de 172 forfattere blandt andet, at "kvindelige forfattere igen og igen oplever, at deres kunst bliver nedvurderet som 'kvindelitteratur', 'femikrimi', 'chick lit', eller den nyeste mærkat, moderskabslitteratur..."

Derfor beder forfatterne alle landets litteraturredaktører undersøge, hvordan de prioriterer, når bøger udvælges til anmeldelse, omtale og interview, idet kønsskævheden sker "på trods af at der udgives lige så mange skønlitterære værker af kvindelige forfattere, at langt de fleste almindelige læsere af skønlitteratur er kvinder, og at litteraturvidenskab og danskstudiet i årtier har haft en meget stor overvægt af kvindelige studerende."

Ifølge manifestet er det landets litteraturredaktører, der bærer ansvaret for den urimelige kønslige skævvridning, som Aarhus Universitet har dokumenteret.

Det er stribevis af kendte forfattere som Suzanne Brøgger, Maria Helleberg Annelise Marstrand-Jørgensen m.fl., der har skrevet under på manifestet.