Find dig selv, før du finder en anden, når du har været i et usundt forhold

"Ensomhed er en dyb og eksistentiel følelse, som er særlig stærk nu, fordi du sammen med en narcissistisk partner har mistet dig selv. Mest af alt er du ensom, fordi du har mistet dig selv." Det skriver Susanne Møberg, som har skrevet bøger om narcissisme

Susanne Moeberg 425

Af Susanne Møberg, forfatter og coach

Det er almindeligt, at der opstår en følelse af tomhed og ensomhed, når et usundt forhold til en narcissistisk partner er slut. Du kan ikke mærke samhørigheden med andre mennesker, heller ikke sammen med dem, du elsker, og som elsker dig.

Du føler dig ensom, uanset om du er alene eller sammen med andre. Du er måske grådlabil og græder over ingenting. Du føler dig adskilt fra kærligheden og glæden i livet.

Du har været – og er stadig – fuldstændig fyldt op af ham eller hende i sjæl og tanker, og nu er han eller hun væk, og du ved ikke, hvad du skal gøre af dig selv.

Du er ked af det, træt, savner og længes efter ham eller hende, og du er fristet til at genoptage kontakten i forsøget på at dulme ensomhedsfølelsen indeni.

Du har mistet dig selv
Det kan være nærliggende at tro, at en partner kan fjerne følelsen af ensomhed. Men der er intet menneske, der kan fjerne din ensomhedsfølelse.

Ensomhed er en dyb og eksistentiel følelse, som er særlig stærk nu, fordi du sammen med en narcissistisk partner har mistet dig selv.

Mest af alt er du ensom, fordi du har mistet dig selv.

Du tror, at du savner en anden, men i virkeligheden savner du dig selv. Din glæde, din lyst, dit liv.

I al for lang tid har du svigtet dig selv. Du har ikke lyttet til dig selv og taget konsekvensen af de indre signaler, der har advaret dig om, at forholdet ikke var godt.

Vejen ud af ensomhedsfølelsen er derfor ikke at vende tilbage til din eks eller at lede efter en ny partner. Vejen ud af ensomheden er i langt højere grad at finde tilbage til dig selv, finde til tilliden til dig selv, lytte til dig selv og tage konsekvensen af det, du mærker – og ikke mindst stole på, at du vil gøre det.

Du må finde dig selv, før du er parat til at finde en anden.

 

Coach og forfatter Susanne Møberg
AARHUS: Susanne Møberg har specialiseret sig i det sensitive samt det narcissistiske karaktertræk. Hun holder foredrag, tilbyder personlige samtaler på telefon - og er forfatter til bogen 'Forelsket i en narcissist', 2017 og bogen 'Glad igen efter en narcissist, 2019 og Derfor forelsker du dig i en narcissist', 2021. 

Populær bogpakke: Forelsket i en narcissist & Glad igen efter en narcissist

Moeberg 300 pix