Bedsteforældre er ikke altid godt selskab

Når vi tænker på bedsteforældre, toner der ofte et billede frem på nethinden af to hyggelige, ældre mennesker, som måske sidder og vipper i en gyngestol. Men ikke alle bedsteforældre er hyggelige, søde, kærlige og rare. Nogle er direkte giftige for deres børnebørn

Grandparents dreamstime s 50715401Bedsteforældre med stærke narcissistiske træk kan have mere fokus på sig selv end på børnebørnenes behov. Det handler først og fremmest om, hvad bedsteforældrene gerne vil, og hvordan de kan opnå status og anerkendelse.

Lykkeligvis elsker de fleste bedsteforældre deres børnebørn, og ofte hører vi historier om, hvordan bedsteforældrene vil børnebørnene alt det bedste og forkæler dem med slik, opmærksomhed, kærlighed, omsorg og gaver. Derfor kan det for mange af os være svært at forstå, at ikke alle bedsteforældre er gode mod deres børnebørn og i stedet sætter sig selv i første række.  

I et indlæg på Psychology Today skriver Julie L. Hall, som er forfatter til bogen ’The Narcissist in Your Life’ om, hvordan bedsteforældre kan være direkte skadeligt selskab. Det er tilfældet, når den ene eller begge bedsteforældre har stærke, narcissistiske personlighedstræk – eller i værste fald en egentlig narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

Narcissistiske bedsteforældre savner empati og forventer, at børnebørnene først og fremmest opfylder deres behov. Hvis det ikke sker, straffer de deres børnebørn med forskelsbehandling, fordømmelse eller udelukkelse. Det kan blandt andet ske ved, at bedsteforældrene giver nogle børnebørn store gaver, mens andre ingen gaver får. På den måde forsøger at styre børnebørnene og i værste fald spille dem ud mod hinanden.

Dine udfordringer som forælder
Hvis du er vokset op med en mor, en far eller to forældre, der har stærke narcissistiske træk, ved du bedre end de fleste mennesker, hvilke ødelæggende konsekvenser narcissistiske mennesker kan have på selvværdet og tiltroen til egen dømmekraft.

En opvækst med en narcissistisk forælder kan være som at befinde sig på en ustabil tømmerflåde langt ude på havet. Her er du prisgivet de omskiftelige vejrforhold, hvor vejret veksler mellem sol, torden, regn, lynnedslag, isslag, hede og voldsomme bølgegange. Tilsvarende har du som barn af en narcissistisk forælder oplevet, hvor uforudsigelig hverdagen har været igennem hele din opvækst. Derfor er det kun naturligt, at du som voksen spørger dig selv, om dine forældre mon er i stand til at udfylde rollen som kærlige, trofaste og stabile bedsteforældre i dine børns liv.

Ifølge Julie L Hall har mange forældre, der er vokset op med en eller to narcissistiske forældre, en tendens til at tro, at forældrene bedre vil være bedre til at udfylde rollen som kærlige bedsteforældre. Det fører ifølge eksperten til nogle fejlagtige antagelser, som du skal være opmærksom på:

  1. Mine forældre vil være bedre med mine børn, end de var med mig. Dette er ifølge Hall ønsketænkning, som tyder på, at du selv som voksen påtager dig en del af ansvaret for dine forældres mangler. Det er almindeligt for voksne børn af narcissistiske forældre – bevidst eller ubevidst – at påtage sig skylden for, at vores forældre forvoldte os smerte. At den kritiske adfærd måske skyldes, at vi ikke er værd at elske. Derfor håber vi, at vores børn kan modtage den kærlighed fra vores forældre, som vi ikke selv fik. Imidlertid er dine forældre de samme mennesker, som de var i din barndom.
  2. Mine forældre er nok blevet rundere med alderen. Nogle mennesker bliver mere modne og runde med alderen, men hvis den ene eller begge dine forældre har stærke narcissistiske træk, vil det sjældent være tilfældet. Tværtimod har narcissistiske mennesker ifølge Hall en tendens til at reagere negativt, når alderen begynder at trykke, fordi de ikke længere er unge og mister privilegier. I den situation kan både du og dine børn opleve, at dine forældre bliver mere stædige og benægtende i forhold til kritik. De spejler deres egne negative egenskaber over på dig og dine børn, skruer op for manipulationen og ser sig selv som ofre, hvis I står op for jer selv.
  3. Det er nødvendigt at bevare forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn. Selv hvis din mor eller far har stærke narcissistiske træk, har de ganske givet også bidraget med noget godt i dit liv. Derfor håber du, at dine børn kan få noget godt ud af relationen. Her er det imidlertid meget vigtigt, at du er opmærksom på, at for et stærkt narcissistisk menneske handler relationen til børnebørnene om hvilke frugter, han eller hun selv kan høste. Den narcissistiske bedsteforælders interesse for børnebørnene handler først og fremmest om den status, bedsteforældre kan opnå i forhold til venner og bekendte. Hvis dine forældre hjælper dig og børnene med penge eller pasning, vil de altid forvente at få noget til gengæld.
  4. Mine børn vil ikke blive påvirkede af, at jeg har det svært med mine forældre. I barndommen lærer børn at være i relationer med mennesker omkring dem, og her bliver de påvirket både af deres forældre, bedsteforældre og resten af familien. Jo mere tid, dine børn tilbringer sammen med bedsteforældrene, desto mere vil de blive påvirkede af bedsteforældrenes måde at være i verden på. De vil også opleve, hvilken rolle du og deres anden forælder spiller i det narcissistiske familiehieraki. Børnene kan komme til at føle sig utrygge og opleve betinget kærlighed fra deres bedsteforældre, og det kan ifølge Hall i værste fald påvirke deres udvikling.
  5. Jeg kan beskytte mine børn mod mine forældres narcissisme. Mange forældre tror, at deres børn kan tilbringe positive stunder sammen med deres bedsteforældre, samtidig med at forældrene kan beskytte børnene mod negative konsekvenser af bedsteforældrenes narcissisme. I virkeligheden kan vi ifølge Hall ikke give plads til det gode, uden samtidig at give plads til det dårlige. Hvis du har en narcissistisk mor, der har afvist og sygeliggjort dine følelser, vil hun gøre det same med sine børnebørn. Det vil ske, hvis børnebørnenes behov eller følelser får hende til at føle sig utilpas. Hvis din narcissistiske far har mobbet dig med din vægt, vil han gøre det samme overfor børnebørnene.

Det kan du forvente af narcissistiske bedsteforældre
Narcissistiske bedsteforældre mangler i større eller mindre grad empati overfor børnebørnene, og samtidig er der ifølge Hall en række handlinger, som du kan forvente fra deres side, hvis de har stærke, narcissistiske træk.

Du kan forvente:

  • At de som bedsteforældre sætter sig til dommere over forældrenes måde at opdrage børnebørnene på.
  • At de ignorerer de værdier og regler, der gælder i jeres familie.
  • At de forsøger at styre og kontrollere børnebørnene med penge i form af gaver, middage, ferier, medlemsskaber etc.
  • At de gør nogle af børnebørnene til deres favoritter, mens andre bliver behandlet som sorte får.
  • At de forkæler dine søskendes børn på bekostning af dine eller vice versa
  • At de putter familiemedlemmer og børnebørn i sort-hvide-kasser.
  • At de manipulerer og truer med at fryse børnebørn eller forældre ude af familien.
  • At de forsøger at skabe splid mellem dine børn eller mellem dig og din partner.
  • At de bruger dine børn som statussymboler eller for at få sympati.
  • At de forsøger at kontrollere familiemedlemmer ved at fremsætte løfter eller trusler omkring arv og penge.

Kilde: Psychology Today