Han bad mig om at tage noget andet tøj på, som ikke var så orange

For en del år tilbage mødte jeg en mand. Jeg var lykkelig og nyforelsket, da jeg besøgte ham i en by et par timers kørsel fra København. I min weekendtaske havde jeg medbragt min fine orange sweater og en matchende nederdel i thaisilke

Orange dreamstime s 79158789

12. september 2022

Af Anne-Mette Barfod

I dag har sognepræst og tidligere leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret Pia Sølvtoft et indlæg på Altinget om, at kvinden stadig ikke opfattes som et menneske i egen ret. Som eksempel nævner hun debatten om, hvorvidt piger og kvinder må bære en særlig hovedbeklædning i skolen eller på arbejdet. Ifølge Sølvtoft handler denne debat ikke kun om religion, men også om, at nogen føler sig kaldet til at ville bestemme over, hvad kvinder ifører sig. Det er i den forbindelse lige meget, om vi taler om burkaer, crop tops eller tørklæder: Nogen vil bestemme, hvordan kvinder skal se ud.

”Men man kan kun ville bestemme over en andens udseende, hvis man føler sig hævet over denne anden”, påpeger Sølvtoft. ”Mig bekendt har vi ikke haft en debat om, hvorvidt mænd må benytte kalot, fez eller turban. For der er ikke kutyme for at diktere mænd, hvad de skal have på. Og hvorfor ikke?”

Disse ord sendte mig på en tidsrejse tilbage til en dag for mange år siden, hvor en mand rent faktisk bad mig om at skifte tøj. Han mente, at min orange sweater og nederdelen i samme farve var for opsigtsvækkende. Jeg kan huske, at jeg var ret målløs, men jeg tænkte ved mig selv, at det da vel heller ikke betød så meget for mig at tage noget andet på. Jeg tænkte, at han måske ikke kunne lide at vække opsigt, når vi gik ned ad gågaden sammen i den mindre by i provinsen. Egentlig tænkte jeg også, at det måske i virkeligheden var meget sødt og lidt charmerende, at han på den måde nok var lidt genert i det.

Sagen var imidlertid den, at jeg var rigtig glad for mit orange dress, som jeg havde med i min weekendtaske. Jeg følte, at jeg strålede i det. Alligevel valgte jeg at tage noget mere neutralt på, da vi skulle ud at spise. Jeg sagde til mig elv, at det jo bare var tøj…

Men det var jo ikke bare tøj. Det var det tøj, jeg havde det godt i, og som jeg havde lyst til at tage på, fordi jeg var i sådan et sprudlende, varmt, orange humør. Hvis han mente, at det var for meget, så skulle jeg måske have tænkt, at så var han måske for lidt. Ligesom vores tidligere statsminister Helle Thorning sikkert tænker om alle de mennesker, der fylder dagens kommentarsport med forargelse over hendes nedringede kjole til dronningens 50-årsjubilæum i går.

Det viste sig sidenhen, at den mand, som nødig fulgtes med mig gennem byen, hvis jeg iførte mig mit orange tøj, rent faktisk også havde mange andre meninger om, hvad jeg burde og ikke burde, og hvordan jeg skulle se ud. Heldigvis var det både første og sidste gang, at jeg valgte at tage noget andet tøj på, end det jeg selv havde lyst til at bære.

Derfor vil jeg opfordre alle – både piger og kvinder og alle andre for den sags skyld – til at tage lige præcis det tøj på, som de selv har det godt med og er i humør til – uanset om det er en nedringet balkjole, et tørklæde om hovedet eller en orange sweater.  Ingen – hverken fædre, mødre, ægtefæller, onkler, tanter, politikere - skal have lov til at diktere vores dresscode.

Hvis en anden mand en dag beder mig om at klæde mig mindre orange, gå i flade sko eller lade hatten ligge på hylden, vil jeg ganske enkelt forslå ham at blive hjemme - og lade mig male byen i alle de farver, jeg har lyst til at iføre mig!

Anne Mette Barfod guld