Farlig kærlighed: Det er ikke tilfældigt, hvem du taber dit hjerte til

Med søvngængeragtig sikkerhed kommer du til at genskabe gamle, velkendte scenarier med drama, uro, stress og tumult, hvis det er dét, du kender fra din opvækst. Det skriver psykolog Vitha Weitemeyer i bogen ’Når drømmen er bristet

Gentagelse dreamstime s 41004129Du kommer med nærmest søvngængeragtig sikkerhed til at genskabe gamle, velkendte scenarier med for eksempel drama, uro, stress og tumulter, hvis dét er, hvad du kender fra din opvækst, lyder det fra psykolog Vitha Weitemeyer.

”Det er ikke tilfældigt, hvilket menneske, du taber dit hjerte til. Ubevidste gentagelsesmønstre er med til at styre dine partnervalg.”

Det skriver psykolog Vitha Weitemeyer i sin bog ’Når drømmen er bristet - sorg og styrke efter et svært parforhold’.  

”Du kommer med nærmest søvngængeragtig sikkerhed til at genskabe gamle, velkendte scenarier med for eksempel drama, uro, stress og tumulter, hvis dét er, hvad du kender fra din opvækst. Det kan også handle om en stemning, hvor du hele tiden gik på listesko og var bange for at sige eller gøre noget forkert.

Du kender utrygheden fra din opvækst
”Du kender den stemning af utryghed, hvad enten den er voldsom eller mere undertrykt og subtil. Du har øvet dig i at gebærde dig i en sådan stemning”, påpeger Vitha Weitemeyer.

”I dit partnervalg var du drevet af en længsel efter at reparere de gamle sår og få skabt en mere tryg situation og tilknytning. Du var drevet af et ønske og en drøm om, at din partner ville ændre sig og blive den, du havde brug for, at han eller hun skulle være. Du længtes efter en forløsning og efter endelig at få det, du engang ikke fik.”

Det ukendte liv uden din partner kan ifølge Weitemeyer være mere skræmmende end det at leve med vold og trusler:

”Sådan kan du have det, hvis det er velkendt for dig at leve i den slags utryghed, og du derfor tidligt har lært at gebærde dig i et sådant miljø. Den velkendte utryghed føltes mere tryg end uvisheden, og derfor var du bange for at give slip på det nedbrydende forhold til din partner.”

Frygten for din partners reaktion
En anden grund til at være bange for at forlade forholdet kan ifølge Vitha Weitemeyer være frygten for din partners reaktion:

”Når der er tale om et voldeligt forhold, er denne frygt ofte en velbegrundet frygt. En voldelig partner har svært ved at acceptere det nederlag, det er at blive forladt af sin partner, og vil ofte reagere med en truende og farlig adfærd.”

Du kan også have været bange for ikke at kunne klare dig økonomisk, hvis du var økonomisk afhængig af din partner.

”Men især er der en følelsesmæssig grund til ikke at turde at give slip, og det handler om frygten for at være alene og forladt, efterladt med din egen tomhed og usikkerhed på, om du er værd at elske”, påpeger psykologen.

”Det kan for udenforstående synes paradoksalt og urealistisk, og det er det heldigvis også. Sandheden er, at du godt kan klare dig uden en bestemt partner, og at du er værd at elske. Men for dig, der mærkede din angst, var denne frygt din virkelighed.”

Vitha Weitemeyer er praktiserende psykolog og forfatter til bogen "Forelsket i en drøm - når kærlighed bliver til besættelse" og til bogen 'Når drømmen er bristet - sorg og styrke efter et svært parforhold'. Når drømmen er bristet er en selvhjælpsbog, henvendt til mennesker, som har lagt et nedbrydende og usundt parforhold bag sig, og som lider under de følelsesmæssige efterdønninger. Den er tænkt som en letlæst og seriøs hjælp til at forstå, hvad der har holdt én fast, og en hjælp til at få kontrol over sit eget liv tilbage og finde styrken og livsglæden igen. Du kan købe bogen her >>

Vitha bog artikel