Nobelprisen i økonomi går for tredje gang i prisens historie til en kvinde

Kun tre kvinder ud af i alt 93 modtagere har fået Nobelprisen i økonomi. Det svarer til 3,23 procent. Derfor er det glædeligt, at den prestigefulde pris i år går til Claudia Goldin, som har forsket i  ulighed på arbejdsmarkedet og kønsulighed i økonomi

9. oktober 2023

For bare tredje gang i historien har en kvinde fået Nobelprisen i økonomi – eller ‘Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde’ som den retteligt hedder.

Dette års modtager er den amerikanske økonom og professor Claudia Goldin, der forsker i kvinders rolle på arbejdsmarkedet, og hvorfor der er kønsforskelle i løn, uddannelse, beskæftigelse og familieliv. Hun modtager prisen "for at have fremmet vores forståelse af kvinders virke på arbejdsmarkedet", lyder begrundelsen blandt andet fra Nobelpriskomiteen. 

Claudia Goldin har brugt historiske data og statistiske metoder til at analysere, hvordan kvinders situation har ændret sig over tid, og hvilke faktorer der har påvirket den. Hun har blandt andet undersøgt, hvordan industrialiseringen, indvandringen, uddannelsessystemet, borgerkrigen og verdenskrigene har haft indflydelse på kvinders deltagelse i økonomien.

Lektor kalder udnævnelsen 'fed'
Birthe Larsen, der er lektor i økonomi, er begejstret. Ifølge Videnskab.dk kalder hun udnævnelsen af Claudia Goldin for 'fed' af to årsager:

"Fordi kønsulighed var et felt, vi allerede i 1980’erne havde et håb om at mindske, og jeg havde nok håbet på, at vi var nået længere i dag."

"Og fordi det er en kvinde, og det betyder enormt meget for økonomifaget, der sakker bagud med kønsligheden. Så det fedeste er jo næsten, at hun har fået den alene," siger Birthe Larsen med henvisning til, at nobelpriserne oftest har mere end én modtager. 

Birthe Larsen beretter også om Claudia Goldin som en uomgængelig skikkelse, når man – som hende selv – forsker i ulighed:

»Hver gang jeg laver noget om ulighed mellem mænd og kvinder, falder jeg over Claudia Goldins litteratur. Hun er så omfangsrig og ikke til at undgå,« fortæller CBS-lektoren, der netop har udgivet bogen ‘Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?’.

Prisen er i år på i alt 11 millioner svenske kroner. Det svarer til omkring 7 millioner danske kroner.

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce