150 svar på hvad der er det værste ved psykisk vold

Hvad er det værste ved at være udsat for psykisk vold? Det spørgsmål har vi stillet på Powerkvindernes Facebookside om psykisk vold. Mere end 150 svar fra kvinder og mænd giver stof til eftertanke – også til alle de pårørende og fagprofessionelle, der spørger den voldsudsatte: ”Hvorfor gik du ikke bare?”

Af Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne

Psykisk vold er den mest udbredte form for partnervold, og samtidig er den uhåndgribelig, fordi den ikke – som den fysiske vold – giver synlige blå mærker eller brækkede ribben. I stedet kan den give dybe ar på sjælen, hvilket kan være svært at forstå – særligt for mennesker, der ikke selv har være udsat for psykisk vold.

VIVE udarbejdede i 2022 en befolkningsundersøgelse på vegne af Mary Fonden, som viser, at 29 procent af alle kvinder siden 15-årsalderen har været udsat for enten fysisk, seksuel eller psykisk partnervold mindst en gang. Det samme gælder for 12 procent af mændene.

Powerkvinderne startede i 2015 siden PsykiskVold.dk sammen med vores side på Facebook, som har omkring 16.000 følgere. Vi har nu stillet vores følgere spørgsmålet: ”Hvad der er det værste ved at være udsat for psykisk vold?” Af de mere end 150 svar fremgår det tydeligt, at psykisk vold er ødelæggende på så mange livsområder, at mange er mærket for livet. En af vores følgere skriver meget rammende om den psykiske vold:

”Det har så omfattende konsekvenser personligt, psykisk, socialt, økonomisk, kropsligt og helbredsmæssigt, at jeg umuligt kan pege på en bestemt ting. Det er altomfattende og altødelæggende, og kun de allerstærkeste overlever. At pege på en ting vil devaluere de andre og totalt underkende den effekt, psykisk vold har på hele et menneskets eksistens.”

Den psykiske vold er et system af overgreb, og ved at zoome ind på de mange svar, vi har fået, kan vi blive klogere på volden og dens konsekvenser. Samtidig viser svarene, at du på ingen måde er alene, hvis du er udsat for psykisk vold. Mange oplever præcis det samme, som du går igennem.

For overskuelighedens skyld har vi inddelt svarene i kategorier. Vi gør opmærksom på, at nogle af svarene er forkortet og redigeret en smule, og at vi ikke har nævnt nogen navne.

Om at blive nedbrudt: Mange skriver, at den psykiske vold er nedbrydende, og nogle har oplevet psykisk vold helt tilbage fra deres barndomshjem:

Jeg brugte min barndom på at tro det var min skyld mine forældre ikke ville have mig og prioriterede mig over andre. Nu som voksen ved jeg godt det ikke var mig, men det vil aldrig stoppe med at gøre ondt.
Stemmen der har fortalt dig siden du var lille: Du er fed og dum. Du er uønsket. Det gør, at man ikke tror på sig selv i livet.
At den psykiske vold ændrer hver en celle i ens krop. Jeg er opvokset med psykisk vold og har haft en masse forhold med psykisk vold. Ens sjæl bliver langsom drevet ud af en.
Nedbrydningen af det menneske, der udsættes for det.
Alle de trusler voldsudøveren kommer med – især at han truer med at slå ens barn og en selv ihjel, hvis vi ikke gør, som han siger.
At få at vide, at man intet er værd, og at ingen gider have noget med en at gøre. Og så lige efter at have sagt de ting, være så ufattelig sød ved en.
Det værste er, når ens egen familie udsætter en for det, hvis de ikke kan bestemme og have magten over en.
Og det fuldstændigt at miste troen på sig selv. Og selv 5 år efter at være kommet ud af det, stadig kæmpe med at tro på, at man er god nok og er noget værd.
At man bliver så usikker omkring det hele. At man ikke tror nok på sig selv til at fortælle sig selv, at man er god nok.
Hvordan den psykiske vold ødelægger en som menneske.
Når man ikke har overskud til at kæmpe imod.
Kontrol, nærighed og total mangel på empati = kulde og tavshed. Og meget, meget mere end det. Ondskab i den reneste form ...
At det ikke kan kureres.
Skam og skyld. At man bliver hamret 10 meter ned under gulvbrædderne.
At man får ødelagt sig selv og sit eget selvværd.
Ensomheden og magtesløsheden. Du er så alene i smerten og fortvivlelsen. Ingen forstår helt, hvad der er på spil eller foregår, og er derfor ikke i stand til at hjælpe dig.
Nedbrydning af ens selv, sådan at man til sidst ikke kan genkende sig selv.
I mit tilfælde … at jeg mistede livslysten

Om at kæmpe for sin egen overlevelse: Den psykiske vold kan være så nedbrydende, at mange voldsudsatte beskriver, at de skal kæmpe for at overleve:

At være i overlevelsestilstand og ikke kunne glædes og være taknemmelig for livet.
At det ikke forsvinder, at det går ud over ens børn og at man er låst.
Kan ikke se, hvad der værst. For syntes det hele er lige slemt. For det en psykisk voldelig partner udsætter sit eller sine ofre for, er bare ikke i orden og altødelæggende.
Det værste er, at man alt for længe har glattet ud og har dækket over sin partners overgreb overfor andre, især overfor sine børn.
At man vidste det fra start – ens mavefornemmelse (havde været igennem det i et andet forhold)

Om at være i tvivl og forvirret: At vriste sig fri af et psykisk voldelig parforhold kan være som at bevæge sig i kviksand. Samtidig kan du komme i tvivl om, hvad der er op og ned:

Når man er i det, er det svært at se og gennemskue, hvad det gør ved en.
At det ikke kan ses fysisk, og mange ikke tror på det er sket. Ensomheden som følger med og hænger ved i mange år efter.
Tvivlen på en selv.
At man ikke længere ved, hvad der foregår. Alt er så forvirrende. Har man gjort noget galt? Tænker man forkert? – intet giver mening mere.
Den tvivl, man får til sig selv, sine egne følelser, tanker, drømme og egen dømmekraft.
Den kæmpestore forvirring og den evige, onde stemme i hovedet, der bliver ved med at hviske ”måske er det bare noget, du har fundet på”.
Det en kamp i mit hoved hver dag. Så kan jeg godt se den psykiske vold, og pludselig kan jeg tænke, at det må være mig, den er galt med. Sådan har jeg det stort set dagligt.
At man har lukket øjnene, og at det efterhånden også gik ud over mine børn.
En af de sværeste ting er, hvor svært det er at opdage, at det er dét, det er. Hvor nemt det er at sætte forklaringer og undskyldninger op for alle de gule og senere røde lamper.
Først og fremmest at skulle indse, at det er psykisk vold, og at det er ens partner, som man ellers skulle være tryg ved, der behandler en sådan.

Om at miste sig selv: Mange beskriver, at det værste ved at være udsat for psykisk vold, er, at du kan miste dig selv:

Der sker det allerværste, der kan ske for et menneske, og det er, at både kvinder og mænd i disse forhold mister sig selv.
Miste troen på sig selv.
At miste sig selv fuldstændig.
At miste troen på sig selv.
Den måde man mister sig selv på.
At miste sig selv, sin intuition og dømmekraft, uden at opdage det, før det er for sent.
At miste sig selv.
At jeg mistede fornemmelsen for hvem jeg er.

Om at få sine grænser overskredet: Den psykiske vold kan gøre det svært at mærke sine egne grænser:

At man ikke har noget rum at være i. Hverken mentalt eller i fysisk forstand.
At man ender med at have svært ved at mærke sine egne grænser og sin opfattelse af virkeligheden, da man bliver ’gaslightet’ til at tro, at man altid er den, som tager fejl og/eller laver fejlene. Så til sidst aner man ikke, hvad der er op eller ned, og det tager lang tid at gå genopbygget både tilliden til sig selv (er det jeg føler/gør nu rigtigt) – og til en ny partner.
At acceptere, at jeg har været så nedgjort og manipuleret, at jeg ikke sagde fra, da jeg bl.a. oplevede utroskab, og at børnene har taget skade, fordi jeg ikke sagde fra.

Om utrygheden og uforudsigeligheden: Mange beskriver, at det værste ved at være udsat for psykisk vold er utrygheden og det uforudsigelige i, at du aldrig ved, hvad der kommer til at ske.

Hele tiden at skulle tænke: “Hvad gør han næste gang?” og “hvornår kommer det næste?”
Det er følelsen af at gå på glasskår eller i et minefelt, fordi man ikke ved, hvad der næste gang udløser kulden, nedgørelserne, grovhederne etc.
Angstreaktioner – at du hele tiden er bange for ’næste slag’ og yderligere at miste kontakt til dig selv.
At man fuldstændig mister sig selv og lister rundt, fordi man ikke ved, hvornår ballonen eksploderer næste gang.
Hvad sker der næste gang, overlever jeg? Manipulation af familie og venner. Man mister en del af sig selv.
Den onde stemme i hovedet, som hjemsøger en og nedgør en, ligegyldig hvad man gør.
At man tror, at det er ens egen skyld.

Om manipulationen: Mange beskriver manipulationen i den psykiske vold:

At min virkelighed blev forvrænget.
Det er det værste at blive udsæt for og at blive drevet til løgn.
At den du elsker, viser sig at være en fjende, der ønsker at nedbryde dig.
At man kommer til at tro på det, der bliver sagt.
At det er dem, vi elsker, der voldtager os.
Vi forventede jo gensidig kærlighed.
At man overhovedet ikke aner, hvad der er op og ned i livet …
Overbevisningen om, at jeg fortjente det.
Det værste er alle løgnene og fordrejelse af virkeligheden og at skulle holde fast i sig selv i den proces.
Gaslighting, og at man mister sig selv.
At omgivelserne ikke “ser” eller “forstår” det og tror på skadevolders historie, da udøver af psykisk vold oftest er veltalende og manipulerende. I mit tilfælde fik jeg samme “omgang” efter at jeg valgte at gå, som hans ekskone gjorde 12 år tidligere. Samme anklager/historie, men nu med en ny hovedperson. Det har været det hårdeste år i mit liv, og jeg vidste også godt, at jeg skulle i helvede, da andre der har forladt ham før, havde været igennem det samme.
Mange ting: Løgne, dobbeltliv, manipulation, man mister sig selv, nedværdigelse og når voldsudøveren bruger eller manipulerer ens omgangskreds og familie og vender dem mod en.
At man i andres øjne er egoistisk, fordi man vælger at blive skilt fra sin “fantastiske” partner og man burde blive sammen for børnenes skyld. Lige meget hvor meget det ødelægger en.
Jeg har absolut ingen tillid til andre mennesker.
Det tager årevis at vaske al den tjære af, man er blevet smurt ind i, og fyldt med. Især af sindet. Alt det ’Stockholmsyndrom’ med dets: “Ja, der var jo også meget, der var godt” – det var der ikke en skid, det var løgn og manipulation det hele, spil for galleriet. Nå ja, og økonomi – man blev jo presset som citron til det allersidste med de sædvanlige ’skyld og skam’-greb. Og man mistede venner, der stadig tror på voldspersonens på overfladen så skinnende løgnehistorier. Så nej, intet var “godt”. Det var vold og smukke løgne. Heroin giver også nogle øjeblikke af imaginær lykke, mens stoffet suger helbredet og livet ud af dig.

Om at føle sig svigtet af familie og venner: Mange beskriver, hvordan en psykisk voldelig partner formår at manipulere med venner og familie, hvilket kan resultere i, at offeret bliver isoleret og står meget alene:

At man ikke bliver troet på. At man mister troen på sig selv. At man ikke længere har tillid til andre mennesker.
At ens familie, venner og bekendte ikke tror på en, og at de selv fem år efter, at forholdet er afsluttet, stadig ikke tror på, at det er sket. De kæmper indædt for at banke en i hovedet med at ”sådan var han ikke”. Hold fast hvor er det vanvittigt, at han har kunnet manipulere så meget med alle.
At omverdenen skal overbevises om sandheden i det, man fortæller.
Selv om den psykiske vold er grusom nok i sig selv, så er efterveerne og det, at andre ikke tager en seriøst, faktisk værre. ”Det er nok ikke så slemt”, ”det er nok noget, du har bildt dig ind”, ”du ser ikke ud til at være blevet skadet”, ”du har ingen sår eller ar”, ”hvorfor gik du ikke bare, hvis det var så slemt?” Det er sjældent, at et offer for psykisk vold bliver taget seriøst og troet på.
At omgivelserne – dem tættest på – som jeg troede, havde opfattet bare lidt, af hvordan han er, faktisk ikke rigtig var der bagefter … det følte jeg som et kæmpe svigt.
At man ofte står alene, fordi få forstår, hvad man udsættes for.
Det værste er ensomheden ved ikke at kunne tale med nogen om det, der også kender ens partner
Ingen ser det.
At lige meget hvad man gør, så er man ensom.
Den tvivl og mistro andre ser med dig på.
At omgivelserne ikke forstår, hvorfor man reagerer, som man gør på det, der for andre er små ubetydeligheder.
At det aldrig stopper ... andre mennesker vil fortsat se dig som ”fejlen” – altså det er virkelig lykkedes min psykisk voldelige partner at overbevise andre om, at jeg er forkert, selv min mor og min søster. Han er jo sååå sød og flink overfor alt og alle – og jeg er bare kællingen, der holder mit barn væk fra ham (pga. dom og drabstrusler mm.).
Manglende tillid til sig selv og omgivelserne. Men også det med at omgivelserne ikke tror på det, man siger.
Ikke nok med, at man har været udsat for det, så har omverdenen svært ved at forstå, hvor meget det påvirker en resten af ens liv.
Det er mega hårdt at miste sine venner, i mit tilfælde to barndomsveninder.
At langt de fleste rundt omkring en ikke synes, det ser så slemt ud ... man ses som sart eller nærtagende ... og så er det måske dybest set ens egen skyld ...
At ingen stopper det, der sker. Ingen gør noget. De lader det bare ske.
At omverdenen skal overbevises om sandheden i det, man fortæller.
Angsten for hvad sker næste gang. Løgn og bedrag og at man ender med glemme hvem man selv er, fordi de manipulerer en så vildt. Men værste var nok, at det lykkedes denne mand at tvinge mig væk fra alt, så jeg pludselig stod alene i verden.

Om fagpersoner uden voldsfaglig viden: Mange ofre for psykisk vold oplever, at de ikke bliver troet eller mødt professionelt, når de opsøger hjælp hos myndigheder og fagpersoner:

Det værste er, at systemet har besluttet, at den psykiske vold ikke eksistere, trods fagpersoners konklusion om, at volden tydeligvis foregår. Så på den måde kan volden bare fortsætte.
Det værste er nok, at systemet ikke gøre noget eller vil tro på en og mange gange holdet hånden under voldsudøveren.
At når man kommer ud af det, risikerer man at blive truet til stilhed med trusler om retssag – ærekrænkelse og anklager om injurier.
Man kan opleve stadig at være ”bundet”. Det er bare noget shit for mange ofre. Det er muligvis ikke det værste. Det er dog en form for ”gaven, der bliver ved med at give”.
At systemerne og folk omkring én ikke tror på én.
At fagpersoner omkring børnene og mig mangler erfaring og kompetencer inden for området.
Den efterfølgende fortsættelse af vold fra offentlige systemer, da det forlænger volden og nedbryder den voldsudsatte endnu mere, specielt fordi man burde kunne stole på/have tillid til fagfolk.
De konsekvenser der er for hele én selv (både indeni, økonomisk, socialt, kropsligt osv.), ens omgangskreds, og især børn (som fastholdes i (den usynlige) vold pga. samvær.
At der faktisk ikke er noget hjælp at hente nogen steder. Så mange opgiver og er efterladt med traumer.
Magtesløsheden i at det ikke kan bevises.
At det er svært at komme helt væk fra voldsudøveren, der med alle midler forsøger at holde fast i mig og forsøger at forhindre, at jeg kan komme videre med mit liv og bruge tiden på mine børn – i stedet for at arbejde alt for meget for at få råd til retssager og advokat mhp. at afslutte den sidste sag.
Ren manipulation, nedbrydning og mistro til nære relationer, mistro fra retssystemets og offentlige instansers side og ikke mindst en altødelæggende splittelse i familie og vennekreds. Bedrageri, utroskab, dobbeltliv og fremmedgørelse overfor børn. At blive gjort til “voldsudøveren” og at ekspartner fremstår som offeret. Manglende indsigt fra fagpersonale, der også bliver flettet ind i voldsudøverends spind.
Børn som vidner til det. Man kan ikke se det. Det er svært at forklare og overbevise omverden om det.
At domstole udleverer børn til psykisk voldelige fædre. Før 2019 eksisterede psykisk vold slet ikke i de danske domstole. Man kaldte det et ”kneb” mange mødre kun brugte i retssale.
At børn er tvunget til at blive fastholdt i relationen …

Om at børnene kan blive ramt: Bekymringen om, at børnene også kan blive ramt og måske miste kontakten til den ene forælder:

Løgne om en, alt bliver drejet rundt, så tingene bliver vendt mod en og det allerværste er jo, at det går ud over børnene i sidste ende. Børnene betaler prisen for et forringet børneliv, og de mister den ene forælder.
Det værste er, at ens barn udsættes for psykisk vold.

Om aldrig at blive helt sig selv igen: Den psykiske vold er så nedbrydende og ødelæggende, at mange oplever, at de har ar for resten af livet:

Det værste er de psykiske mén, man har resten af livet.
Den pris man stadig betaler lang tid efter.
Og så skaderne i nervesystemet, der hver dag minder mig om, hvad jeg har været udsat for på grund af de voldsomme begrænsninger, jeg har fået.
At jeg er ødelagt resten af livet, ikke tør at stole på nogen og oplever ensomheden som resultat.
At man aldrig helt forstår, hvordan det kom dertil, at man ikke fik sagt farvel noget før – og at det nok bliver ved med at følge med, til man engang ikke er her mere.
At det ikke kan ses, at man er udsat for psykisk vold, og at ingen kan forstå det, før de eventuelt selv oplever det. Dertil kommer tomheden, som følger en mange år efter.
At eftervirkningerne varer ved efter så mange år, følgesygdomme som PTSD og angst er for resten af livet.
At det ikke kan ses, så folk har svært ved at tro på en. Det sætter ar på sjælen, som følger dig resten af livet.
At eftervirkningerne ser ud til at vare resten af livet.
Følger en resten af livet, og det ikke bliver taget seriøst nok!
Hvordan man efterfølgende døjer med mistro til andre mennesker.
Det sidder i en, og man bliver ved med at reagere på ting, som ens hoved/krop henter frem fra skuffen. Tror aldrig man slipper ud af det, det gør ved en.
De værste er de ar, man får på sjælen, der aldrig forsvinder.
At selvom man kommer ud af det og får det bedre, så ligger det så dybt i en, at man stadig reagerer på selv små ting.
At det følger en resten af livet.
Senfølgerne.
At kroppen og hjernen aldrig glemmer det.
At det vil påvirke mig så meget, resten af livet.
Det værste er at komme sig efter sådan et forhold.
At man er efterladt med traumer, der følger en resten af livet.
At man mange år efter stadig kan høre de samme ord i forskellige sammenhænge og interaktioner.
At rejse sig igen …
At kroppen og hjernen aldrig glemmer det!!!
At man er bange for at møde sådan et menneske igen og ikke tør prøve et kærlighedsforhold nu eller fremover.
At det kan påvirke hele livet efterfølgende – uanset hvor gode mennesker, man så har eller får i sit liv bagefter/imens.
At man aldrig kommer til sig selv igen 100 %.
At man har det dybt i sjælen.
At det er svært at opnå ens frihed igen på flere planer.
At jeg selv fortsætter, fordi jeg har lært, at det er ”normalt” at være udsat for psykisk vold. Derfor opsøger jeg andre, der selv gør det.
At man bliver fuldstændig ødelagt psykisk og skal kæmpe med varige mén efterfølgende.

Om at komme væk: Mange beskriver, at det er svært at komme væk, og at der ikke er nok hjælp at hente:

Synes også det er rigtig slemt, at der ikke er nogen hjælp at hente nogen steder, føler virkelig at man står alene, når man er brudt ud af et usundt forhold.
Jeg er bare glad for, at jeg blev, til mine børn var voksne, for ellers var det gået meget ud over dem også.
Det værste er at opdage, at man er midt i det og ikke kan komme væk.
At man er magtesløs, da andre ikke kan se det og hjælpe i tide.
Man står ret alene i kampen væk fra det og bagefter.
Alt er det værste ved psykisk vold, og ingen kan forstå, hvad man har været igennem. Man får ingen hjælp og ingen redskaber osv. Angsten rammer, og man tør ingenting og låser sig fast i livet.
Det værste er at acceptere alt den tid, jeg har spildt, alle de chancer og muligheder, jeg ikke tog, alt det, jeg måtte sige nej tak til, alle de oplevelser, hyggelige stunder og tid med børnene, der er gået tabt.
Men så at komme væk, at blive stærk og kunne sige fra, det er en fantastisk følelse.
At det ændrer en efterfølgende som person, og det ændrer ens tillid til verden, som kræver tid og bearbejdning.
Det værste har været at miste mig selv på alle parameter, men det har så gjort, at jeg har lært mig selv at kende.
Det værste er at have børn sammen, så man er nødt til at have kontakt. Man føler sig så fanget.
Personligt var fasen, hvor jeg skulle erkende den psykiske vold, hele op og finde tilbage til mig selv den største udfordring. Jeg fik PSTD af forholdet og skal den dag i dag arbejde med mig selv og de ’trust issues’, jeg nok altid vil have.
Komme tilbage til virkeligheden og lære tro på sig selv igen.
Det er hårdt at være barn i, og det tager mange år at komme over – og nogle kommer sig aldrig. Det kræver også meget at komme videre både for den voksne og børnene, som jo bliver unge en dag og selv skal finde deres vej i livet. Den vej kan være svær at finde
Tænker at man kan blive så syg af psykisk vold gennem 18 år. Efter mange år kan man komme ovenpå og få et fantastisk liv igen. Og så har ens nærmeste stadig behov for at forsvare ham og sige, at det aldrig er sket. Det er psykisk vold x 2.
Så godt det er blevet på den måde at de kan dømmes. Men de kommer jo ud igen.
Det værste er, at man ikke snakker om det. Gemmer det. Bliver for lang tid i det. Så man har det indeni. For altid.
Det er ikke blot i parforhold. Det foregår på arbejdspladser, i privat omgangskreds osv.
At det kræver en kraft ud over det sædvanlige at blive hel igen. Retssystemet, relationer, ens egen selvtillid, der alle er med til at gøre livet yderst besværligt. Men! Når meningen med livet atter får magten, bliver verden nemmere at være i. Jeg er dybt forandret, forvandlet, sundere og et mere ærligt menneske. Det er min oplevelse.