Vores ord er magtfulde, fordi de kan få mennesker til at gøre ting – og til at undlade at gøre ting. Derfor skal vi være opmærksomme på sproget, både når vi taler, og når vi lytter, lyder det fra Anja Høll Greisen, der har specialiseret sig i troværdig kommunikation
6. marts 2024
Af Anne-Mette Barfod
”Ord er magtfulde, fordi de kan få mennesker til at gøre ting – og undlade at gøre ting.”
Det fortæller Anja Høll Greisen, der er specialiseret i sproglig troværdighed. Hun er uddannet af førende eksperter fra USA med politi- og militær baggrund, som også underviser ansatte hos blandt andet FBI og CIA. Anja ejer virksomheden, Lingualyze APS, hvor hun rådgiver om og underviser i troværdig kommunikation, interviewteknik og vurdering af troværdighed.
”Brugen af ord kan tjene mange forskellige formål, og et af formålene kan være at manipulere mennesker til at gøre noget, de i virkeligheden ikke har lyst til.”
Som eksempel nævner Anja Høll Greisen en mand, som udgiver sig for at være en kvindelig fotograf på Facebook, der sprogligt manipulerer med en ung kvinde for at få hende til at smide tøjet. Det gør han ved at bruge ordet ’vi’ og sige: ”Når du siger ikke helt nude, skal vi så prøve undertøj.” Beskeden blev afsluttet med en smiley.
”Rent objektivt set, at det er forkert brug af ordet ’vi’ i relation til at smide tøjet, for det er jo ikke ’vi’, men den unge kvinde, der skal smide tøjet. Når han bruger ’vi’ får han det til at fremstå som om, det er noget, de er fælles om at gøre, og derfor bliver det nemmere for ham, at få den unge kvinde til at sige ’ja’. Samtidig giver brugen af ordet ’vi’ ham autoritet. Derfor er det effektfuldt for en, som ønsker at udøve magt, at bruge ordet ’vi’ overfor den, han eller hun vil udøve magt over.”
Jamen, det er ’jo’ sådan, det er
En anden måde at udøve magt på er ved at bruge det lille ord ’jo’. Det kan ifølge Anja Høll Greisen være ved at sige den simple sætning: ”Det ved du jo godt.”
”Med det lille ord ’jo’, signalerer den, der taler, at noget er indlysende, og at det er en sandhed. På den måde definerer afsenderen af budskabet, hvad der er sandt – uden at involvere modtageren. Det kan være et overgreb, fordi vi hver især oplever verden forskelligt, hvorfor der ofte ikke er en simpel version af virkeligheden.”
Anja Høll Greisen påpeger, at det lille ord ’jo’ er et ekstraord:
”Det er et ord, du kan tage ud af en sætning uden at ændre sætningens indhold eller budskab. For mig at se er det et meget ubehageligt ord, for det er et ord, som en person kan bruge til at højne sig selv og udnævne sig selv til en slags overdommer i samtalen. Konsekvensen er, at samtalen ikke bliver ligeværdig. En samtale kan aldrig blive ligeværdig, når den ene samtalepartner prøver at tryne den anden ved at bruge ordet ’jo’, for så tager afsenderen patent på sandheden", påpeger sprogeksperten.
"Det samme er tilfældet, når afsenderen bruger ord som ’selvfølgelig’ eller ’naturligvis’, hvilket vi ofte hører vores politikere sige. Det er en måde at definere virkeligheden på uden at inddrage samtalepartneren. I et interview med journalist Simi Jan bruger skuespiller Ghita Nørby ordet ’jo’ ikke mindre end 72 gange. Samtidig kalder hun Simi Jans journalistiske spørgsmål for ’idiotiske’ og ’dumme’, hvilket yderligere styrker Nørbys magtposition, da hun sprogligt udfordrer journalistens faglighed.”
Sproglige associationer kan skabe en virkelighed
”New York University gennemførte i 1996 et eksperiment i såkaldt ’associativ tænkning og priming-effekt’. Her blev en gruppe studerende præsenteret for disse fem ord: Florida, glemsom, skaldet, grå og rynke. Hvad kommer du til at tænke på, når jeg siger de ord?”, spørger Anja Høll Greisen.
”De fleste kommer til at tænke på begrebet alderdom, selv om ingen af de fem ord isoleret set handler om alderdom. På den måde kan ord skabe billeder i vores hjerner, og disse billeder påvirker vores adfærd. Forskerne kunne iagttage, at de studerende helt ubevidst for dem selv begyndte at bevæge sig langsommere, når de blev præsenteret for de fem ord. På den måde kan ord, der bevæger sig udenom et emne have en psykologisk effekt.”
Vi kan ifølge sprogeksperten ikke styre 100 procent, hvordan modtageren rent faktisk modtager budskabet, for ord kan modtages anderledes, end de er tiltænkt:
”Det så vi et tydeligt eksempel på, dengang statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned på grund af corona. Her sagde hun, at der ’ikke’ var nogen grund til at hamstre toiletpapir og madvarer, for vi havde ’ikke’ en fødevarekrise. Hun sagde det for at undgå hamstring, men hendes ord havde den modsatte effekt, for negationer som ’intet’, ’ingen’, ’aldrig’ eller ’ikke’ er usynlige for hjernen. Mange hørte kun ordet ’hamstring’ og konsekvensen var hamstring i stor stil.”
I stedet kunne Mette Frederiksen ifølge Anja Høll Greisen med fordel have sagt: Vi har masser af fødevarer og transporten af fødevarer er sikret.
Brug af minimerende ord
Anja Høll Greisen gør opmærksom på, at også minimerende ord kan være interessante. Det er ord som ’bare’ eller ’kun’, som gør noget mindre betydningsfuldt.
”Når du hører disse ord, kan du med fordel spørge dig selv, hvorfor afsenderen af budskabet har brug for at minimere det, som personen taler om. Når afsenderen bruger disse ord, gør han eller hun noget mindre betydningsfuldt. Hvis dine gæster roser den mad, du har serveret, og du svarer, at det ’bare’ lige var noget, du baksede sammen, så gør du din egen indsats mindre betydningsfuld. Det kan også være, at chefen taler din indsats ned ved at sige: Kan du ikke sørge for at nå de sidste småting?”
Som eksempel på minimerende sprogbrug nævner Anja Høll Greisen et videoklip med partiformand Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. I klippet taler han om, hvorfor han er sigtet for misbrug af EU-midler.
”I sit svar bruger han ikke direkte minimerende ord, men han bruger ordet ’detaljer’, så anklagen mod ham bliver mindre betydningsfuld. I et interview i Ekstrabladet stiller journalisten spørgsmålet: ’Hvad er det præcist, du er tiltalt for?’, hvortil Messerschmidt svarer:’Jeg har faktisk ikke haft lejlighed til at diskutere det med min advokat endnu, så detaljerne de udestår.’ Tilsvarende kan du som afsender tale din indsats op ved at sige, at ’jeg har ordnet det hele’ i stedet for at sige ’jeg har ordnet det’.”
Halve sandheder er manipulation
En anden måde at manipulere med sproget på er ved at bruge det, Anja Høll Greisen kalder udeladelser. Det handler om at fortælle en del af historien og udelade resten – eller fortælle historien sådan, at den kan misforstås.
”Et eksempel er ubåds-Madsen, som er dømt for at dræbe den svenske journalist Kim Wall i sin ubåd. Direkte adspurgt om turen i ubåden siger han den 17. august 2017 til TV2: ’Jamen, jeg var bare på en øvetur, hvor jeg legede med forskellige ting i ubåden’. Det er jo sandt, men han fortæller ikke hele sandheden. Han fortæller ikke, at han dræbte Kim Wall og parterede hendes lig. På den måde vildleder han med halve sandheder.”
James W Pennebaker, der er professor i socialpsykologi, har i mange år analyseret statslederes sprogbrug, blandt andet den russiske præsident Putins. I takt med eskaleringen af konflikten i Ukraine, bemærkede professoren en ændring i Putins sprogbrug, og fire dagen inden krigen begyndte, mente professoren, at der var grund til bekymring:
”Putins brug af selvhenførende personlige stedord som ’jeg’ og ’mig’ faldt med 25-35 procent. Brugen af disse ord styrker afsenderens troværdighed, fordi de signalerer, at afsenderen tager et personligt ansvar. Når du siger ’jeg’ så ser du dig selv som subjekt. Det ansvar fralagde Putin sig ved ikke at bruge disse ord. Det samme så vi med den amerikanske præsident George Bush, før han gik ind i Irak. Her faldt hans brug af selvhenførende, personlige stedord med 50 procent. Det viser, at han distancerede sig selv fra begivenheden og ikke tog et personligt ejerskab.”
På Lingualyze.dk kan du læse, hvad Anja Høll Greisen skriver om nogle af de eksempler, der er nævnt i denne artikel:
- 11. december 2023 - Manipuleret med ord til at smide tøjet
- 1. oktober 2022 - Var Putins sprogbrug et varsel om krig?
- 31. januar 2022 - Det usynlige og magtfulde favoritord du bør undgå at bruge (jo)
Du kan se James W Pennebaker fortælle om sandheder og løgne i sproget her:
