”Du er ond. Du er afstumpet. Du er egoistisk.” Ord kan slå hårdt, og nogle mennesker er hurtige på aftrækkeren, hvis du ikke lever op til deres forventninger. Fra det ene øjeblik til det næste er du hvirvlet ind i en dramatisk konflikt, som ingen ende vil tage
Af Anne-Mette Barfod, Powerkvinderne
Har du mennesker i dit liv, som er hurtige på aftrækkeren, når du ikke lever op til deres ønsker, krav eller forventninger?
Fra det ene øjeblik til det næste bliver du ramt af en haglbyge af sønderlemmende kritik, hvor du bliver fremstillet som den onde, det dårlige menneske, egoisten, den forkælede, forkerte eller afstumpede. Måske bliver du samtidig råbt ad og truet, mens der falder en hård dom over hele din måde at være i verden på.
”I den situation er der mange af os, som føler, at vi skal forklare os. Vi vil gerne rydde misforståelser af vejen, så vi kan blive gode venner igen. Det gælder særligt, hvis det menneske, der står der og råber, skælder og smælder er en partner, en forælder, en kær ven eller en tæt kollega.”
Sådan lyder det fra psykolog Sophie Buch, der arbejder med mennesker, som er udsat for psykisk vold. Hendes klienter fortæller om oplevelser, hvor konfliktniveauet nærmest eksploderer ud af det blå, hvorefter det bliver bombarderet med nedladende ord, fordømmelse og kritik. I den situation er det imidlertid vigtigt at trække vejret og træde et skridt tilbage:
”Du kan med fordel forsøge at bevare roen og spørge dig selv, om ordene om dig er sande – eller om du i virkeligheden står overfor et menneske, der ikke har blik for nuancerne, og derfor ser verden gennem meget sort-hvide briller.”
Grænseoverskridende vrede
Vrede kan antage mange forskellige former. Det kan være den eksplosive vrede, men det kan også være den stille vrede, som kan bestå af kritiske blikke, tavshed, sarkasme og en fornærmet mine.
”Vi kan allesammen blive vrede, og det er en sund og naturlig følelse, som fortæller os, at der er noget i vores liv, vi skal forholde os til. De fleste af os er i stand til at håndtere vreden og sige undskyld, hvis temperamentet er løbet løbsk. Men sådan er det ikke alle mennesker, der har det”, påpeger Sophie Buch.
”Der er mennesker, som føler, at deres vrede er berettiget, og at de er i deres gode ret til at fordømme, kritisere og nedgøre mennesker omkring dem. Selv deres nærmeste. Hvis du har sådanne mennesker i dit liv, risikerer du at blive udsat for psykisk vold, medmindre du er i stand til at sætte tydelige grænser og ikke mindst håndhæve disse grænser.”
Imidlertid kan det at sætte grænser ifølge psykologen være lettere sagt end gjort. Det gælder særligt, hvis det menneske, der udsætter dig for grænseoverskridelser, er en forælder, en partner eller måske en søster, bror, tante eller kusine.
”Når mennesker, som vi føler er vores nærmeste, har en grænseoverskridende adfærd, opstår der hos mange af os et behov for at forklare og forsvare os mod de voldsomme angreb. Det kan imidlertid give bagslag. I stedet for at begynde at forklare dig, kan du med fordel sige: ’Jeg vil ikke have, at du taler sådan til mig’.”
Det sort-hvide verdensbillede
”Mennesker med et sort-hvid verdensbillede ser andre som enten gode eller onde. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. I deres verden er du enten et godt menneske, der lever op til forventningerne, og ellers er du en rigtig skidt person, som er imod dem og opfører dig ’uanstændigt’. Hvis du ryger i den sorte kategori, kan du blive opfattet som fjenden, også selv om du ikke har gjort noget forkert”, fortæller Sophie Buch.
Hvis du igen og igen bliver Sorte Per, er der ifølge psykologen tale om et mønster, som kan gentage sig i dage, uger, måneder og år, hvis du ikke stopper det:
”I den situation giver det ikke mening at forsøge at gå i dialog. I stedet må du sande, at du står overfor et menneske, som med et godt, gammeldags ord er ’stivsindet’. Hvis det er en chef eller en kollega, kan du beslutte dig for at sige op og finde dig et nyt job, men hvis det er den forælder eller din partner, er det mennesker, som har en særlig plads i dit hjerte. Derfor er det ikke så let at sætte grænser og i værste fald helt kappe forbindelsen.”
Sophie Buch hører i sin klinik fortællinger om forældre, der skaber en endeløs række af dramaer og konflikter, som mest af alt minder om en sæbeopera. Men det kan også være din partner, dit barn, din ven, din nabo eller din kollega, der har sådan en adfærd:
”Konflikterne kan hurtigt blive meget voldsomme, og du kan opleve, at den konfliktskabende part begynder at inddrage familie og venner i konflikten. Det kan være ved at gribe telefonen og ringe rundt til Gud og hver mand for at fortælle, hvor forfærdeligt et menneske, du er.”
Umoden som et lille barn
”Mange af os har som børn pakket vores lille legetøjskuffert, hvorefter vi har kundgjort overfor vores forældre, at vi nu ville flytte hjemmefra. Nu havde vi fået nok af dem. Mange forældre har med næserne presset mod ruden set deres lille søn eller datter forlade matriklen med den lille kuffert i hånden. Barnet har typisk ikke gennemtænkt situation. Vreden har blot taget over, og langt de fleste små børn flytter da også hurtigt hjem til far og mor igen,” fortæller Sophie Buch.
Når hun trækker denne fortælling frem, er det, fordi vreden hos en umoden voksen kan minde om vreden hos sådan et lille barn. Den er ikke gennemtænkt, og den bygger på et selvskabt fjendebillede, der er grebet ud af luften:
”Hos en umoden voksen kan vreden være så voldsom, at det kan være svært for dig at navigere i. Vreden kan eskalere helt vildt, så konflikten når uanede højder. Jeg har også hørt om mennesker med et sort-hvidt tankemønster, der har truet med at ringe til politiet for at få den formastelige til at makke ret. Det er et barnligt stadie, som den umodne voksne hænger fast i.”
Normalt er der mindst to mennesker involveret i en konflikt, men det behøver ikke at være sådan. I konflikten med et psykisk umodent og voldeligt menneske, kan du få en følelse af, at det kun er denne ene person, der driver konflikten frem og skaber et stort drama:
”Når bølgerne går højt, er der mange af mine klienter, som føler, at de skal prøve at forstå den anden persons vrede og fordømmelser. Det er en megasvær situation at stå i, for du føler både, at du skal være forstående og rummelig, men samtidig overskrider det andet menneske dine personlige grænser med meget hårde, kritiske og nedladende ord.”
Man kan godt danse tango alene
En talemåde siger, at der skal to til tango, men det er ifølge Sophie Buch ikke altid sandt:
”Nogle mennesker er ganske udmærket i stand til at danse tango alene. Det ser vi, når det er et menneske, der styrer andre med sit humør og starter konflikter efter forgodtbefindende. Samtidig kan den konfliktskabende udfolde sin helt egen fortælling, hvor du er skurk, og han eller hun er helten.”
I den anspændte situation kan det godt være, at du får et ord indført, men du bliver ifølge psykologen hverken lyttet til eller inddraget:
”Der er kun en måde at ende konflikten på, og det er ved, at du underkaster dig. Hvis du ikke underkaster dig, vil konflikten tage til i styrke. Optrapningen af konflikten sker for konfliktens skyld, og dramaet handler i virkeligheden ikke om dig. Du bliver revet med ind i en hvirvelvind. Du bliver taget som gidsel i en konflikt, som du ikke kan komme ud af. Det er voldsomt og ubehageligt.”
Når du står på modtagerlinjen, forsøger du måske at begrænse konflikten eller lukke ned for den:
”Hvis det er et menneske, du holder af og gerne vil have en relation til, vil du prøve at få relationen til at fungere. Som mennesker vil vi gerne gøre en indsat for at finde hinanden igen. Det fungerer bare ikke i en konflikt med et sort-hvidt-tænkende menneske. Her bliver du ikke set som den, du er, men som en modstander. Du bliver set som fjenden, og dine ord bliver opfattet som fjendske.”
Svært at forstå konflikten
”Hvis du er empatisk og følelsesmæssigt i balance, vil det være svært at forstå, hvordan et menneske, du holder af, kan se dig som fjenden. Det er ganske enkelt ubegribeligt, at din mor, din partner eller din veninde pludselig ser jer som modstandere i en tvekamp. Derfor er det ikke underligt, hvis du begynder at tænke over, hvad der skal til for, at I kan komme på samme side. Hvad skal der til, for at I kan blive gode venner igen?”
Hvis du er emotionelt velafbalanceret, vil du ifølge Sophie Buch være i stand til at sætte dig ned med en person, lytte til den anden og anerkende hans eller hendes følelser. Du vil lytte og forsøge at forstå uden nødvendigvis at være enig. For mennesker med et sort-hvidt mindset er der ingen mellemvej:
”De lever i en verden, der er sort hvid, så ofte vil de afvise dig og stemple dig som et dårligt menneske. Derfor kan du opleve, at de lukker helt ned for dig, måske med ordene: ’Så stopper det herfra, og du skal ikke bryde dig om at kontakte mig, for jeg vil ikke mere høre på dig’.”
Mennesker, der reagerer sådan, er ifølge Buch skrøbelige:
”Derfor kan jeg som psykolog godt få lidt ondt af dem, for de voldsomme reaktioner, ord og trusler, der kan vælte ud af deres mund, har mest af alt noget at gøre med, at de er bange for at blive svigtet. Derfor truer de med at forlade dig. De siger: Jeg vil ikke have med dig at gøre. Jeg tilgiver dig ikke. Du er ond, og du gør så meget ondt’.”
Hævnens time kan komme
”Vreden kan føre til hævn og bagvaskelse af dig. Det er forskelligt, hvilke metoder en sort-hvid-tænkende person tager i brug, hvis de ønsker at hævne sig og selv få medvind på cykelstien. Ofte hører jeg mine klienter fortælle, hvordan de bliver bagtalt, så de bliver blacklistet i familien eller blandt kolleger og venner.”
Umodne mennesker kan ifølge Sophie Buch ikke rumme, at når vi elsker eller holder af hinanden, så kan vi også komme til at såre hinanden:
”Den nuance kan de ikke håndtere, for så er livet ikke længere sort-hvidt, men i farver med nuancer. De kan ikke rumme andre menneskers svære følelser. Det er lettere at gå. Derfor sker det ofte, at personen forsvinder i en periode. De har cuttet dig ud. Nu er du ond. Du bliver ikke inviteret med til fødselsdag. Du er et dårligt menneske.”
Her kan du med fordel dvæle et øjeblik ved ordet ’ond’, påpeger psykologen:
”Ond er et barneord: ’Du er ond, fordi jeg ikke må få den is’’, kan barnet sige.”
Det er ifølge Sophie Buch barnets umiddelbare reaktion:
”Jeg har kun sjældent mødt psykisk sunde og balancerede mennesker, der ville bruge ordet ond nogen, de kender, og som de mener at elske og holde af. En psykisk sund person ved, at vi som mennesker ikke er enten-eller, men både-og. Der er ikke nogen mennesker, der altid opfører sig dårligt, ligesom der ikke er nogen, som altid opfører sig som godheden selv. Ingen mennesker er altid ordentlige, anstændige og oprigtige. Hvad vil det overhovedet sige?”
Alligevel risikerer du at ryge fra kassen med ordentlige mennesker over i kassen med ’uanstændige’ eller ’onde’ mennesker, hvis du gør noget, som et sort-hvidt-tænkende menneske ikke finder ordentligt. Måske hører du ordene: ’Du har gjort noget, som jeg ikke synes er ordentligt, og så må du jo være ond.’
Det kommer fra et sted, hvor det gør ondt
Når mennesker ser verden i sort-hvid kommer det ifølge Sophie Buch fra et sted i personen selv, hvor han eller hun har ondt:
”Om de erkender det eller ej, så gør det ondt dybt inde i dem selv. De ved ikke, hvordan man har sunde relationer, fordi de ikke rummer sig selv, og så bygger de mure op.”
Det er ifølge psykologen let at få ondt af sådan et menneske, men det betyder ikke, at du skal finde dig i grænseoverskridende adfærd og psykisk vold:
”Du kan nøjes med at betragte det lille sort-hvide barn, der lever i dem. Det barn er blevet svigtet meget tidligt i livet. Det er ikke noget særlig gammelt barn, men det er et barn, som ikke er blevet rummet, og som derfor hverken er i stand til at rumme sig selv eller andre.”
Når du ser det lille barn i den vrede og grænseoverskridende voksne, forstår du bedre, hvorfor han eller hun reagerer så voldsomt og dramatisk, når der opstår konflikt: Det er det sårede barn, der sprudler som en vulkan i udbrud.
”Når du bliver ramt af vreden og den brændende varme lava, kan du måske godt set det lille, sårede barn i din krænker. På den måde kan du bedre forstå adfærden. Men så længe han eller hun ikke selv tager hånd om sit sårede, indre barn, er der intet, du kan gøre. Derfor må du passe på dig selv, så du ikke bliver skadet af den glødende lava.”
Det værste, du kan gøre, er ifølge psykologen at begynde at forklare og forsvare dig:
”Mange bruger stor energi på at forklare deres perspektiv. Det virker ikke. Det nytter ikke at forklare, ligesom det ikke nytter at tale fornuft til en vulkan i udbrud. Problemet er, at den psykisk voldelige person ikke befinder sig et sted, hvor han eller hun er modtagelig for en dialog. Man kommer ofte ud i at forsøge at forklare personen, hvorfor han eller hun skal tale ordentligt og med respekt, men det er skønne spildte kræfter.”
Du bliver gradvist brændt og nedbrudt
”Det kan være utroligt svært at gå, selvom relationen er usund og ødelæggende for dig. Hvis det er din mor eller far, der er sort-hvidt tænkende, er det en stor beslutning at kappe båndet. Det samme er tilfældet, hvis du er i et parforhold, som du har investeret mange følelser i”, påpeger Sophie Buch.
”Du har måske brugt uanede mængder af tid og kræfter i et forsøg på at forstå personen. Du længes tilbage til dengang, hvor alt var lykke og glæde. Med en psykisk voldelig partner kan det være forelskelsesfasen, hvor du måske blev udsat for love bombing: Du fik smukke blomsterbuketter og blev båret på hænder og fødder. Du følte dig rummet.”
Når love bombing-fasen rinder ud, er det ifølge psykologen dig, der gradvist bliver mere og mere rummelig, fordi din partner i stigende grad overskrider dine grænser og ikke lytter til dig. Hvis du ikke er opmærksom på det, kommer du til at blive alt for rummelig – så rummelig, at du risikerer at miste dig selv:
”Derfor skal du spørge dig selv, hvorfor det er dig, der skal være den rummelige? Hvorfor er det dig, der skal redde forholdet? Hvorfor er det dig, der skal blive ved med at finde dig i den dårlige opførsel? Hvorfor er det dig, der skal tilsidesætte dig selv?”
Når du tilsidesætter dig selv, kan det ifølge Buch skyldes, at du har en frygt for at blive forladt:
”Næsten alle i psykiske forhold har denne frygt, så når partneren truer med at forlade dem, kan de ikke overskue andet end at gyde olie på vandene og forsøge sig med uhensigtsmæssige lappeløsninger", påpeger hun.
”Så forsøger man at overforklare alting og bortforklare den grænseoverskridende adfærd: ’Han var nok bare træt’, ’hun havde nok bare en dårlig dag’, ’måske var det min egen skyld’ osv. osv. Det er virkelig udmattende at overforklare, og det hjælper meget sjældent. Ofte vil den grænseoverskridende adfærd fortsætte lige så længe, som du bliver ved med at bortforklare den. For at beskytte dig selv, har du brug for at indse, at din krænker er låst fast i et sort-hvidt syn på verden. Et mønster, du hverken kan bortforklare eller ændre.”
Når dramatrekanten er i spil
”Hvordan kan det lade sig gøre, at en charmerende mor, far, partner eller kollega kan dæmonisere mig og vende mennesker imod mig?”
Sådan et spørgsmål får Sophie Buch ikke sjældent i sin konsultation, og forklaringen kan vi finde i den såkaldte 'Dramatrekant', der består af tre roller: Offeret, redderen og krænkeren.
”Der er en dynamik i dramatrekanten, hvor empatien er skæv. Mennesker, der ikke er så gode til relationer, kan godt indtage en af disse roller. Når en mor eksempelvis indtager offerrollen, går hun ind i dynamikken. Måske trækker hun også på redderkortet. I den situation kan hun sige til venner og familie: ’Jeg har gjort alt for min datter, når hun har haft det svært, og alligevel er hun utaknemmelig.’”
Med sådan en fortælling, sætter en moderen sig både i offer- og redderrollen. Der er derfor kun én ledig rolle tilbage til datteren i den dramatrekant:
”Både moderen, familien og vennerne vil nærmest automatisk tildele datteren rollen som ’krænkeren’. Nu er det datterens skyld, at hendes mor har det svært. Det er det, selv om det i virkeligheden er moderen, der er krænkeren med sin vrede mod datteren og sit sort-hvide verdensbillede. Vi ser det samme i forbindelse med sager om forældremyndighed og samvær, hvor en forælder fremstiller sig selv som offer og redder, hvorefter den anden forælder i myndighedernes bevidsthed nærmest automatisk bliver krænkeren.”
Ifølge Buch er der tale om et spil:
”Hvis det handler om en konfliktskabende forælder i en forælder- eller samværssag kan det være, at han eller hun siger: ’Jeg prøver virkelig at få det til at fungere.’ Herefter nævner forældrene alt det han eller hun gør for at få det fælles forældreskab til at fungere af hensyn til børnene. Denne forælder kan iscenesætte sig selv som både kærlig og omsorgsfuld. Det lyder kalkuleret, og det tænker jeg ofte, at konfliktskabende mennesker er gode til. De er gode til at være omsorgsfulde overfor for de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter og til at skjule bagsiden af medaljen.”
Du skal aldrig forsøge at forklare dig
Hvis du har et konfliktskabende menneske i dit liv, er Sophie Buchs bedste råd, at du hverken forsøger at forklare dig eller forsvare dig:
”Jo mere du forsøger at forklare dig, desto mere suspekt risikerer du at komme til at fremstå. Folk kan tænke, at du er fuld af dårlige undskyldninger og søforklaringer, og at du hænger dig i alle mulige detaljer og småting. Du kommer til at fremstå ’overforklarende’.”
Det er ifølge psykologen fuldt ud forståeligt, at du har brug for at få forklaret, hvordan det hele hænger sammen set fra dit hjørne af verden.
”Det er særligt fristende at kaste sig ud i forklaringer, hvis den konfliktskabende person fordrejer virkeligheden i et forsøg på at vende mennesker imod dig. Det gælder særligt, hvis personen har været dygtig til at være charmerende, sjov og omsorgsfuld udadtil.”
Særligt når der sker et brud, kan den voldelige part finde på at gå ud og fortælle grimme historier om dig:
”Hvis det lykkes din voldelige ekspartner at få solgt en historie om dig til familie og venner, så er det klart, at du får et chok og føler dig sviget. Din egen familie og dine venner burde jo vide bedre. De burde jo kende dig. Du har jo ikke gjort noget. Og samtidig kan du komme i tvivl og tænke, at det måske er dig, der er tosset. Det er det ikke.”
Når du oplever, at et menneske tæt på dig, skaber voldsomme konflikter, opfordrer Buch dig til at stille dig selv disse spørgsmål: Har jeg haft konflikter med disse personer tidligere? Passer fortællingen på min forståelse af mig selv? Har jeg samme oplevelser med alle andre mennesker i mit liv?
”Man kan komme i tvivl om, hvad der er op og ned, for et psykisk voldeligt menneske kan være utroligt overbevisende. Vedkommende er måske ikke selv opmærksom på, hvor meget han eller hun manipulerer med virkeligheden.”
Når du har med sådanne mennesker at gøre, skal du ifølge Buch huske dig selv på, at du ikke er nogen skurk. Du er et menneske med mange nuancer:
”Her skal du træde ud af det sort-hvide, så du kan se nuancerne. Du må forsøge at undgå at blive fanget ind i dramatrekanten, så du føler, at du skal forklare dig igen, igen og igen.”
Gå fra at forklare til at informere
Når du taler med familie og venner, som er under påvirkning af det menneske, du er i konflikt med, kan du med fordel gå fra at overforklare til ganske enkelt at informere, lyder rådet fra Sophie Buch. Du kan sige: 'Der er sket meget, og jeg har en helt anden oplevelse. Jeg vil gerne dele den med jer, hvis I vil høre den.'
Ved at informere så kort, kan du undgå at overforklare dig:
”I stedet for at tale med de mennesker, der har vendt sig imod dig, kan du finde andre at tale med. Her kan du betro dig til mennesker, som har et reelt ønske om at forstå dig, og som har et mere nuanceret syn på verden.”
Når du sætter grænser, risikerer du ifølge Sophie Buch, at det sort-hvide menneske i dit liv dømmer dig helt ude og sætter en usynlig mur op mellem jer. Han eller hun møder dig med tavshed, nægter at tale med dig eller svare på dine beskeder.
”Her kommer det spændende spørgsmål: ’Når mennesker sætter sådan en mur op, hvor længe vil du så blive ved med at spille bold op ad den mur?’”
Spørgsmålet om, hvor meget du vil finde dig i, er relevant her, og Sophie Buch foreslår dig at overveje, hvad dit motiv er for at sætte grænser:
”Mange sætter grænser i håbet om, at den anden ændrer adfærd, men hvis du har med et sort-hvidt-tænkende menneske at gøre, kan du lige så godt først som sidst erkende, at han eller hun sandsynligvis ALDRIG kommer til at ændre adfærd. Derfor giver det mere mening at spørge dig selv, hvornår nok er nok? Hvor mange krænkelser, vil du acceptere? Vil du tilgive igen og igen eller bare bøje nakken – eller vil du gå?”
Sunde og usunde relationer
I sunde relationer vil man gerne tale om tingene og indgå kompromis, men ifølge Sophie Buch har vi selv i sunde relationer brug for at kunne sige: ’Jeg har en oplevelse af, at der er noget i din adfærd, der overskrider mine grænser, og hvis det bliver ved, bliver det nødt til at have konsekvenser.”
Det handler med andre ord om, at du passer på dig selv både i sunde og usunde relationer.
”Hvis din mor bliver ved med at overskride dine grænser, kan det være, at du ikke skal se hende så meget. Når mine klienter fortæller, at de har været i et voldeligt parforhold, trækker volden ofte spor tilbage til deres barndom, hvor de også har været udsat for grænseoverskridende adfærd.”
Det er ifølge Buch fint at sige til din mor – eller far:’ Jeg vil ikke tales til på denne måde, så nu går jeg’.
”Hvis din forælder efterfølgende ikke respekterer dine grænser, så ligger det hos dig, om du vil være i en relation med ham eller hende. Det samme gælder en partner, en chef, en nabo, et familiemedlem eller en kollega. Du kan bevidst fravælge mennesker i dit liv, som ser verden som sort-hvid, skyder på dig ved enhver lejlighed og udpeger dig som skurken.”
Det kan ifølge psykologen være svært at sætte grænser særligt, hvis det er et menneske, der betyder meget for dig:
”Jeg tror, at det er der, hvor rigtig mange kommer til at ofre sig selv. Mange vil hellere ofre sig selv, end de vil ofre relationen. Men hvis du ofrer dig selv, så mister du dig selv, og det koster en masse stress, ulykke og søvnløse nætter. I værste fald kan du også blive ramt af depression og PTSD. Du kommer virkelig på overarbejde”, fastslår psykologen.
”Jeg vil altid anbefale, at du passer på dig selv. På engelsk taler vi om ’codepence’: Begge parter er afhængige af de roller, de har i relationen. Derfor skal du kigge på, hvad du får ud af at være i dine relationer: Får du noget ud af at være den, der er tålmodig og altid rummer den konfliktskabende person uanset hvad? Det kan føles rart at være noget specielt. Hvis du er den person, der altid rummer, så fremstår du sympatisk og bliver heller ikke forladt. Men en grænseoverskridende relation er ødelæggende. Hvis du er bange for at blive forladt, er det derfor bedre, at du selv begynder at arbejde med denne frygt, så den ikke styrer dig.”
Sorgprocessen efter en usund relation
Mange går igennem en sorgproces: Sorgen over, at din mor aldrig bliver den mor, du håbede på, kan være tung. Det samme er tilfældet med sorgen over partneren: Han eller hun bliver ikke den person, du håbede på, at han eller hun ville være. Din far bliver måske heller aldrig den tro støtte og væbner, du troede, at han var. Det er svært og smertefuldt at give slip på sit håb”, lyder det fra Sophie Buch.
”Samtidig er det sundt at erkende, at den anden er, som han eller hun er. Personen ændrer sig ikke. Nogle mennesker går i terapi for at blive bedre til at skabe sunde relationer, men mennesker med et sort-hvidt og konfliktskabende mindset går sjældent i terapi. Mange vil slet ikke erkende, at de opfører sig giftigt. De vil gøre alt for ikke at indse noget, fordi de tænker: ’Hvis du ikke er den onde, så er jeg’, og den rolle kan de bare slet ikke være i.”
Der er ifølge Sophie Buch noget skam og forkerthed, de ikke vil i kontakt med:
”Hvis de aldrig kan rumme, at de gør noget forkert, så må alle andre være forkerte. Det er en svær dynamik. Som psykolog kan jeg godt få ondt af sådanne mennesker, og det kan du måske også. Men det betyder ikke, at du skal være rummelig og udslette dig selv.”
Du kan godt tænke, at det er synd for personen, at han eller hun tidligt i sit liv selv har været udsat for udskamning, men du skal ifølge Buch ikke forsøge at fixe personen på bekostning af dig selv:
”Hvis du er udsat for psykisk vold, skal du ikke være rummelig. Det er let at få ondt af mennesker, der krænker andre, fordi de opfører sig som små børn. Det inviterer til, at vi gerne vil hjælpe dem, men det er deres ansvar at hjælpe sig selv. Det er dit ansvar at passe på dig selv.”
Drømmen om terapi
”Ofte oplever jeg, at en voldsudsat klient nærmest tigger sin partner om at gå i terapi, men det er skønne, spildte kræfter. Der sker først en forandring, når han eller hun er klar til at ville ændre sig, og det kommer måske aldrig til at ske”, påpeger Sophie Buch.
”Og selv om det er svært at tro, så ser han eller hun ikke nødvendigvis nogen grund til at arbejde med sig selv. Det er ikke et problem for vedkommende. Det er dig, der er den dumme. Det er dig, der er forkert. Det er dig, der er den onde.”
Derfor er det så vigtigt, at du begynder at vende fokus indad: Det er dig, der skal sætte grænser. Og du skal ifølge Buch sætte mange grænser:
”Hvis mennesker omkring dig ikke respekterer dine grænser, så skal du håndhæve dem. Grænserne skal være klare og tydeligt, og der skal være klare og tydelige konsekvenser af at overtræde dem.”
Det kan være en udfordring at sætte disse grænser og måske særligt overfor en forælder, der kan køre en lang timeline over alt, hvad han eller hun mener, at du har gjort forkert i hele dit liv:
”Når du på den måde bliver overfuset, kan du se det som et krampagtigt sidste forsøg på at gøre dig til skurken. Din forælder står måske og råber ad dig. Han eller hun vil have, at du ikke går, men skubber dig samtidig væk. Det er det sort-hvide mindset.”
Alle de vrede, kritiske og nedgørende ord, handler ikke om dig eller noget, du har gjort, påpeger Sophie Buch:
”Det handler om kontrol. Det handler om, at et menneske vil have kontrollen over dig tilbage. Det tror jeg, at man skal forsøge at trække sig ud af ved at sige: ’Jeg vil ikke nedgøres. Jeg vil ikke råbes ad. Hvis du ikke kan tale ordentligt, går jeg.’”
Tilsvarende kan du sætte grænser, hvis du bliver mødt med en mur af tavshed. Det er også en del af en sort-hvid-mentalitet, hvor personen føler sig i sin gode ret til at fryse dig ude og straffe dig.”
Læs mere om Powerkvindernes samarbejdspartner, Sophie Buch >>
