Dyb bekymring for afghanske kvinders sundhed

Talibans forbud mod sundhedsuddannelser til kvinder truer millioner af liv og skaber en akut sundhedskrise, mens FN advarer om alvorlige konsekvenser for både kvinders rettigheder og hele landets fremtid

12. december 2024

Et nyt dekret skal nu indskrænke kvinders adgang til undervisning på private medicinske faciliteter. Dermed fratages piger og kvinder den sidste mulighed for at tage en uddannelse. Skoler og uddannelser er allerede tidligere blevet lukket for piger og kvinder, og nu lukker døren også for at uddanne sig i private, medicinske institutioner. Dette vil få alvorlige konsekvenser for kvinders fremtid og sundhed, vurderer FN.

"Denne beslutning vil begrænse kvinders og pigers allerede usikre adgang til sundhedspleje, da der er forbud mod, at mandligt sundhedspersonale behandler kvinder, medmindre en mandlig slægtning er til stede. Afghanistan har allerede en af de højeste mødredødelighedsrater i verden", lyder det fra Ravina Shamdasani, talskvinde for FN's Højkommisær for Menneskerettigheder. 

Mangel på kvindeligt sundhedspersonale
Når mænd ikke må behandle kvinder uden en mandlig slægtning til stede, vil Afghanistan stå med en akut mangel på kvindelige jordemødre, sygeplejersker og læger.

Ved at afskære kvinders muligheder for at uddanne sig inden for sundhed, herunder adgang til private sundhedsuddannelser, advarer FN om, at landet risikerer et totalt fravær af kvindeligt sundhedspersonale. Dette vil få alvorlige konsekvenser for kvinders sundhed, da der ikke længere vil være fagfolk til at varetage behandlinger uden en mandlig slægtning til stede.

Da Taliban er den de facto styrende magt i Afghanistan, er det ifølge FN også dem, der er ansvarlige for at opretholde internationale aftaler og menneskerettigheder. Taliban er utallige gange blevet beskyldt for at bryde menneskerettighederne og undertrykke befolkningen, især kvinder.  

Afghanistan lever med apartheid
Internationalt begynder flere lande at tale om Afghanistan som et land, der lever i apartheid. Derfor er lande som Tyskland, Holland, Australien og Canada begyndt at undersøge, om de kan stille Afghanistan for 'Den internationale Domstol' for brud på 'Konventionen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder'.

På baggrund af de mange indskrænkninger har det ikke kun synlige konsekvenser, som færre og tildækkede kvinder i det offentlige rum, men også psykiske konsekvenser. I en tale til Sikkerhedsrådet i september i år udtalte Sima Bahous, FN's vicegeneralsekretær og leder af UN Women, som er FN's organisation for ligestilling og kvinders rettigheder:

"Ikke overraskende rapporterer 90 procent af afghanske kvinder og piger om, at deres mentale helbred er dårligt eller meget dårligt, med et flertal af kvinder, der melder, at deres mentale helbred bliver værre hvert kvartal, og 8 procent kender mindst én kvinde eller pige, der har forsøgt selvmord."

Kilde: FN-Forbundet

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce