Mor har 58 procent mere fravær ved syge børn end far

Kønsnormer fastholder kvinder som de primære omsorgspersoner i familien, hvilket ses i fordelingen af barnets sygedage. Selvom mænd tager flere barns sygedage end tidligere, er forskellen stadig stor. En kulturændring er nødvendig for at skabe reel ligestilling

12. marts 2025

Af Anne-Mette Barfod

Selvom vi skriver 2025, og ligestillingen i Danmark er kommet langt på mange områder, er vores arbejdsmarked stadig dybt præget af kønsnormer. Disse normer styrer ikke kun, hvilke uddannelser og jobs vi vælger, men også hvordan vi fordeler ansvaret i hjemmet. Piger opdrages stadig i højere grad end drenge til omsorg, mens drenge opdrages til teknik, økonomi og ledelse. Det er en socialisering, der begrænser begge køn og fastholder et arbejdsmarked og en hverdag, hvor kvinder stadig tager hovedparten af de omsorgsrelaterede opgaver – også når barnet er sygt.

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at kvinder i gennemsnit havde 0,68 fraværsdage pr. fuldtidsansat på grund af børns sygdom i 2023, mens mænd havde 0,43 dage. Kvinderne har dermed 58 procent mere fravær forbundet med børns sygdom end mænd. Selvom mænds fravær er steget med 13 procent siden 2015, er forskellen mellem kønnene stadig markant.

Det er især kvinder med mellemlange og lange videregående uddannelser, der tager barnets sygedage, mens mænd, der i højere grad er faglærte, i stigende grad tager mere ansvar for syge børn.

Kønsnormer begrænser både mænd og kvinder 
Forventningerne til kvinder som de primære omsorgspersoner forhindrer mange i at prioritere karriere og økonomisk uafhængighed i samme grad som mænd. Samtidig påvirker disse normer også mænd, der gerne vil tage en større del af omsorgen, men kan møde modstand på arbejdspladsen eller i familien. Når mænd tager en større andel af barnets sygedage, styrkes ikke kun ligestillingen, men også båndet mellem far og barn – ligesom vi har set det med den øremærkede barsel.

Hvis vi skal skabe reel ligestilling, kræver det en kulturændring både i hjemmet og på arbejdsmarkedet. Arbejdsgivere skal understøtte en mere ligelig fordeling af fravær ved barsel og barns sygdom, og samfundet skal udfordre de indgroede kønsnormer, der stadig dikterer, hvem der tager omsorgsansvar. At flere mænd tager barnets sygedage er et skridt i den rigtige retning, men der er stadig lang vej igen.

Det handler ikke kun om kvinder, der skal have mulighed for at prioritere deres karriere, men også om at skabe et samfund, hvor både mænd og kvinder kan deles om opgaverne i hjemmet - uden at gammeldags kønsnormer dikterer deres valg.

Anne-Mette Barfod er stifter af Powerkvinderne og har sammen med økonomiprofessor Nina Smith skrevet bogen 'Overskudskvinder - økonomernes vej til det frie og lige liv, som udkom den 7. marts 2025 på forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen udspringer af Nina Smith mangeårige forskning. Du kan læse mere om, hvad pressen skriver om bogen og købe bogen her >>

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce