Irmapigen: Fra butikslogo til statue, men stadig ’kun’ en pige

Inden længe kommer Irmapigen til hæder og ære med sin egen statue på Frederiksberg. Hun har båret mælk, værdier og hverdag i over 100 år. Men ligesom i Lise Nørgaards bog 'Kun en pige' repræsenterer hun stadig det purunge: Hun er pige - ikke en voksen kvinde

Foto: Irmapigen på butiksvindue, København, Wikimedia

28. maj 2025

Lise Nørgaard skrev i 1992 den selvbiografiske roman 'Kun en pige', der siden blev til en tv-serie. Jeg så den med mine fire døtre, da de var små, og de var dybt chokerede over, hvor skuffet Nørgaards far var over ikke at have fået en dreng. Selv om meget har ændret sig siden Lise Nørgaards barndom, så stikker noget stadig dybt. Det er tilfældet, når vi taler statuer, for der er stadig stor forskel både på antallet og udformningen af kvindelige og mandlige statuer.

Nu har byrådet på Frederiksberg besluttet at rejse en statue af Irmapigen. For mange af os i og omkring København er det en både hyggelig og nostalgisk nyhed, men den er mere end det. Irmapigen bliver en ny kvinde i det offentlige rum i Danmark, hvor mænd er stærkt overrepræsenterede som statuer. Vi møder alle disse mænd ophøjede på piedestaler, i krigerpositur, med navnet hugget i granit.

Statuer i byrummet handler om, hvem vi hædrer – og hvordan - og historisk set har vi hædret actionmanden til hest, med sværd og som sejrsherre. Tænk blot på rytterstatuen af Frederik 5. på Amalienborg slotsplads, hvor kongen rider frem i fuld kontrol, højt hævet over den forbipasserende på en smukt udsmykket piedestal. Eller Tordenskjold ved Holmens Kirke, som står i sin rustning med spredte ben, en cool attitude og hånden i siden. Disse monumenter over mænds bedrifter rummer bevægelse, kraft og autoritet. De er hævet over os – bogstaveligt og symbolsk.

Kvindelige statuer er mere i øjenhøjde. De fylder ikke – og er i undertal, ligesom vi stadig ser det i statistikkerne for kvinder i topledelser og bestyrelser. Blandt embedsmænd i ministerierne er to ud af tre af dem, der scorer den højeste løn, mænd, og i gymnasiernes litteraturkanon har kun en kvinde fundet vej til den nuværende liste for danskfaget, som nu står overfor at blive revideret.

Mænd er monumentale – kvinder er tilgængelige
Den typiske, danske topleder er en mand over 50 år i jakkesæt, men vores kulturs kønnede forskel i kropssprog og præsentation afspejler sig ikke kun i ledelse og i monumentkunstens traditioner. Vi får også blik for den i den feministiske dokumentarfilm "Brainwashed: Sex-Camera-Power" (2022), hvor mænd på filmlærredet fremstilles som handlekraftige – kvinder som passive, sexede eller omsorgsfulde objekter for andres blik.

I København er der flere statuer af dyr end af kvinder. En optælling for et par år siden viste, at ud af 101 navngivne statuer i hovedstaden var der kun fem af kvinder, 26 af dyr, mens der var 70 af mænd. Det fik i 2022 den tidligere overborgmester i København, Ritt Bjerregaard (S) til tørt at bemærke: "Det siger jo en hel del, at der er flere statuer af dyr end af kvinder i København."

Denne forskel handler ikke kun om antal. Den handler om kønsroller, iscenesættelse, kropssprog, arkitektur og kulturel betydning.

Kvinder møder os på jorden - mænd står over os. De ser ud over byen, og er tit i bevægelsen, som statuen i Hørsholm, der hylder dna-forskeren Eske Willerslev, skabt af kunstneren Kristian von Hornsleth. Kvinderne er mere i øjenhøjde, som om disse kvindelige statuer ikke er skabt til at blive set op til på lige fod med mænd.

Irmapigen – pigen, der bar mælk og værdighed
Irmapigen blev skabt som varemærke i 1907 og moderniseret af Bent Kelm i 1953. Den oprindelige figur havde bøjet nakke og nedslået blik – en typisk kvindefigur i datidens kommercielle visuelle kultur. Hun signalerede ydmyghed, tjenstvillighed og ro. Med Kelms redesign blev hun mere rank - og en mere krævende forbruger - men hun forblev den pæne pige.

Hun hedder Irmapigen – ikke Irmakvinden. Selvom hun repræsenterer voksne kvinder, er hun kun en "pige" – et ord, der i vores kultur historisk set udtrykker sødme, pænhed og flid, men også umoden- eller barnlighed, fordi en pige pr. definition er et barn.

Irmapigen står for traditionelt feminine værdier: omsorg, service, nærhed. Den kvindelige forbruger, der tænker på børnenes sundhed, økologi og moder jord. Den kvindelige medarbejder, der smiler og servicerer.

Under Irmas tidligere direktør Alfred Josefsens ledelse i 00’erne arbejdede Irma bevidst med at få flere Irmakvinder omkring chefbordet - men figuren forblev den samme: pæn, feminin, ung og i en yndig blå kjole. Irmastatuen skal udføres i bronze og opstilles på en granitsokkel. Den forventes at blive mellem 200 og 220 centimeter.

Kvinder, der sidder pænt – mænd, der breder sig
Der er en markant forskel i kropssprog mellem mænd og kvinder i det offentlige rum. Kvindelige statuer som Lise Nørgaard og Karen Blixen sidder med benene samlet, hænderne hvilende – de fylder ikke. Det afspejler et dybt kulturelt kodet kvindeligt kropssprog: at tage hensyn, ikke fylde, ikke brede sig – ikke råbe for højt og indtage rummet og magten.

Mænd i det offentlige rum indtager pladsen, ligesom de gør som eksperter i medierne, i radioavisen, i TV2's Besserwisserne - selv når de er i undertal - og i mødelokalet. Mænd smider - oftere end kvinder - jakken over nabostolen, rykker stolen larmende ud fra bordet, breder papirerne ud og sætter sig, som om rummet er deres – måske endda med armene samlet bag nakken i et åbent kropssprog og tilbagelænet. Vores kropssprog er en del af den socialisering, vi gennemgår i vores opvækst, hvilket jeg har haft fornøjelsen af at holde kurser i sammen med skuespiller og performancetræner Birgitte Raaberg under overskriften 'Maskulint og feminint kropssprog'. Her er det fascinerende at se kvinder og mænd gå catwalk, når kvinder går traditionelt maskulint: målrettet, lange skridt, begrænset øjenkontakt og rank ryg, mens mænd går feminint: svajende, smilende og med masser af øjenkontakt.

Det samme gælder i monumentkunsten. Mænd vises i udstrakte positurer, med armene løftet, benene spredt. Kvinder vises afventende, venlige, kontrollerede.

Når vi som borgere møder en statue, møder vi ikke bare en person – vi møder et ideal. Mænds ideal er storhed. Kvinders er beskedenhed - lidt hårdt sat op. En af mine døtre bemærkede det samme fænomen i S-toget, da hun dagligt tog turen fra Birkerød station til Nørreport: ”Mændene breder sig på togsæderne med spredte ben, så de fylder halvandet sæde. Så sidder jeg helt ude på kanten af sædet.”

Kvinder i byrummet: Danner, Blixen og Nørgaard
I de seneste år er der rejst flere statuer af kvinder i Danmark, hvilket både er en glædelig nyhed og ifølge vores kulturminister en politisk prioritering. Imidlertid bryder disse kvindestatuer ikke med vores samfunds mange kønnede koder.

GREVINDE DANNER: En af de nye statuer, vi har fået, er statuen af Grevinde Danner, som står ved Vester Søgade i København. Statuen er skabt af Kirsten Justesen i 2024. Selv om hun står direkte på jorden, er hun kraftfuld på den måde, at hun er fire meter høj, men hun har ikke noget ansigt. Hun står som et symbol på kvinders samlede erfaringer. Hendes sokkelskørt er udsmykket med relieffer, der fortæller hendes historie som en kvinde, der trods modstand stiftede Dannerhuset, som i dag er krisecenter for voldsramte kvinder. Selvom hun er en stærk figur, der arbejdede for kvinders rettigheder, er hun ansigtsløs. Når hun er alle kvinder er hun ikke heltinden: Det stærke individ, vi hædrer som et kulturelt forbillede. Der er nok ikke mange mænd, som ville være glade for at blive portrætteret uden ansigt som repræsentant for ’alle mænd’. Samtidig minder statuen af Grevinde Danner om en figur, jeg har stående i min vindueskarm af gudinden Afrodite, der i græsk mytologi er gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed.
KAREN BLIXEN: Karen Blixen fik samme år en statue på Sankt Annæ Plads, skabt af Rikke Raben. Hun sidder i en lænestol i naturlig størrelse, med cigaret i hånden – som en, man kan tale med, ikke se op til. Hun har nederdel på og hendes ben er nydeligt over kors, mens hånden er i en feminin positur. Vi ved, at hun er en verdenskendt forfatter, men hun er ikke sat op på en piedestal, hvilket måske heller ikke er i tidens ånd.
LISE NØRGAARD: Tager vi en tur til Roskilde, møder vi Lise Nørgaard, som sidder på en bænk i Algade. Skulpturen er skabt af Mette Agerbæk og blev afsløret i 2009. Her kan man sætte sig ved siden af hende. Det er en samtale, ikke en pompøs hyldest. Hun sidder med samlede ben, rank ryg og lukkede hænder - og i benklæder med korthårsfrisure. Hun fylder ikke i gadebilledet, men hun har et ansigt. Jeg mødte for en del år siden Lise Nørgaard på Cafe Rosenhuset, hvor jeg sammen med min medforfatter, ledelsesforsker Anita Mac, interviede hende til bogen 'Pæne piger kommer i himlen - kloge kvinder vælger selv'. Her sagde hun noget meget klogt: "Man skal ikke tro, at blot fordi man i Folketinget vedtager nogle love, så mænd og kvinder har lige rettigheder, så ændrer hele samfundet sig som et mirakel."

Fra Pompeji til Frederiksberg – højere kvinder
Selv i arkæologien sker der nye opdagelser, der tvinger os til at gentænke kvinders rolle i vores kultur. I 2025 fandt arkæologer ved Pompeji et relief af en kvinde og en mand. Kvinden er højere end manden, og det har vakt verdenspressen interesse. Hun bærer religiøse symboler og smykker, og arkæologer mener, hun kan have været præstinde. At se en kvinde højere end en mand i antikkens billedkunst er sjældent. Højde er et tegn på status.

I dag har kvinder overhalet mænd på de videregående uddannelser, og i fredags fejrede Københavns Universitet, at det er 150 år siden, kvinder fik adgang til auditorierne. Med tanke på alle de 'Overskudskvinder', der i dag studerer og gør karriere, håber jeg personligt, at den kunstner, der skaber skulpturen af Irmapigen, vil kalde værket: IRMAKVINDEN.

Anne-Mette Barfod er cand.polit, stifter af Powerkvinderne og partner i Genderwise. Sammen med økonomiprofessor Nina Smith har hun skrevet bogen 'Overskudskvinder - økonomernes vej til det frie og lige liv', som udkom den 7. marts 2025 på forlaget Lindhardt og Ringhof. Anne-Mette har i mange år arbejdet med ligestilling og holdt powerkurser i personlig gennemslagskraft, medietræning, assertion, positiv kommunikation og personlig branding.