forum banner web

Topic-icon Mor er ikke som en mor bør at være

  • Anonym
  • Anonym's profilbillede Emne forfatter
  • Gæst
4 måneder 6 dage siden #460

Jeg har i dag efter lange overvejelser købt bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok?". Jeg læste om bogen første gang for år tilbage. Kom lidt væk fra det igen og således frem og tilbage.

Jeg elsker min mor! Det kan jeg starte med at skrive. Jeg tror bare ikke hun elsker mig så meget. Og det skyldes nok også hendes barndom. Jeg ved min mor har haft en hård barndom hvor hun flere gange har nævnt at min mormor og morfar ikke var gode forældre, hun siger samtidig at hun ikke er bitter over det. Hun er tydeligvis ekstrem bitter over det, siden hun mener at vi børn skal have et negativt syn på vores mormor og morfar. Men jeg vil slet ikke negligere det hun har været igennem. Jeg er bange for, at hun har taget nissen med sig og fører den skadelige familie dynamik med sig.

Nu slipper jeg hul for ballonen og med alle ubearbejdet følelser og fejl analyser og sikkert forkerte tanker jeg ikke kan finde rundt i. Here it goes: Når jeg læser "test dig selv" om din mor er sådan, kan jeg svare ja til alle stort set. Jeg kan genkende min mor i alle beskrivelser og alligevel tænker jeg tanken "Det er nok mig", "Det er sgu nok mig der får ændret situationen så folk skal have ondt af mig og ikke min mor, jeg er jo syg". Og mit dilemma er imellem den faktor, den anerkendelse af at jeg godt ved min mor ikke er som en mor bør være, og det faktum at jeg altid har lært at det aldrig er min mor den er gal med, men alle andre, ergo mig i denne situation.

Jeg er enebarn, så jeg har ingen at snakke med om det. Mine forældre er skilt og min far er min redningsvest. Han har selv oplevet min mor, han kan så fortælle mig at min mormor er ligeså. Og allerede når jeg hører den kommentar fyldes mit hjerte med medlidenhed for min mor, og jeg tænker med det samme at jeg skal være der større menneske, der skal være der for min mor og hjælpe hende så hun kan blive en god mor. Hvis jeg bare får hende til at indse, at hun ikke har tilgivet hendes mor, hvis jeg bare får hende til at forstå at hun såre mig. Men hver gang jeg har forsøgt med allerbedste evne at snakke i "patos" jargon og forklaret, "at jeg føler sådan og sådan når du siger sådan til mig, mor", er jeg blevet afvist. Hun har enten lukket af ved at ignorere mig og skubbe mig væk, eller fortalt at det var mig den var gal med og jeg var rådden osv. Ordet "rådden" om sin egen datter, har jeg aldrig set som mærkeligt, fordi jeg var jo nok rådden. Som 29 årig kan jeg godt se det ikke er okay, men længere er jeg ikke kommet i min bearbejdelse. Fordi jeg er muligvis stadig rådden jo...

Hun har sidenhen fået endnu en datter og jeg er velsignet med en lillesøster på 10 år. Hendes nye mand sviner hun ligeså meget til som min far. Han er bare ikke altid særlig meget værd, han er doven og ikke så dygtig. Samtidig har jeg en lillesøster på 10 år der fortæller hun vil være civilingeniør (uden at hun jo ved hvad det er, men min mor skrev en status på facebook om, at hendes lille pige ville være civilingenør" og det skærer i mit hjerte, at se det hele gentage sig. At min lillesøster ikke ved hvem hun selv er og i skyggen af min mor, måske aldrig finder ud af det. At hun vokser op med den negative energi og de onde ord min mor kan smide omkring sig. Når jeg har været på besøg til middag har min mor altid snakket meget om sig selv og sit arbejde, samtidig med hun fortæller mig at jeg ikke har styr på noget. Jeg går altid derfra med ondt i maven og et lidt knust hjerte. Og jeg vil ikke miste min lillesøster, men jeg kan ikke beskytte mig selv i min mors selskab. Hun er intelligent og skarp og stærk og jeg er super stolt af hende, samtidig med jeg godt kan se at hendes mor evne slet ikke er på samme niveau som hendes "karriere-skills".

Så alt i alt, føler jeg mig som en kæmpe skizofren og mit problem er, at jeg ikke ved hvilken følelse der er den "rigtige" følelse. Nej det er ikke okay sådan som hun er, eller er det mig? Nej det er sgu ikke mig! Eller hvad? Og sådan kører det i ring. Nu skal jeg i gang med at bearbejde de her ting og jeg er så glad for jeg endelig har købt bogen "Bli'r jeg nogensinde god nok?".

Og det startede ved at hun endnu engang har fået en alvorlig sygdom. (Diskusprolaps). Hun fortalte mig i julen, at det jo ikke var sikkert hun var her til næste år. ??? Jeg har endnu ikke hørt nogen dø af en Diskusprolaps, men det tager mig tilbage til da jeg skulle aflevere min hovedopgave og endelig afslutte mit studie, noget jeg var meget stolt af. Når jeg var hjemme hos min mor og snakke med hende om det, fortalte hun at hun havde brystkræft. Det skal siges at det har hun aldrig haft, det troede hun bare og derfor skulle det fylde alt da jeg endelig efter mange års forsøg havde fået gennemført min uddannelse. Først da jeg fik min karakter, blev hun glad. Sådan da. Altså ikke fysisk da jeg mødte hende, for der havde hun stadig travlt med hends brystkræft. Men hun skrev hurtigt en status på facebook med min karakter osv. Det skærer i mit hjerte at dele de her historier, fordi jeg elsker min mor og ikke vil have andre skal tænke dårligt om hende, og tænk hvis der rent faktisk skete noget med hende. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, og nogle gange føler jeg sgu, at det er den følelse hun godt kan lide at give mig. (Yes i said it!). Og det er ikke normalt for en mor, det ved jeg!! Derfor tør jeg nu med en lille stemme sige, at måske er det ikke kun mig. Måske er min mor narcissist? Og måske bliver jeg aldrig god nok? Og måske har jeg altid være god nok? Og måske får jeg endelig svar...

Håber andre kvinder kan genkende lidt i ovenstående, og kan fortælle mig at der er lys på den anden side.

Please Log på or Opret en konto to join the conversation.

Tid til at oprette siden: 0.428 sekunder