forum banner web

Topic-icon Stadig svært!

  • Anonym
  • Anonym's profilbillede Emne forfatter
  • Gæst
  • Gæst
1 år 1 måned siden #461 af Anonym
Stadig svært! blev oprettet af Anonym
Hej

Jeg vil bare sige tak for at I har lavet denne side om psykisk vold!

Jeg har levet i et psykisk voldeligt forhold i 27 år. Var helt ung da jeg blev kæreste med min exmand.

Jeg flyttede fra min exmand for 5 år siden.
Kæmper stadig med følgevirkninger og tænker på om det mon nogensinde holder helt op. Har bl.a ptsd symptomer.
Søvnmangel og mareridt.

Jeg har skrevet dagbog gennem mange år for at få styr på mine tanker.

Jeg ville ønske der dengang jeg var helt ung havde været mere fokus på den psykiske vold. Kan huske en overgang at der var en kampagne med en kvinde der var helt forslået og blødte i ansigtet - hvilket selvfølgelig også var godt at få opmærksomhed på ikke var i orden - men hende kunne jeg ikke identificere mig med, så godt at der nu er fokus på både psykisk og fysisk vold. Er meget taknemlig for at det er ved at ændre sig mht. hvor skadelig psykisk vold er. Min ex mand var i perioder også fysisk voldelig, men den psykiske vold er klart den der har nedbrudt mig mest og den jeg stadig kæmper med følgerne af. Fx kunne han kalde mig det samme navn som een vi kendte der var alvorligt psykisk syg og indlagt på psykiatrisk afd. Han beskyldte mig for mange ting, bla. at jeg ingen sociale kompetencer havde, var en dårlig rollemodel for vores børn, lavede dårlig mad og købte “forkert” ind osv osv. Han kunne i lange perioder ignorer mig og ikke svare eller kigge på mig hvis jeg spurgte om noget osv osv. Han havde et meget aggressivt udtryk og kropssprog med løftede skuldre og lynende øjne og blev helt rød i hovedet og indimellem råbte mig ind i hovedet. Han kunne “buldre” gennem huset med hurtige skridt så det næsten altid var umuligt at nå at komme væk. Indimellem kunne jeg nå at låse mig inde på badeværelset, men på den måde blev pinen faktisk bare trukket ud og han blev endnu mere vred. Viste aldrig om han ville sparke/slå/kaste noget i hovedet af mig eller “blot” holde mig oppe i et hjørne af huset og vredt råbe mig ind i hovedet.
Da min far døde kritisere hans også den måde jeg sørgede på. Selv det gjorde jeg forkert. Han definerede hvem jeg var og hvad jeg følte og tænkte. Han holdt indimellem lange monologer over hvor forfærdig jeg var. Jeg følte at alt hvad jeg sagde og gjorde var forkert. I starten forsvarede jeg mig, men tilsidst var jeg helt ødelagt og græd og græd. Følte jeg var blevet kørt rundt i en centrifuge og ikke viste hvad der var op og ned, billedligt talt. Jeg tvivlede på min egen “virkelighed”.

Danners netrådgivning var en stor hjælp for mig, i min løsrivelsesproces væk fra min voldelige mand. Det var en stor lettelse endelig at blive mødt med forståelse og anerkendelse.
Min eksmand og jeg var på et tidspunkt i parterapi, men når man bliver mødt som et “almindeligt par med kommunikationsproblemer” erfarede jeg dybt at dette kan gøre “mere skade en gavn”! Så er det en lettelse for mig at læse de artikler i deler og jeg kan genkende rigtig rigtig meget.
Glemmer aldrig da parterapeuten sagde “men han slog jo ikke” engang hvor min exmand havde holdt mig nede og truende holdt en knytnæve foran ansigtet af mig. Det kan jeg stadig græde over selvom det nu er mange år siden. De sagde at “skylden” var 50/50! Jeg havde altid “antennerne” ude og vidste lige hvad humør min exmand var i bare ved at se ud af vinduet på den måde han gik fra bilen til hoveddøren. Hvilket irriterede ham frygteligt. Parterapeuten sagde jeg skulle se på en blomst i stedet for. Det forsøgte jeg så, købte en blomst til formålet, men kunne ikke lade være med at have antennerne ude. Hvor følte jeg mig misforstået og svigtet. Fandt heldigvis en rigtig god og støttende terapeut senere. Men hårdt oveni alt det svære der har været, også at have meget dårlige oplevelser med mennesker man troede kunne hjælpe.

Så megen usynlig smerte. Jeg blev i forholdet med min exmand indtil vores yngste barn netop blev 18 år. Hvis jeg kunne gøre noget om skulle jeg bestemt ikke have udholdt det så længe.
Så håber at den større opmærksomhed på psykisk vold kan få flere unge til at komme ud af et skadeligt forhold så hurtigt som muligt. Og ikke falde i den grøft som jeg gjorde ved at håbe og håbe at tingene ændrede sig. Det blev værre og værre. Og jeg følte mig mere og mere afhængig af ham.
Jeg har skrevet meget og det har hjulpet mig til erkendelse og bearbejdning.

Jeg var inde at de Christina Rosendals film og høre hende fortælle om filmen. Skal helt sikkert også se den igen i aften på DR. 1.
Godt at se at der gennem alt det der er “sat igang” er kommet mere og mere fokus på at psykisk vold burde være strafbart.

Jeg har nogle gange tænkt på at hvis det ikke lige var mig der har været udsat for det min exmand gjorde mod mig, men at han istedet havde været sådan ved fx en fra hans arbejdsplads, så var han helt sikkert blev afskediget og fået sin straf. Men fordi det er mig som var gift med ham er det hele bare usynligt for omverdenen og han kan fortsætte sit liv og charmere omverdenen. Mig der bliver den “usamarbejdsvillige” i forhold til børnene osv.
Nogle gange kunne jeg have lyst til at råbe højt om hvordan han var mod os. Usynlig smerte gør ekstra ondt, synes jeg. De blå mærker jeg indimellem også havde var på en måde mere “håndgribelige”.


Jeg har ikke selv boet på krisecenter men var til rådgivningssamtale på et krisecenter. Blev også rådet til at flytte på krisecenter. Det lyder måske mærkeligt nu, men dengang troede jeg ikke at jeg havde det “slemt nok” til at flytte på krisecenter. Der var meget store svingninger i vores forhold og når det gik “godt” kunne jeg nærmest ikke forestille mig hvor slemt det lige havde været, og begyndte at tvivle på om det jeg huskede var rigtigt. Hvor mærkeligt det end lyder betragtede jeg også min exmand som min bedste ven og fortrolige. Så for mig var det en stor hjælp at skrive så jeg kunne se at det virkelig var rigtigt. Men de “gode” perioder var også svære, for frygtede hele tiden hvornår det vendte igen.

I dag har mine børn også afbrudt kontakten til deres far.
Det hårdeste har været at se børnene blive svigtet af deres far.

Jeg har meget meget dårlig samvittighed og skamfølelse over at jeg ikke kunne finde ud af at bryde ud af forholdet noget før. Når jeg tænker på at de er vokset op i den giftige atmosfære bliver jeg så ked af det. Ville virkelig ønske at jeg havde kunnet finde ud af at bede om hjælp noget før. Og har også lært at man skal bede om hjælp et sted eller hos en terapeut der har erfaring med psykisk vold.

Det er vidst blevet noget rodet det jeg har fået skrevet. Har skrevet i noter på min mobiltelefon så mistede lidt overblikket. Har så meget jeg gerne vil have luft for.

Please Log på or Opret en konto to join the conversation.

Tid til at oprette siden: 0.595 sekunder