Gitte Moulin levede 20 år i et kærlighedsløst ægteskab, før hun mødte Anders

Gitte Moulin var en af Danmarks mest succesfulde entreprenører. Hun tjente masser af penge og havde hus, mand og børn. Men det rumsterede indeni, for det føltes, som om noget livsvigtigt manglede i hendes liv. Kærlighed. Pludselig var den der i form af en 15 år yngre mand

Gitte bankede sit eget firma op fra grunden, og fire gange vandt hun Børsens Gazelle Pris for virksomheder i vækst. Hun havde 250 ansatte og kunne købe alt – Louis Vuitton-tasker, pelse og store biler. Men så ramte krisen. Både ude i verden og inde i Gitte.

Hun indså, at hun i 20 år havde levet i et kærlighedsløst ægteskab og ikke anede, hvad ægte lykke var. Som 45-årig trykkede Gitte på pauseknappen og smed alt det ud, hun tidligere havde klamret sig til: Identiteten som succesfuld forretningskvinde og god mor og hustru.

Gitte kigger sørgmodigt ned i bordet. Stemmen bliver næsten til mumlen, når hun genkalder sig det lange ægteskab, som ikke var særlig lykkeligt.

”Vi skændtes hele tiden, men jeg troede, at sådan var det bare."

Og Gitte blev i ægteskabet på grund af børnene, huset, firmaet og konventionerne. For at overleve med humøret intakt, knoklede Gitte på med det rengøringsfirma, hun selv havde skabt, og det gik forrygende. Gitte og hendes mand, som dengang var medejer af firmaet, tjente styrtende med penge og havde kontrakt med blandt andre hele Københavns Kommune.

”Alt kom til at handle om mig, mig, mig og mit firma. Og jeg elskede at shoppe. Jeg kunne let bruge 10.000-15.000 kroner på en shoppetur. Det gav mig en kort lykkerus, når jeg købte en ny pels hos Birger Christensen eller et par Louboutin-sko", fortæller Gitte, men rusen forsvandt hurtigt igen.

”Jeg er bange for, det er gået ud over mine børn. Jeg troede, at kærlighed var at købe ting. Jeg gav dem alt, hvad de pegede på, men jeg har nok ikke givet dem rigtig kærlighed. I dag har Gitte mødt Anders, som er 15 år yngre og har fået et nyt liv.

"Med Anders kan jeg være så skør, som jeg vil. De sider, som min eksmand ikke brød sig om, elsker Anders. Han siger, han elsker kontrasten mellem den skarpe forretningskvinde og alle mine skøre og
barnlige påfund", stråler Gitte, som for eksempel elsker at køre rundt på løbehjul ude på vejen sammen med Anders. Sammen med ham er hun også begyndt at rejse, noget Gitte ellers ikke har gjort før.

Læs interviewet med Gitte Moulin i Femina >>