Alkoholikeren giver dig skylden for stort set alt

Hvis din partner drikker for meget, risikerer du at få skylden for alt, hvad der går galt. Det er dig, der får ansvaret for alle skænderierne og alle problemerne, og måske får du ligefrem af vide, at du er skør og har brug for en psykiater

Det kan være hård kost at leve sammen med et menneske, der drikker for meget. Hvis drikkeriet har udviklet sig til et misbrug, risikerer du som partner at få skylden for alt, hvad der går galt i hjemmet og i parforholdet. Det fremgår af en lille bog med titlen ”Alkoholisme – en karrusel ved navn benægtelse”. Bogen er udgivet af organisationen Al-Anon, der hjælper pårørende til alkoholikere.

Ifølge den lille bog er partneren til en alkoholiker ofte såret og vred på grund af de gentagne drikkeepisoder. Det afføder en uheldig rollefordeling i parforholdet, hvor den ædruelige partner ustandseligt tilpasser sig de kriser og vanskeligheder, der opstår som følge af drikkeriet. Partneren prøver alt muligt for at få parforholdet til at fungere og dermed bevise, at alkoholikeren ikke har ret i sine anklager.

Benægtelse
Når et menneske drikker for meget og bliver fuld, reagerer andre på drikkeriet og dets følger. Den, som drikker, mærker denne reaktion og drikker igen. Dette starter en ond cirkel af skyldfølelse og benægtelse, en nedadgående spiral og karruseltur, som er karakteristisk for alkoholisme.

Benægtelse er en central del af alkoholismen. Således benægter alkoholikeren typisk, at han eller hun kan risikere at miste sit job. I stedet insisterer misbrugeren på at være den bedste og dygtigste på arbejdspladsen. Men frem for alt benægter han eller hun, at misbruget har givet partneren eller familien problemer.

Alkoholikeren giver sin familie - og især sin partner - skylden for al balladen, for alle skænderierne og alle problemerne. Han eller hun kan endda insistere på, at partneren er skør, ser syner og har brug for en psykiater.

Det egentlige problem er imidlertid - ifølge den lille bog fra Al-Anon - at alkoholikeren udmærket er klar over den sandhed, han eller hun så kraftigt benægter: Han eller hun ved godt, at han er fordrukken, og han ved, at han har svigtet. Hans skyldfølelse og selvbebrejdelser er blevet uudholdelige, og han vil ikke finde sig i kritik eller råd fra andre.

Den typiske alkoholiker
Alkoholikeren er typisk en mand mellem 30 og 55 år, men kan naturligvis også være en kvinde. Han er som regel intelligent, dygtig og har ofte succes på sit job, men han har måske for store ambitioner. Han er følsom, ensom og anspændt og samtidig umoden, selv om han måske optræder på en selvstændig måde for at benægte denne kendsgerning. Han benægter også, at han er ansvarlig for følgerne af sin opførsel.

Ifølge den lille bog fra Al-Anon erklærer alkoholikeren typisk, at der ikke er nogen, der skal fortælle ham - eller hende - hvad han skal gøre. Det skal han nok selv bestemme. Det gør det meget vanskeligt for familien at tale om drikkeriet og dets følger. Selv når drikkeriet åbenlyst skaber alvorlige problemer, vil alkoholikeren simpelt hen ikke diskutere dem.

Mennesker, der er afhængige af alkohol drikker kraftigt og hurtigt, ikke stille og behersket. Det er muligt, at han drikker åbenlyst, men han vil snarere prøve at skjule, hvor meget han drikker, ved at drikke alene. Dette er en del af benægtelsen: At han skjuler, hvor meget han drikker. Men det beviser, at han godt selv er klar over, at han drikker for meget.

Han drikker mere end andre og oftere, og frem for alt: Det betyder langt mere for ham end for andre. Gentagen benægtelse ved at skjule flasken og ved at drikke alene afslører, hvor vigtig alkohol er blevet for alkoholikeren. Flasken får ham til at føle sig bedre tilpas.

På toppen af verden
Efter en eller to drinks kan alkoholikeren ikke stoppe. Han eller hun er helt på toppen og opfører sig undertiden, som om han var lille gud. Nu har han ret, og alle andre har uret. Det skal han nok vise dem, der måtte finde på at kritisere hans drikkeri. Når alkoholikere er berusede er de ikke rationelle eller fornuftige, og de har ingen ansvarsfølelse. De kan blandt andet finde på at køre bil i beruset tilstand.

Hvis du som partner til en alkoholiker finder dig i uretfærdigheder, lider afsavn, ustandselig finder dig i ydmygelser, accepterer brudte løfter, kommer til kort i ethvert forsøg på at klare drikkeriet og hele tiden bliver slået ud af din partners fjendtlighed mod dig, risikerer du selv at blive fjendtligt indstillet, bitter, angst og vred. Partneren til en alkoholiker er imidlertid ikke et sygt menneske, som er årsag til, at manden er blevet alkoholiker – det er lige omvendt: Han eller hun er blevet belastet af at skulle leve med en alkoholiker.

Du skal frigøre dig
Det moralske spørgsmål i forbindelse med alkoholisme er ifølge udgivelsen fra Al-anon også vigtigt:

Intet menneske har ret til at spille gud og forlange, at alkoholikeren holder op med at drikke. På den anden side har alkoholikeren heller ikke ret til at fortælle alle andre, hvad de skal gøre, når han eller hun selv gør nøjagtig, hvad der passer ham.

Som partner til en alkoholiker er du i din gode ret til at nægte at handle, som om alkoholikeren i dit liv er Vorherre selv, hvis mindste befalinger og ønsker du må rette dig efter.

Som regel kan du ikke sige noget til din partner, for han eller hun hører overhovedet ikke efter. Den eneste effektive mulighed du har for at vise ham, hvad du mener, er at lære, hvordan du kan frigøre dig fra hans forsøg på at herske over dig – ikke i ord, men i handling.

Kilde: Alkoholisme – en karrusel ved navn benægtelse

Al-Anon er et fællesskab af slægtninge og venner af alkoholikere, som deler deres erfaring, styrke og håb for at kunne løse deres fælles problemer.