En kvinde, der lever i et psykisk voldeligt parforhold, lever med frygten som en tro følgesvend. Frygten for hans trusler og for at stå alene får hende til at blive sammen med ham, også selv om forholdet ødelægger hende
Når en kvinde befinder sig i det ene voldelige forhold efter det andet i årevis, går det normalt ud over hendes psykiske sundhed og trivsel. Hun synker dybere og dybere og begynder at føle, at der er noget galt med hende som person. Hendes i forvejen skrøbelige selvtillid og selvværd dykker, og hun føler både skyld og skam. Fornægtelsen bliver en del af hendes daglige eksistens, og hun føler både sorg og tab, mens frygten bliver en fast del af hendes liv.
Sådan skriver Jill A. Murray i bogen ”But he never hit me”, der stiller skarpt på det psykisk voldelige parforhold. Myrray bliver internationalt anset for en af de førende eksperter inden for usunde parforhold.
Med frygten som tro følgesvend
Allerede fra barnsben stifter vi bekendtskab med frygten. Når vi føler frygt, er det ifølge Murray en naturlig måde at beskytte os selv på. Vi lærer, at vi ikke skal gå med fremmede, fordi de kan være børnelokkere, som kan gøre os ondt eller bortføre os fra vores forældre. Vi lærer at frygte det varme komfur, så vi ikke brænder os. Vi kan sågar lære at frygte vores far, hvis vi eksempelvis hører ordene: ”Bare vent til din far kommer hjen”, når vi har lavet skarnsstreger. Hvis vi er vokset op med en alkoholisk mor, som let blev vred, lærer vi fra barnsben at være stille og ”usynlige”, fordi vi frygtede hendes vrede.
I takt med at vi vokser op, bliver frygten næret, og der kommer flere ting, som vi frygter. Vi frygter måske at blive den upopulære pige i skolen. Vi frygter, at vi ikke bliver inviteret med til festen. Vi frygter, når en gruppe piger hvisker, fordi vi tror, at det er os, de hvisker om. Vi frygter, at kæresten bliver vred på os, så han vælger at slå op.
”Som kvinder er det primært vores frygt for at være alene, der fastholder os i usunde forhold, hvor vi tillader, at andre behandler os dårligt”, skriver Murray.
”Vi undskylder den dårlige opførsel, fordi vi frygter reaktionen, hvis vi sætter os op imod den. Vi frygter mundtlig eller fysisk vold, eller vi frygter, at vores partner trækker sig følelsesmæssigt eller ligefrem forlader os fysisk. ”
Nogle gange er frygten ifølge forfatteren rationel. Det er en god ting at frygte farlige løver i bjergene, og det er en god ide at se dig for, når du går over et jernbanespor:
”Frygten for din partner kan være reel nok. Faktisk er de fleste kvinder ikke frygtsomme nok, når det gælder deres voldelige partner. Selv den psykisk voldelige partner har potentiale til at blive fysisk voldelig. Hvis han har været psykisk voldelig, er der ikke lang vej til fysisk vold. Det er vigtigt, at du er opmærksom på det.”
En hverdag med trusler
”Din psykisk voldelige partner har gjort dig utryg og frygtsom via sine handlinger. Han kan have overtrådt dine grænser med verbale trusler mod dig, dine børn, slægtninge eller kæledyr. Han har måske også truet med at hænge dig ud over for andre, forlade dig, tage dine børn fra dig eller beholde alle jeres fælles penge. Det kan være, at han har råbt dig lige ind i ansigtet, når han var vred, eller når han ikke fik sin vilje”, påpeger Jill A. Murray.
Dine ubehagelige oplevelser med din partner kan få dig til at føle dig permanent frygtsom, fordi du aldrig ved, hvilket humør han vil være i, hvad der vil antænde hans vrede, eller hvornår han vil gøre sine trusler til virkelighed.
”Det er ikke sikkert, at han vil føre sine trusler ud i livet, men han er en ustabil person, og derfor er det nødvendigt, at du træffer dine forholdsregler. Når det er sagt, finder jeg, at de fleste kvinder i voldelige forhold overvurderer deres partners magt”, fastslår Murray.
”Han har fremsat så mange trusler og har sådan en narcissistisk og syg oplevelse af sin egen magt og sine egne evner, at han har overbevist sin partner om, at han ville kunne slå hende ihjel nærmest ved tankens kraft. Han har svækket hende så systematisk, at hun nærmest tror, at han Supermand-kræfter.”
Frygten er en blindgyde
Når en kvinde kombinerer sin grundlæggende frygt for at være alene med frygten for sine børns sikkerhed, bliver hun handlingslammet, og denne svækkelse er ifølge Murray et tydeligt tegn på, at hun er i et voldeligt forhold:
”Jeg kan fortælle dig en ting med sikkerhed: Når du træffer en livsbeslutning, som er baseret på frygt, vil det altid være den forkerte beslutning. Tænk lige over det et øjeblik. Hvis du betragter nogle af de ting, der skaber frygt, vil du indse, at det vil være forkert at træffe en beslutning om at blive eller forlade din voldelige forhold alene ud fra frygt.”
Hvis du for eksempel vælger at blive sammen med din voldelige partner, fordi du er bange for at være alene, dukker der straks et nyt spørgsmål op til overvejelse: Hvad er din definition af at være alene? Hvis du skal undgå at føle dig alene, er det så tilstrækkeligt, at der fysisk er en person til stede i nærheden af dig? Og er denne persons fysiske tilstedeværelse så betydningsfuld for dig, at den blotte tilstedeværelse opvejer det faktum, at du dagligt bliver udsat for verbale overgreb og psykisk vold?
Du er allerede alene
Tænk over det et øjeblik. Hvis du er fysisk alene i dit hjem, hvad betyder det så for dig? Hvor er frygten henne? Har du grund til at frygte for din fysiske tryghed, hvis han ikke er der? Med andre ord: Bor du i et så utrygt boligområde, at du har god grund til at frygte, at en fremmed vil kravle ind ad dit vindue, sparke din hoveddør op eller på anden måde tvinge sig ind i dit hjem? Eller har frygten for at være alene noget at gøre med, at du har brug for nogen at snakke med? Hvis det er tilfældet, hvor meget taler du så egentlig med din partner nu, og endnu mere vigtigt: Hvor meget lytter han egentlig til dig og svarer dig opmuntrende?
”Det, jeg gerne vil have dig til at gøre er, at undersøge din frygt rationelt”, pointerer Myrray:
”Jeg tror, at du vil indse, at frygten for at blive alene ikke har nogen gang på jorden. Og hvorfor så ikke det? Fordi du lige nu er helt og aldeles hundrede procent alene, og du indser det ikke selv. Du har en illusion om, at du ikke er alene, blot fordi der er en anden krop til stede.
Men på alle områder er du mere alene nu, end du ville være, hvis du var fysisk alene. Hvis han ikke var der, ville du måske få mulighed for at finde dig selv - og så ville du aldrig være alene igen.”
