Hvis et menneske bruger dig som syndebuk, er det nødvendigt, at du holder rigtig godt fast i din egen sandhed om dig selv
Det kan være en udsat position at være under beskydning, specielt når et menneske, der står dig nær, retter skytset mod dig. Måske er du familiens syndebuk, eller din partner giver dig skylden for alt mellem himmel og jord og anklager dig for at være et dårligt menneske.
Hvis et menneske tæt på dig udsætter dig for massiv kritik, er det ifølge den amerikanske psykoterapeut og forfatter Nancy Colier, tvingende nødvendigt, at du holder rigtig godt fast i dig selv og det menneske, du er inderst inde. Det skriver hun på PsychologyToday.com:
”Det første du skal gøre, når et menneske, du holder af, anklager eller kritiserer dig, er at analysere din egen adfærd. Er der en sandhed om dig i noget af det, der bliver sagt?”
Hvis der er noget om snakken, kan du ifølge Colier vælge at bruge kritikken konstruktivt som en mulighed for selv at vokse. Det kræver mod at erkende, at et andet menneske måske har ret i sin kritik af dig, men det er ikke det samme som at du skal bebrejde og fordømme dig selv. Vi er alle kun mennesker, og derfor bliver vi alle klogere med tiden.
Find din egen sandhed
Hvis du er sammen med et menneske, der konstant sætter dig under anklage, har du sandsynligvis allerede overvejet, om der er noget om snakken. Du er måske nået frem til, at anklagerne ikke har noget med dig at gøre, men i virkeligheden fortæller mere om det menneske, der retter bebrejdelser mod dig.
”Noget af det, der gør det svært at være tæt på et menneske, der giver dig skylden er, at dine intentioner og din adfærd ikke umiddelbart spiller sammen med det syn, han eller hun har på dig, og hvordan han eller hun behandler dig" lyder det fra Nancy Colier.
Selv om du måske igen og igen forsøger at forklare og give udtryk for din egen sandhed, rykker det ikke ifølge den amerikanske psykoterapeut ikke nødvendigvis en tøddel. Det menneske, der gør dig til syndebuk har nemlig brug for at fastholde sit eget billede af dig. Hvis du træder et skridt tilbage, vil du imidlertid opdage, at du er blevet tildelt en rolle i et andet menneskes livsfortælling. Du spiller ganske enkelt en negativ karakter i et manuskript, som du ikke er pennefører på.
”Selv når din adfærd demonstrerer en anden virkelighed, end den din kritiker tegner, vil din kritiker holde sin egen version af virkeligheden intakt i stedet for at erkende sandheden.”'
Hold fast i dig selv
Når et andet menneske spejler negative egenskaber over på dig, er det først for alvor et problem, hvis du begynder at føle dig som et dårligt menneske. Derfor er du særligt sårbar over for projektioner som et ungt menneske, fordi vi som unge har større tendens til at tage kritikken til os og tro på, at vi er ”selvoptagede”, ”vrede”, eller hvad det nu kan være lyder det fra Nancy Colier.
Som børn og unge ser vi i højere grad os selv gennem andre menneskers øjne, fordi vi ikke selv står så stærkt på vores egne ben, at vi kan afvise den rolle, som andre tildeler os. Vi evner ikke at adskille det menneske, vi er, fra den skyldige person, som et andet menneske ser i os. Andre menneskers begejstring eller misbilligelse lærer os, hvem vi er. Vi tror på og/eller frygter deres version af sandheden, indtil den dag, hvor vi opnår større selvindsigt.
”Hvis du lever sammen med et menneske, der påfører dig skyld, er det absolut nødvendigt, at du bliver meget klar på, hvem du selv er inderst inde – og det er noget, du kun selv kan vide. Hvad er din personlige sandhed? Det spørgsmål må du finde svar på", fastslår Colier.”
Nøglen til at beskytte dig over for mennesker, der giver dig skylden, er at adskille dét, du ved om dig selv fra dét, som et andet menneske har brug for at tro om dig. For at kunne trække en klar skillelinje må du være villig til at søge dybt i dit eget hjerte for at finde din egen sandhed med det klare mål for øje at se dig selv som det menneske, du i virkeligheden er.
Find et sted i dit hjerte
Du skal skabe et sted i dit hjerte eller i dit indre, hvor anklager ikke kan ramme dig. Et sted, hvor du ved – og hvor du ved, at du selv ved – hvem du er, lyder opfordringen fra Nancy Colier.
Når du holder fast i dig selv, kan du nøjes med at betragte det som en advarselslampe, når et andet menneske beskylder dig for at være noget, du ikke er. Du kan adskille dig fra det andet menneske og hans eller hendes fortælling om dig. På den måde kan du bruge anklagerne til at styrke din egen sandhed og trække energien ud af de anklager, du møder.
”Det er hårdt, når et menneske, vi elsker, ser os på en måde, som ikke føles sand eller positiv, men blot fordi den anden opfatter os som dårlige eller skyldige, betyder det ikke, at det er sandheden om os. Vi kan sørge over, at det andet menneske ikke kender os godt nok og ikke ser os, som det mennesker, vi er – uden at tage os anklagerne nær. Dertil kommer, at vi ikke behøver at overbevise andre om, hvem vi er for at være de mennesker, vi er. Vi behøver ikke at overbevise dem om vores uskyld for at være uskyldige. Vi kan ganske enkelt vælge at afvise deres projektioner og sende dem tilbage til afsenderen. Deres projektioner tilhører dem selv, og derfor kan vi godt lade dem passere. Vi kan sørge over, at der er forskel på, hvem vi er, og hvad de ser, men det er ikke en forskel, som der skal - eller nødvendigvis kan - bygges bro over.”
Du kan ikke styre andre
Ifølge Nancy Colier kan vi ganske enkelt ikke styre, hvad et andet menneske tænker om os, eller hvordan andre mennesker forvansker sandheden, men vi kan helt klart styre, hvordan vi vil håndtere deres tanker om os. Vi kan heller ikke styre, om et andet menneske vil lytte til os eller interessere sig for vores sandhed, men vi kan styre, hvor meget tid og hvor mange kræfter, vi vil bruge på at korrigere deres syn på os. Samtidig gør Nancy Colier opmærksom på, at vi altid har et valg:
”Det er i vores magt at beslutte, om vi fortsat vil have en relation til et menneske, som vælger ikke at se os som det menneske, vi i virkeligheden er.”
