PSYKISK VOLD: Han hader fede mennesker, og hver dag kommenterer han min vægt og siger, at han vil forlade mig lige så snart, han får et bedre tilbud, skriver en britisk kvinde
"Jeg føler, at min mand er psykisk voldelig og meget overfladisk". Sådan skriver en kvinde i 40’erne om sin mand, som hun har været gift med i 25 år. Hun fortæller, at hun vejer 30 kilo for meget, hvilket hun selv er ked af, men mandens kommentarer gør kun ondt værre.
”Jeg ser stadig godt ud og går i pænt tøj. Mit hår sidder godt, og jeg bruger make up”, fortæller kvinden i et læserbrevpå det britiske website Mirror.com.
”Han hader fede mennesker og mener, at de ligger samfundet til last. Hver dag kommenterer han min vægt og siger, at han vil forlade mig lige så snart, han får et bedre tilbud. Han er for resten ikke selv nogen George Clooney”, fastslår kvinden, som fortæller, at hendes mand opfordrer hende til at tage til træning hver aften.
”Han kan også være sød og rar og købe blomster og gaver til mig, men når vi er i byen kigger han konstant efter andre damer. Det får mig til at føle mig værdiløs. Jeg har forsøgt at tale med ham om det, men han siger, at sådan bliver det ved med at være, indtil jeg taber mig.”
Dalende selvfølelse
Hvis et menneske igennem flere år er udsat for psykisk vold, sker der ifølge Ask Elklit, der er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet, uvægerligt det, at selvfølelsen daler:
”Du mister troen på dig selv, din energi falder, og du er i risiko for at udvikle både angst og depression. Efter lang tids påvirkning har du svært ved at definere, hvad du selv vil.
Du bliver nærmest udslettet som person. Det kan igen resultere i lave forventninger til livet og kærligheden, og mange, der er udsat for psykisk vold vender kritikken mod sig selv og tager den til sig. På den måde accepterer den voldsudsatte det dårlige udgangspunkt. Han eller hun begynder selv at tro på det, som voldsudøveren fortæller, og føler sig værdiløs.”
Svaret til kvinden
Kvinden ved ikke, hvad hun skal gøre, og i brevkassen får hun svar fra den britiske sanger, tv-vært og forfatter Coleen Nolan:
“Personligt synes jeg, at din mand lyder hæslig. Hvem tror han, at han er? Jo mere nedladende han er over for dig, desto dårlige får du det med dig selv, og desto sværere er det for dig finde motivationen til forandring. I stedet vil du trøstespise”, lyder det fra Coleen Nolan, som fortsætter:
“Jeg tør godt garantere, at hvis du først begyndte at tabe dig, ville han heller ikke bryde sig om det, fordi du i så fald ville gøre noget godt for dig selv. Det ville betyde, at hans egen usikkerhed ville komme op til overfladen.”
Coleen Nolan anbefaler kvinden at tage mod til sig og sige følgende til sin mand:
“Se, der er døren. Hvis du ønsker at gå ud og finde en anden kvinde, så vil jeg ønske dig held og lykke. Og den dag, du vågner op og ligner George Clooney, vil være den dag, hvor jeg går på slankekur.”
Coleens råd til kvinden lyder desuden, at hun kun kan få succes med et vægttab, hvis hun vælger at gøre det for sin egen og for sin sundheds skyld. Mandens nedsættende bemærkninger er ikke nogen motivation.
”Og faktisk er du i en meget stærkere position, end han er... Du kan tabe dig, men han kan ikke tabe den hæslighed, som er inden i ham, uanset hvor meget han motionerer.”