FORTÆL DIN EGEN HISTORIE: Karinas mand er en dygtig handyman, som høster roser, fordi han altid er klar til at rykke ud med sin værktøjskasse og hjælpe venner og bekendte. Hjemme er han negativ og overlader ansvaret for børnene og alt det huslige til Karina, som er gået ned med stress
Af Karina, der er udsat for psykisk vold
Jeg var meget ung, da jeg lærte min mand at kende. Han var 18 år, og jeg havde kun lige fejret min 14-års fødselsdag. Vi havde det sjovt sammen og kunne more os med venner og familie. Sådan var det i mange år. Alt var lykkeligt, bortset fra, at han kunne blive meget jaloux. Jeg bortforklarede hans jalousi med, at han nok var blevet svigtet af nogle tidligere kærester. Derfor beroligede jeg mig selv med, at jalousien ville forsvinde efterhånden som han fik opbygget sin tillid til mig.
Da jeg er 18 år, flytter jeg sammen med ham i en lejlighed. Det går egentlig meget godt med os, også selv om han godt kan brokke sig fra tid til anden og være utilfreds med lidt af hvert. Jeg synes ikke, at hans brokkerier fylder så meget, og i 1991 køber vi et hus sammen. Nu begynder han at være handyman derhjemme, men jeg oplever, at han også bruger en masse tid på at hjælpe venner og familie med projekter. Alle disse projekter udvikler sig til tidsrøvere, så han ikke er så meget til stede hjemme hos os. Selv om han selv vælger at tage rundt med sin værktøjskasse, begynder han at brokke sig, når andre beder om hans hjælp. Han siger, at det tager for lang tid, og at han aldrig når noget herhjemme, når han skal ud og lave så meget for andre.
Eneansvar for børnene
I 1995 får vi vores første søn. Jeg er hjemme på barsel, og han passer sit arbejde og har travlt med sine byggeprojekter. Han falder i søvn på sofaen efter aftensmaden, og derfor bliver det fra starten mig, der får hovedansvaret for alt derhjemme. Jeg prøver at vække ham, men i stedet for at lytte til mig, anklager han mig for at være et brokkehoved, som aldrig er tilfreds. Jeg forstår ingenting og bliver virkelig ked af det. Jeg føler ikke, at han lytter til mig, når jeg har brug for hjælp. I stedet kører han solo med sit arbejde og sin hjælp til venner og familie. Samtidig står jeg alene med alt det huslige.
I 1999 får vi vores anden søn, og vores liv sammen fortsætter i den samme trummerum. Vi skændes og er ofte sure på hinanden i flere dage i træk, fordi han lader mig stå alene med børn og hjem samtidig med, at jeg har mit eget job at passe. Min mand giver mig skylden for alt det, der ikke fungerer i vores liv og lægger også en del af ansvaret over på mine forældre. Han mener, at det er deres opdragelse af mig, der er årsagen til, at jeg fungerer så dårligt, som han mener, at jeg gør.
Mens børnene var små, var det utroligt hårdt for mig både at have et fuldtidsjob, en mand, der kritiserede mig og samtidig stå alene med ansvaret for to små børn. Derfor besluttede jeg for otte år siden, at jeg ville skilles og starte et nyt liv for mig selv og børnene. Jeg var alligevel alene om alt fra lektielæsning til at få børnene i bad og følge med på skolens forældreintra. Samtidig var jeg bundulykkelig i mit ægteskab, fordi min mand både var jaloux og kritisk over for mig. Selvom min mand var så negativ og afmålt over for mig, foreslog han parterapi, da jeg ville skilles. Jeg besluttede mig for at give det en chance.
Under anklage hos terapeuten
Hos terapeuten begynder han at anklage mig for alt muligt. Han siger til hende, at det er mig, der ikke udtrykker mig tydeligt nok, når jeg beder ham om hjælp til børnene. På det tidspunkt havde vi en støttekontaktperson til vores ældste dreng som er infantil autist. Jeg må tilstå, at jeg blev lidt hemmeligt forelsket i ham, fordi jeg følte mig så overset som kvinde i vores ægteskab. Selv om jeg godt vidste, at det ikke ville blive til mere, nød jeg at snakke med en fornuftig mand, der kunne forstå min søn's behov. Jeg kunne ikke dele mine tanker med min mand, fordi han var så jaloux over, at jeg i det hele taget talte med støttekontaktpersonen.
Min mand og jeg stoppede ret hurtigt med at gå i parterapi, fordi det var dyrt. Han havde samtidig meget travlt med at fortælle mig, at det var mig – og ikke ham – der havde brug for terapi. Han mente, at jeg havde psykiske problemer, som måtte være opstået i min barndom. Det var altid mig - og ikke ham - der var problemet.
Bag hjemmets fire vægge begyndte han nu for alvor at være grov over for mig. Han påstod, at jeg var en luder, og at jeg havde været i seng med stribevis af mænd bag hans ryg. Han anklagede mig for ikke at interessere mig for ham. Han forlangte, at jeg hele tiden skulle bekræfte ham og fortælle ham, hvor fantastisk, han var. Det var meget voldsomt, og det endte med, at jeg følte mig så utryg og overbelastet, at jeg ofte måtte sygemelde mig. Til sidste gik jeg ned med stress. Under min sygemelding blev jeg afskediget, fordi der var nedgang i produktionen. Det var en lettelse, for jeg havde det svært med at sygemelde mig.
Ekstrem jalousi og stress
Da jeg mistede mit job, blev jeg økonomisk afhængig af ham. Nu begyndte han for alvor at være grov over for mig. Han anklagede mig for at gå i seng med de første ti mænd. Han kaldte mig for en luder og det, der er værre. Han gav mig skylden for alt og påstod, at jeg ikke interesserede mig for ham. Selv om han opførte sig så grimt, skulle han hele tiden bekræftes.
Jeg har kæmpet hver dag i mange år for at leve på overfladen af hensyn til mine børn. Samtidig går jeg og drømmer om at komme ud af dette ægteskab, men jeg tør ikke sige til ham, at jeg vil skilles. Jeg går og forbereder mig på, hvordan jeg skal få det sagt til ham, så han forstår det og ikke begynder at blive grov over for mig. Jeg har ikke lyst til at bryde sammen over for ham.
Som det er lige nu, snakker han konstant om, at ”nu skal vi have det til at fungere sammen”, men det er tomme ord, for hver aften vælger han at sove i et værelse for sig selv. Han snakker om, at han nok skal komme op og sove ved siden af mig, men det sker aldrig.
Jeg føler mig svigtet, afvist og ked af det. Det er som om, vores ægteskab ødelægger mig, for jeg bliver trist hver aften, når jeg går i seng alene, selv om han er i værelset lige ved siden af. Jeg føler afmagt, frustration, træthed og har ikke den store energi altid. Nogle dage har jeg det bare sådan, at der skal han bare være på lang afstand, for ellers går jeg op limningen. Det er anstrengende, at jeg ikke kan trænge igennem med noget som helst.
Karina vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
