FORTÆL DIN HISTORIE: "Jeg er blevet et meget usikkert menneske og føler efterhånden, at jeg intet er værd. Mine veninder siger, at de kan mærke, at jeg har forandret mig. Jeg er blevet stille, mangler glæde, mangler initiativ, som om lyset er slukket i mine øjne" skriver Elisabeth. Hun har levet i 10 år med psykisk vold
"Jeg er ikke bange for, at han skal slå, for han har aldrig slået mig. Jeg bliver bange for hans hidsighed, hans provokerende måde at være på. Jeg bliver bange for hans ord, hans øjne. Jeg var tit bange, når vi var ude og køre, for han var så hidsig i trafikken også", skriver Elisabeth.
Af Elisabeth, der har været udsat for psykisk vold
Jeg havde været alene med min søn i mange år, da jeg mødte ham på nettet. Vi skrev sammen i en måneds tid, inden vi mødtes her hos mig. Han boede i en anden del af landet, så det var ikke så let lige at kigge forbi hos hinanden.
Dagen kom, hvor han skulle besøge mig. Jeg var spændt. Vi havde talt sammen i telefonen, og han lød bare så sød. Vi snakkede godt sammen. Det ringede på døren, og der stod han… ham, jeg havde ledt efter hele mit liv. Jeg blev forelsket med det samme, og han havde det på samme måde.
Stormende forelskelse
Det blev en fantastisk aften, hvor vi bare hyggede os. Vi snakkede til langt ud på natten. Allerede to dage senere sendte han en sms, hvor der stod: ”Jeg ved, at det er tidligt at sige, men jeg tror altså, at jeg elsker dig”.
Jeg var i den syvende himmel. Jeg elskede også ham, men var det muligt. Ja, det var det åbenbart, for det var sådan, jeg følte det. Aldrig havde jeg følt sådan for nogen mand. Jeg havde mødt den eneste ene.
Vi kunne kun ses i weekenderne, og nogle gange gik der lidt længere tid imellem på grund af afstanden. Jeg kunne godt mærke, at han var en type, der var gang i. Han havde mange jern i ilden, og han kunne ind imellem virke sådan lidt urolig. Men det tog jeg mig egentlig ikke af, jeg var bare glad og forelsket.
Førte sig frem
Han var sød, glad, meget omsorgsfuld. Han sendte mig mange søde sms’r og gjorde alt, hvad han kunne, for at lade mig vide, at han var der for mig, og at han elskede mig. Min familie var begejstret for ham. Han var sjov og altid god for en kvik bemærkning. Han var meget hjælpsom og havde humor. Han vidste lige, hvordan han skulle føre sig frem.
Mine venner havde lidt delte meninger om ham. Flere sagde, at han nok førte sig lidt for meget frem, men de kunne godt lide ham, og når de så, hvor lykkelig jeg var, ja, så blev han jo taget godt imod alle steder. Min søn som boede hjemme på dette tidspunkt, kunne lide ham. Det var faktisk det vigtigste for mig.
Det første skænderi
Et af de første skænderier kom, så vidt jeg husker, efter et par måneder. Det var en lille bitte ting jeg fik sagt. Han råbte, at nu skred han, for jeg gad ham jo ikke, og så kunne det hele være lige meget. Han pakkede sin taske og satte sig ud i bilen. Efter et stykke tid kom han ind og græd og sagde undskyld. Han sagde, at han bare elskede mig SÅ højt, og han var så bange for at miste mig. Jeg blev rørt over hans store kærlighed til mig, og alt var glemt.
I løbet af vores første år sammen afsluttede han vores forhold et par gange. Hver kan fortrød han og undskyldte, og jeg tog ham tilbage. Efter et år flyttede vi sammen i min lejlighed.
Jeg var lykkelig og glædede mig helt vildt over, at vi nu skulle bo sammen og være sammen hver dag. Samtidig begyndte jeg at se nogle ting hos ham: Han havde svært ved at koncentrere sig, han var ofte urolig, han havde ikke styr på sin økonomi, han røg hash og han var tit oppe hele natten og sov om dagen. Jeg fik mistanke om, at han havde ADHD, og det viste sig at være rigtigt, efter at han havde været igennem forskellige undersøgelser.
Jeg tænkte, at det kunne vi godt klare sammen med vores kærlighed til hinanden.
En svær barndom
Han kom fra en familie, hvor der i barndommen havde været meget alkohol. Hans far havde drukket og været voldelig over for hans mor og børnene. Så han var jo et offer. Det forklarede jo, hvorfor han var det menneske, han var. Jeg fik så ondt af ham, når han fortalte historier fra sin barndom, men jeg var samtidig sikker på, at jeg kunne hjælpe ham med min store kærlighed. Vores kærlighed til hinanden ville overvinde alt.
Tiden gik, og vores skænderier fortsatte. Når vi skændtes, råbte og skreg han ofte af mig. Han stoppede tit vore forhold. Tit sagde han, at han ville gå fra mig, fordi jeg ikke gad ham.
Jeg blev ved med at gøre alt, hvad der stod i min magt, for at overbevise ham om, at jeg ville ham, og at elskede ham over alt på jorden. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne betvivle min kærlighed, når jeg nu gjorde alt, hvad jeg kunne for at vise ham, at jeg elskede ham.
Hans tvivl på min kærlighed betød, at jeg begyndte at tie, når der var noget, jeg var sur over, fordi hans reaktion var, at jeg i så fald ikke ville have ham.
Ægteskab
Selv om vi havde problemer, blev vi gift tre år efter, at vi havde mødt hinanden. Det var en storslået dag, og jeg var så lykkelig, for jeg skulle giftes med den eneste ene. Jeg havde aldrig i mit liv været så lykkelig og var sikker på at vi havde en fremtid sammen. Men sådan skulle det ikke gå.
Problemerne kom langsomt snigende. Han fik ADHD-medicin, men blev dårlig af det og stoppede behandlingen. Jeg kan huske, at jeg flere gange sagde til ham, at det var så svært for mig at holde til det, når han ikke fik medicin. I perioder var han langt nede, mens han i andre perioder var helt oppe og køre. Hans sindsstemning kunne skifte fra time til time. Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i, når jeg kom hjem fra jobbet. Jeg kiggede altid lige på hans ansigt og hans øjne og afmålte hans humør.
Efterhånden kunne jeg mærke, at vores skænderier begyndte at tage på mig. Jeg blev usikker, når jeg skulle sige noget, som jeg på forhånd vidste, ville vække hans vrede. Jeg tænkte, at han så nok ville forlade mig.
Mange grimme ord
Han brugte meget grimme ord, når han råbte ad mig. Han kunne være så hadefuld, at hele hans krop emmede af hidsighed. Hans øjne lynede, og han kunne være utroligt provokerende. Han for rundt i lejligheden og trampede i gulvet for at vise mig, hvor hidsig han var. Samtidig pakkede han sin taske med noget tøj, for "nu skred han".
Han stod ofte tæt på mig og råbte og skreg mig direkte ind i ansigtet. Under disse optrin sluttede han ægteskabet. ”Nu ville han kraftædme skilles, nu gad han sgu ikke sådan en led sæk mere, hjernedøde kælling”. Så kunne jeg ”passe mig selv, for nu skulle han dælme have et godt liv uden mig”.
Jeg blev altid hylet helt ud af den, jeg græd og var dybt ulykkelig. Jeg var bange for, om det nu var denne gang, han ville forlade mig, eller var det bare noget han sagde, fordi han blev hidsig.
Når han var faldet ned igen, sagde han altid til mig, at han ikke mente det. Det var bare fordi, han blev så vred, og desuden var det også min skyld, fordi jeg bare kunne lade være med at tage negative ting op, og fordi at jeg altid formulerede mig forkert.
På listefødder
Jeg har ved Gud forsøgt at formulere mig på mange forskellige måde, det hjalp ikke. Hver gang endte det med, at han fløj op som trold af æske. Det skete af og til, at han gik han ud ad døren og var væk i flere dage. Jeg kunne nogle gange finde på at trygle ham om at komme hjem. Andre gange kom han af sig selv, men det var helt klart mest mig, der ville have ham hjem.
Jeg tror faktisk, at han nød, at jeg blev ved med at skrive og ringe til ham for at bede ham om at tænke over, om det var det, han ville. Når vi havde de store skænderier, kunne han køre rundt med mig, som jeg aldrig har oplevet før. Til sidst vidste jeg dårlig nok, hvem jeg selv var. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg prøvede at bevare fatningen og forsøgte at få ham til at forstå, hvordan jeg havde det. Det endte alligevel altid med, at jeg sad med ansigtet begravet i hænderne og græd og bad ham stoppe, for jeg kunne ikke rumme mere. Der var tidspunkter, hvor jeg næsten troede, at det var mig, der havde ADHD – og ikke ham.
Usikkerhed
Min usikkerhed omkring mig selv blev mere og mere udtalt. Jeg var sådan i tvivl, om han virkelig elskede mig. Det forvirrende var, at han også kunne være det sødeste, rareste og kærligste menneske. Han kunne være manden, som gjorde alt for at fortælle mig, hvor lækker jeg var, og hvor meget han elskede mig.
Jeg følte mere og mere, at jeg sad fast i et spind, som jeg ikke kunne komme ud af, og jeg vidste heller ikke, om jeg ville ud af det. Jeg elskede ham jo så højt, så højt. Jeg havde også et stort håb om, at han ville ændre sig. Og hvis jeg kunne lære at tie stille og ikke komme med så mange negative ting, så ville det nok blive anderledes.
Det bliver værre og værre
Tingene blev langsomt værre og værre. Når han havde penge, brugte han rub og stub. Han havde slet ikke styr på økonomien. Det var mig, der styrede alle vores pengesager, bankpapirer og regninger. Han forstod simpelthen ikke, at man er nødt til at holde igen med at købe ting, gå ud og spise eller købe CD’ere, når pengene skal strække til hele måneden. ”Det går nok alt sammen”, sagde han. ”Jeg skal nok finde ud af noget, tro mig, skat.. Det skal nok gå…”
Jeg begyndte at gemme penge rundt omkring for at være sikker på, at vi kunne klare det og få mad på bordet. Men det gav yderligere megen usikkerhed i vores ægteskab. Jeg har senere fået af vide, at han har forsøgt at låne penge af mine forældre bag min ryg. Det lykkedes ham at låne et mindre beløb, som han endnu ikke har betalt tilbage, men han bad også om et meget stort lån, som mine forældre heldigvis var så kloge at sige nej til. De ville ikke låne ham så mange penge, uden at jeg vidste det. Tja, så skulle han ikke låne nogen.
Han kunne ikke lide mine venner
Hans venner boede langt væk, mens mine boede i nærheden af os. Han gad bare ikke se mine venner. Der var altid et eller andet galt med den ene eller den anden. Han havde ikke selv så mange venner, for han havde svært ved at holde på dem. De blev simpelthen trætte af ham, fordi han ikke overholdt aftaler og ofte kom for sent. Han kontaktede dem ikke selv. De skulle ringe til ham, og klart: Det bliver folk trætte af.
Når vi var sammen med mine venner, nedgjorde han mig tit både mig og mennesker i selskabet, hvorefter han grinede. Vennerne lo med, selvom de synes, at han gik over stregen. Jeg sad så bare der og følte mig meget dum.
Når jeg påtalte det over for ham, råbte han at jeg ”var for nærtagende, for blødsøden og fuldstændig hysterisk”. Desuden ville han have lov til at sige, hvad der passede ham. Det skulle jeg ikke blande mig i.
Flere gange har han forlangt skilsmisse efter et besøg hos nogle af mine venner. Ønsket om skilsmisse udsprang af, at jeg sagde til ham, at jeg var ked af, at han talte sådan til mine venner. Så skred han, hvorefter jeg kunne sidde alene tilbage med en fornemmelse af, jeg nu igen havde sagt noget, som havde gjort ham sur og hidsig.
Nerverne sad uden på tøjet
Jeg var altid nervøs og havde ondt i maven, når vi skulle være sammen med andre, for jeg vidste aldrig, hvad aftenen ville bringe. Han var nedladende og førte sig frem på en måde, som gjorde mig flov over ham. Han sagde ting om mig, som var så langt fra, hvad man kan tillade sig at sige om sin egen hustru, når man er sammen med andre. Han sagde, hvad han tænkte, og sådan var det.
Jeg prøvede altid at sige til mig selv, at det var hans ADHD, der gjorde, at han ikke tænkte, før han talte. Når andre påtalte hans dårilge opførsel, kom jeg ham til undsætning og sagde, at det var hans ADHD, og at de skulle bære over med ham. Når vi for eksempel var i et indkøbscenter, kommenterede han alt og alle. Nogle gange talte han så højt, at folk kunne høre det. Sætninger som: ”Ej, for helvede, så du hende, hold da kæft hun er grim, hun ligner jo en ko”, eller ”Hold da kæft en røv hun har, for helvede, det er sgu da ulækkert, tænk at hun kan få sig en mand, men ok, se ham, han har sgu da ikke opfundet den dybe tallerken og se lige det tøj de har på”. Han kritiserede altid andre mennesker og nedgjorde folk åbenlyst og højlydt.
Jeg var så flov og prøvede at få ham på bedre tanker ved at sige, at vi allesammen er forskellige, og at de sikkert var gode mennesker, Hvis de havde det godt, så var det jo fint… ”Ja, ja, ja”, svarede han altid og var nok egentlig ligeglad med, hvad jeg sagde.
Altid på vagt
Hans forhold til min søn var så som så. Han var glad for ham, men samtidig også meget hård over for ham. Han kritiserede ham ofte. Samtidig var der mange gode og hyggelige stunder.
Men jeg var altid på vagt. Jeg holdt altid øje med, hvad der blev sagt og måtte ofte bryde ind, når jeg fandt, at han var for barsk. Og når jeg gjorde det, blev han vred og hidsig og sagde, at jeg var en hønemor. Men jeg ville til hver en tid beskytte min søn og tog ham altid i forsvar. Han var og er en fantastisk søn, som har hjertet på det rette sted. Min mand når ham ikke til sokkeholderne.
Min søn får på et tidspunkt mulighed for at leje en lejlighed og flytter derfor hjemmefra. Jeg var nok lidt lettet, for så skulle han da ikke leve under de samme forhold, som jeg gjorde. Det glædede mig, selv om savnet var meget stort…
I starten af vores forhold gjorde min mand meget ud af at fortælle mig, hvor vigtigt det er, at man er et ærligt menneske, og at man er ærlig overfor hinanden. Efterhånden fandt jeg dog ud af, at han slet ikke var ærlig selv, men tværtimod løg for mig. Han løg om, hvor han var, og han løg om pengesager.
Når jeg konfronterede ham med det, sagde han, at det var han nødt til, for ellers ville jeg blive sur.
Der var aldrig noget, der var hans skyld. Han kunne aldrig tage et ansvar for sine egne handlinger. Det var alle andres skyld, aldrig hans… Igen røg hans handlemåde lige tilbage på mig. Nu løg han, fordi jeg fik ham til det…
Sygemeldt med stress
Der kommer alvorlig sygdom i min nærmeste familie. Mine forældre er gamle, og min mor bliver alvorligt syg. Jeg er skræmt, bange og angst for at skulle miste og gør alt for at være der for dem og hjælpe dem. Jeg er der for dem 24-7. Efter et halvt år går jeg helt ned med stress. Jeg falder om på mit job og kan stort set ingenting, så jeg bliver sygemeldt.
Han kan ikke finde ud af at takle, at jeg er nede med stress. Han prøver, men det går slet ikke. Han kan slet ikke finde ud af at være der for mig, støtte mig og bare tale om det. Tværtimod bliver han ved at fortælle mig, at det er SÅ hårdt for ham, at jeg er langt nede med stress.
I en periode under min sygemelding kunne jeg næsten ikke gå på gaden. Jeg kunne ikke overskue at handle ind eller bare finde ud af, hvad vi skulle have til aftensmad. I den periode kan jeg mærke, at han flygter hjemmefra, for han kan slet ikke takle det. Jeg sidder meget alene hele dagen, mens han laver andre ting, og om aftenen er han på job. Men jeg har sådan brug for, at han er der, og at han viser, at han støtter mig i en svær tid. Det er han bare ikke i stand til.
Jeg får hjælp af psykolog og kommer langsomt op igen, starter op med få timer på jobbet og i løbet af et halvt år er jeg på fuld tid igen. Er dog ikke på toppen, men det går.
Grim, tyk og gammel
Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere fokuseret på min krop. Jeg synes, at jeg er tyk, grim og gammel. Jeg begynder at få tanker som: ”Hvis nu jeg var slankere, så ville han måske elske mig og ikke råbe og skrige ad mig. Måske ville han så stoppe med at afslutte vores ægteskab i skænderier, måske ville han behandle mig ordentligt”.
Jeg kan se, at jeg er på vej ud på et skråplan, men jeg føler, at jeg sidder fast og intet kan gøre. Han kan være den sødeste, rareste, dejligste og mest vidunderlige mand. Han kan fortælle mig, hvor lækker jeg er, hvor flot jeg er, og hvor meget han elsker mig, men samtidig viser han noget helt andet ved hans handlemåder overfor mig.
Jeg er blevet et meget usikkert menneske og føler efterhånden, at jeg intet er værd. Mine veninder siger, at de kan mærke, at jeg har forandret mig, jeg er blevet stille, mangler glæde, mangler initiativ, som om lyset er slukket i mine øjne. Jeg tager det til mig, tænker meget over det, men når altid frem til, at hvis jeg nu gjorde sådan og sådan, så ville det hjælpe på det hele. Hvis jeg kunne tie stille, så vi ikke fik skænderier, hvis jeg nu tabte mig, hvis nu og hvis nu…
44 kilo og selvudslettende
I perioder spiser jeg næsten intet. Jeg vejer 44 kg og kan mærke på min krop, at den ikke har det godt. Så tager jeg lidt på, for derefter at tabe mig igen. Jeg bliver selvudslettende. Alle mine tanker drejer sig om at prøve at stille ham tilfreds. Når jeg køber tøj, tænker jeg altid, om han nu vil synes, at det er pænt. Når jeg laver mad, tænker jeg, at der skal være noget på tallerkenen, som han kan lide.
Hans hidsighed tager til i perioder, og i nogle perioder er det ikke så slemt. Jeg prøver at få det hele til at køre. Jeg vil bare ikke miste ham. Han hjælper ikke til derhjemme. Det sker kun yderst sjældent, og kun hvis jeg beder ham om hjælp. Til gengæld styrter han rundt, når vi har gæster og tager af bordet. Han vasker op og viser alle, hvor hjælpsom han er. Det kunne nu have været rigtig rart, hvis han også var sådan i det daglige, men nej. Det var jo kun for at vise, at han var en god mand: Se mig, se mig, se hvor god jeg er til at hjælpe min kone.
Han er også god til at hjælpe alle naboerne her, hvor vi bor. De ældre damer taler han med jævnligt og hjælper, hvis de har brug for det. De synes bare, at han er alletiders mand. Det fortæller de mig tit: ”Sikke dog en sød mand, du har. Hvor er det dejligt, at du har mødt ham efter så mange år alene”. Tja, hjemme bag de fire vægge er sagen en helt anden, tænker jeg ved mig selv.
Psykologen siger: "KOM VÆK"
Jeg er langt nede rent vægtmæssigt og kan se, at jeg har brug for hjælp. Jeg går til psykolog igen. Det hjælper mig lidt, og vægten stiger. Hos psykologen taler vi også om, hvordan det er at være mig i det forhold. Kort og kontant siger hun: ”KOM VÆK”. Men jeg kan ikke. Jeg elsker ham højt. Især når han viser den gode side. Jeg vil ikke miste ham, kan ikke miste ham. Jeg har meget svært ved at se, at det hele ikke er min skyld.
Jeg er fuldstændig fyldt op med tanker om, at mange af de problemer, vi har, er min egen skyld. Der er dage, hvor jeg tænker, at nu kan jeg ikke mere, nu stopper jeg det en gang for alle, men jeg kan ikke. Jeg sidder fast i et spind, jeg ikke kan komme ud af.
Skænderierne tager til, og en dag forlader han mig. Han er væk i fire uger. Min verden går i stykker. Jeg er så ked af det og trygler ham om at komme hjem. Og fortæller ham, at jeg nok skal tage mig sammen og gøre sådan og sådan. Jeg vil gøre alt for, at det skal fungere.
Han lover at ændre sig
Han kommer hjem og lover at ændre sig. Jeg lover også, at jeg vil ændre mig. Der går imidlertid ikke lang tid, før vi er tilbage igen, hvor vi var før. Jeg er så usikker på ham. Jeg ved aldrig, hvor længe jeg har ham. Jeg kan ikke finde ud af hans kærlighed. Han gør mig så usikker på mig selv. Jeg begynder at blive bange for ham.
Jeg er ikke bange for, at han skal slå, for han har aldrig slået mig. Jeg bliver bange for hans hidsighed, hans provokerende måde at være på. Jeg bliver bange for hans ord, hans øjne.
Jeg var tit bange, når vi var ude og køre, for han var så hidsig i trafikken også. Han kunne sidde og råbe og skrige ad folk, selvom det var hans egen skyld. En gang var han lige ved at køre en ung mand ned på cykel. Han nåede lige at springe af cyklen. Ellers var han blevet kørt ned. Min mand springer ud af bilen, farer hen til ham og står og råber og skriger af ham, som om det var cyklistens skyld. Han er nærmet ved at pande ham en. Jeg sidder i bilen og bliver mega bange for, at det skal udvikle sig. Da han sætter sig ind, beder jeg ham om at køre mig hjem. Jeg tør ikke mere køre i bil med ham på denne dag. Han bliver stjernetosset, råber og skriger, vender bilen med fuld fart og kører hidsigt hjem.
Føler, at alt er min skyld
Da vi kommer hjem, kører han sin vej, og så kan jeg igen sidde tilbage med en fornemmelse af, at jeg igen har handlet forkert. En anden gang er vi på vej hjem fra en weekend, hvor vi har besøgt nogle af hans gamle venner. Vi har været til en fest, hvor jeg ikke kendte så mange. Han forsvinder flere gange i løbet af aftenen og er væk længe. Jeg føler mig alene. Det siger jeg til ham, og så er helvede løs igen, igen.
Vi kører hjem dagen efter med livet som indsats. Han kører meget hidsigt og kører op i bagenden på de andre biler, så de bliver tvunget til at skifte bane. Han råber og giver fuck-fingeren til flere bilister, som ikke lige flytter sig, som han vil have det. Det er nok den længste tur i bil, jeg nogensinde har været ude på. Jeg sad med hjertet i halsen på hele turen og var ved at gå til af angst for, at der skulle ske noget. Jeg sad det meste af turen og holdt krampagtigt fast i håndtaget i døren. Jeg turde ikke sige noget, for så ville han eksplodere.
Da vi kommer hjem, får vi talt lidt, og jeg fortæller ham, at hans kørsel slet ikke var ok, og at jeg var meget bange. ”Hold nu din kæft, du kunne bare have holdt din kæft med det i går aftes, så havde jeg ikke kørt sådan”. OK… så kom det lige som på plads.. Igen min fejl.
Nogle gange kunne han godt se, når han havde handlet forkert. Så fortrød han, undskyldte og lovede, at nu skulle det nok blive anderledes. Han har også flere gange sagt, at han godt kunne se, at han ikke var god for mig, og at hans handlemåde påvirkede mig. Han sagde, at han ville gøre alt, for at lave det om. Det skete bare aldrig. Han kunne ikke, og han kunne ikke ændre sig, for han er som han er.
Han forlod mig - og ville tilbage igen
En lørdag for et halvt år siden står vi og skal ned og handle. Hans telefon ringer. Det er en ven, der har brug for hjælp til at få flyttet nogle ting. Vi har aftalt, at vi skal have en hyggedag sammen. Han havde for et år siden fået fast job. Han arbejdede om aftenen, så vi havde kun weekenderne sammen. Derfor gjorde jeg, hvad jeg kunne for at vi kunne være sammen i weekenderne. Ellers ville vi ikke se så meget til hinanden. Vi fik ikke så meget tid sammen, for han sov det meste af tiden og var oppe det meste af natten.
Han fortæller mig, at han skal hjælpe vennen. Jeg siger til ham, at det er jeg ked af, da vi jo havde en aftale om, at han og jeg skulle være sammen. Det var så dråben. Han råbte og skreg, at nu gad han ikke mere, nu stoppede det - og så gik han..
Jeg var knust, græd og græd, og bad ham om at fortryde og komme hjem. Der gik nogle uger. Han sagde, at han skulle tænke over det. Han vidste ikke, hvad han ville. Efter seks uger ringer han en aften og fortæller, at nu vil han gerne hjem. På det tidspunkt havde jeg haft møde med banken, fordi jeg skulle finde ud af, om jeg kunne sidde i min lejlighed alene. I banken var alt kommet på plads rent økonomisk. Jeg havde pakket næsten alle hans ting ned, og alt var blevet hentet. Og så ville han tilbage…
Jeg sagde stop
Nej, ikke denne gang.. Jeg var kommet så langt, at nu ville jeg ikke mere. Nu stoppede det. Jeg kunne ikke mere klare at blive forladt hele tiden. Det ødelagde mig. Jeg holdt fast i min beslutning. Jeg ville ikke have ham tilbage igen.
Og dog var der tider, hvor jeg tænkte, at vi måske kunne have et forhold, hvor vi bare sås en gang imellem og ikke boede sammen. Men jeg vidste samtidig også, at hans behandling af mig ville forsætte og forsætte.. Det ville aldrig blive anderledes.
Nu havde jeg mistet den eneste ene. Jeg havde mistet den person, der havde gjort mig lykkelig. Ham, der havde vist mig, hvad lykke er. Jeg havde følt lykken i hele min krop. Lykken. Men samtidig var han også den person, som havde gjort mig mest ondt, og som havde ødelagt mig. I vores sidste år sammen så jeg ham som Dr. Jekyll og Mr. Hide. Han skræmte mig, han ødelagde mig, han gjorde mig usikker. Jeg mistede troen på mig selv. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd mere. Jeg blev stresset af ham. Jeg mistede mig selv.
Mit liv i dag
Nu har jeg brugt en del tid på at skrive dette her. Jeg har forsøgt at gøre det kort. Alle mine oplevelser kunne meget nemt fylde en hel bog med alle de tanker, der dukker op og alle de episoder, der har været fra hans side. Den ene episode værre end den anden. Der er mange, mange, som jeg har fortrængt. Jeg kan ikke huske på dem, fordi det gør så ondt. Det gør ondt i mit hjerte, det gør ondt i maven. Hvad har jeg dog tilladt den mand at gøre ved mig rent psykisk?
Jeg kan mærke, at det hjælper mig at skrive min historie. Det får mig til at indse, at det jeg oplevede, var virkelighed. At forholdet til ham rent faktisk var sådan. At det ikke er min hjerne, der spiller mig et puds. At det ikke var min egen skyld, at han var, som han var.
Der er dage hvor jeg er ked af det, dage hvor jeg savner ham, dage hvor tankerne kredser om de dejlige stunder, som der jo også var. Der er dage, hvor jeg mangler hans kærlighed, hvor jeg savner at mærke hans arme omkring mig, mærke at han er der og høre hans berusende ord om, hvor højt han elsker mig. Der er dage, hvor jeg savner at se hans smil, høre hans latter, dage hvor jeg savner bare HAM.
Lang vej endnu
Jeg er kommet langt nu, men der er lang vej endnu. Jeg skal bygges op igen, jeg skal virkelig føle inden i mig selv, at jeg er noget værd. Jeg skal føle, at jeg er en pæn kvinde i sin bedste alder, at jeg ikke er tyk, og at jeg har masser af byde på. Lige nu kan jeg mærke, at jeg har dage, hvor jeg bare er glad. Jeg stopper næsten op og tænker, hmmm: ”Er der noget galt. Kan jeg virkelig føle mig glad og bare være til, nyde mit job, mine venner, min familie, mine børn og børnebørn. Kan det virkelig passe”.
I starten kunne jeg ikke forholde mig til det. Men nu er jeg begyndt at nyde, når jeg har haft en dag, hvor jeg bare kan mærke, at jeg er glad igen. Mere glad end jeg har været i mange, mange år. Mine venner siger det, mine kollegaer siger det, min familie siger det: At lyset i mine øjne er ved at komme frem igen. Min anoreksi er faktisk væk. Jeg passer på, men jeg spiser og jeg nyder min mad og har taget på. Jeg siger til mig selv, at det er ok, at jeg er, som jeg er. Det er godt nok. Jeg er på vej…
Men jeg er også blevet en kvinde der er på vagt, en der ikke lukker hvem som helst ind. Mænd er for mig en by i Rusland. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde tør lukke en mand ind i mit liv og i mit hjerte igen. Men det er vel egentlig også lige meget lige nu.
Den glæde, jeg kan føle nogle dage, den ro, jeg føler nogle dage, det overskud, jeg føler nogle dage, det er det vigtigste lige nu. Og lykken er ikke kun en mand, men at føle glæden inden i sig selv lige her og lige nu. Lige præcis i dette øjeblik. Det er guld værd for mig.
Mit fokus i dag er på samværet med mine forældre, min familie, mine børn, mine børnebørn, og mine skønne venner.
Jeg er på vej… Til at finde min egen glæde og min egen lykke.
Elisabeth vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
