Psykisk terror splintrer dit selvbillede

Hvis du gennem længere tid lever med manipulation, trusler og verbale overgreb, udvikler dit liv sig gradvist til et helvede på jord. Dit selvbillede bliver splintret i atomer, og du mister dig selv i din daglige kamp for at holde sammen på parforholdet

Splintret dreamstime xs 70252148

”Hvis du føler, at du ikke kan være dig selv i en relation, kan det være et tegn på, at der er noget  alvorligt galt - og at det ikke blot er fordi, du er sammen med den forkerte partner.” Sådan lyder det fra Margaret Martin, der er leder af Women’s Aid i Irland. Ifølge hende kan den psykiske vold ramme alle – på tværs af alder, kultur, uddannelsesmæssig baggrund og socialklasse.

Hvis din partner systematisk kritiserer dig, nedgør dig, sygeliggør dig, giver dig den kolde skulder eller truer med at forlade dig, er du udsat for psykisk vold. Den psykiske vold kan splintre dit selvbillede og skabe ubalance i magtforholdet mellem dig og din partner. Volden kan over tid udmatte dig, så du udvikler angst, får panikanfald, bliver ramt af depression eller lider af søvnløshed. Du risikerer også at miste tilliden til andre mennesker og at udvikle et misbrug.

Volden er usynlig
Den psykiske vold går under radaren, fordi den ikke er synlig, men arene og mærkerne på din sjæl kan blive virkelig dybe. Når du lever med psykisk vold, lever du - ifølge den irske psykoterapeut Berndadette Ryan – et liv med tortur. Ifølge hende er mange kvinder slet ikke klar over, at de lever i et psykisk voldeligt parforhold, fordi den psykiske vold kan virke så forvirrende. Ofre for psykisk vold ved tit og ofte ikke, hvad det er, der i virkeligheden sker for dem.

”Udefra set kan parret virke succesrigt med flotte karrierer, men offeret lever i et helvede. Til sidst mister offeret fornemmelsen for, hvem hun selv er, og krænkerens stemme overtager. Offeret har ikke længere sin egen stemme.”

Hver fjerde kvinde er ramt
Tal viser, at hver fjerde danske kvinde er – eller har været - udsat for psykisk vold. Det samme gælder hver syvende mand. I praksis betyder det, at omkring 500.000 kvinder har eller har haft psykisk vold tæt inde på livet.

”Psykisk vold kan gøre selv den mest intelligente kvinde til en skygge af sig selv. Kvinder, der har taget flere trin op ad karrierestigen, kan føle sig som blufmagere på jobbet, fordi de bliver behandlet så elendigt, når de kommer hjem”, lyder det fra Margaret Martin.

Offeret er venligsindet
Ifølge Don Hennessy, der er forfatter til bogen ’How He Gets into Her Head’ har ofre for psykisk vold typisk et karaktertræk til fælles: De er venlige mennesker:

”De er nødvendigvis mennesker, som tager mere hensyn til andre menneskers behov end til deres egne.” Ifølge Hennessy får mennesker, der er udsat for psykisk vold, skylden for alt. Han påpeget, at krænkere allerede fra starten af parforholdet optræner deres partner i at indfri deres behov. Den psykisk voldelige partner har typisk en oplevelse af berettigelse samtidig med, at han eller hun savner empati og besidder evnen til at manipulere. Samtidig er den psykisk voldelige partner ofte god til at skrue charmen på over for venner og familie:

”Venner og familie vil sige ’Wuaw, sikke en fantastisk partner’. Når alle andre fortæller dig, hvor fantastisk, han eller hun er, tænker du, at de må have ret.” Samtidig starter det psykisk voldelige forhold også for fuld hornmusik med gaver, romantik og tilbedelse. Dette forandrer sig imidlertid stille og roligt.

Skab et nyt liv for dig selv
Ofre for psykisk vold bliver ofte i forholdet, fordi de tror, at de kan reparere det, og fordi de håber på, at partneren vil forandre sig til det bedre. De ser måske slet ikke, at de er udsat for psykisk vold, og at deres partner ønsker at styre og kontrollere dem.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er udsat for psykisk vold, er det bedste, du kan gøre – ifølge Margaret Martin - at begynde at dele dine oplevelser og tanker med venner og familie. Ad den vej kan du få større forståelse for, hvad det er, der sker for dig. Dernæst kan du vriste dig fri af forholdet, begynde at leve dit eget liv og genopbygge troen på dig selv.

Kilde: Irshtimes.com

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce