Han afviser mig, afviser min berøring, min mad, mine forsøg på kys, sex, alt - i lange perioder. Derefter kører han på, at jeg er følelseskold og fattig på initiativ. Jeg må jo 'kneppe rundt', siden han ikke får noget fra mig, skriver Henriette, der gerne vil være anonym
Af Henriette, der har været udsat for psykisk vold
Jeg var 25 år gammel, da jeg mødte ham i 2005. Dengang var min lille søn seks år. Vi mødtes tilfældigt, da han var taxachauffør og hentede mig.
Jeg kendte ham fra tidligere. Da jeg var 15 år gammel kom han sammen med min venindes storesøster. Selv om han var ældre end mig, var jeg sammen med ham et par gange. Jeg var meget fascineret af ham og følte mig stolt over, at han var interesseret i mig.
Efter gensynet i taxaen begyndte vi at se hinanden. Vi blev ret hurtigt kærester. Han flyttede ind i min lejlighed – og det gjorde hans venner også. Han havde et ret stort forbrug af amfetamin, hash og kokain, og han sagde, at han sagtens kunne passe sit job alligevel.
Jeg var forblændet af denne seje, lækre og sjove mand, der havde nogle meget tunge ting i bagagen. ’Stakkels mand’, tænkte jeg. ’Så sød og såret’. Ham ville jeg tage mig kærligt af, og så skulle jeg nok få ham til at få det godt. Jeg tænkte, at jeg var en helt anden slags kvinde end dem, han havde kendt tidligere. Det havde været nogle dårlige forhold, han havde haft til dem.
Han væmmedes ved mig
Jeg elskede ham, men samtidig oplevede jeg hurtigt, at han kunne skifte personlighed. Jeg fandt også tidligt ud af, at han kan blive meget vred og ubehagelig.
Det gør mig frygtelig ked af det. Jeg føler mig utryg og græder de første par gange, men min gråd gør det hele endnu værre: Han væmmes ved mine tårer, væmmes ved min egoistiske måde at ’tage fokus på’ ved at tude. Det er jo mig, der har gjort ham ondt ved ikke at tage hensyn eller lytte til, hvad han har været igennem, påpeger han. Det er det, der gør ham så vred. Jeg trygler ham om tilgivelse.
Jeg har allerede tidligt i vores forhold fortalt ham lidt om min fortid. Blandt andet har jeg fortalt, at min far kunne finde på at ignorere mig i 14 dage ad gangen. Derfor frygter jeg stilhed. Jeg frygter at blive usynliggjort. Desværre bruger den mand, jeg elsker, nu denne frygt imod mig så ofte som muligt: Han afviser mig, afviser min berøring, min mad, mine forsøg på kys, sex, alt – i lange perioder. Derefter kører han på mig og kalder mig følelseskold og fattig på initiativ. Han siger, at jeg ’må jo kneppe rundt’, siden han ikke får noget fra mig.
Drømmen om en familie
Han drømmer om en familie. Det er derfor, at han har valgt mig. Jeg har jo et barn i forvejen. Hvis vi får et barn sammen, bliver han hjemmemenneske, siger han.
Projekt ’gravid’ går i gang, men det lykkes ikke, og jeg bliver mere og mere panisk. Han bliver mere og mere vred. Omsider lykkes det, men fostervandsprøven viser, at der er noget galt med barnet, så jeg får en provokeret abort. Jeg er så ulykkelig, og han håner mig. Han siger, at det er mig, der har ødelagt det. Det er mig, der er giftig.
Der går næsten et år mere, før det lykkedes at blive gravid igen – denne gang med et sundt barn. De sidste tre måneder af graviditeten skal han udsendes til Irak, men han får en aftale om, at han må komme hjem 10 dage før min termin, så han kan være med til fødslen. Det når han. Da vores søn er tre måneder gammel, bliver han igen udsendt som soldat.
Frieri og lyserøde skyer
Han frier til mig en måned før, han skal tilbage til Irak. Inders inde ved jeg godt, at det er helt forkert af mig, men jeg siger alligevel ’ja’, fordi jeg drømmer om en lyserød sky. Da han nogle måneder senere igen vender hjem fra Irak, føler han sig fremmed over for vores søn. Det får ham til at miste interessen for vores baby.
Min ældste søn er i mellemtiden blevet ni år, og en dag pjatter han, laver et smølfespark og rammer sin papfars nakke. Resultatet er, at han svinger ham en lussing lige på stedet. Min søn græder, men min partner nedgør ham voldsomt og truer ham til at stoppe med at tude. Det var jo ham, der slog først.
Jeg så min søns smukke øjne ”dø”, og jeg tilgiver aldrig mig selv for at sidde der og være handlingslammet. Overgrebene på min søn stoppede imidlertid ikke der. Nogle gange blev han sat til afhøring med samme brutale stil som en krigsfange. Utrygheden og frygten drev ned ad væggene, og vores yngste søn begyndte meget tidligt at vise tegn på, at noget var riv-rav-ruskende galt i vores familie.
’Velfungerende’ far
Da vores lille søn var kun 18 måneder gammel, blev han sat under observation af en psykolog i vuggestuen. Som 4-årig kom han i dagsindlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling. Her fik han stillet diagnosen ’anden gennemgribende opmærksomhedsforstyrrelse, adhd, autisme og tourette. I hans papirer stod der samtidig at læse, at jeg var ramt af depression, mens han far var ’velfungerende’.
Min partner ville ikke accepterer de diagnoser, som vores lille søn fik. Flere gange tog han vores søn ind på værelset. Han holdt ham fast og trykkede ham ned mod gulvet med foden ovenpå ham. Han sagde, at vores lille søn havde brug for at ’lære disciplin’. Han skulle bare ’fikses’. Jeg brød ind flere gange, men det resulterede i, at jeg blev skubbet og ramt af spytklatter og nedgørende ord. Efter sådan en omgang satte han sig ud i bilen og kørte sin vej.
Misbruget
Han tog ofte væk i timer ad gangen, men det kunne også være i flere dage. Han røg meget hash på det tidspunkt, men stofferne havde han næste lagt på hylden. Langsomt stoppede hashen, men i stedet begyndte han at drikke.
En dag kom han hjem efter flere timer ved stamstedet for byens druk, som var en forladt bygning med en kiosk som nabo. Han var i festhumør og havde en af vores fælles venner med hjem. Jeg var ikke selv i feststemning og kom til at græde. Det tændte ham helt af:
Han kastede mig ind i en dør, sparkede mig og løftede mig op fra gulvet for endnu engang at kaste mig ind i døren. Døren springer op, og jeg fortsætter ud på flisegulvet i bryggerset. Vennen griber vores søn, der sidder på gulvet. Han løber ind på min store søns værelse og be’r ham om at tage lillebror og blive derinde. Derefter kommer han tilbage til os og råber af ham og hiver fat i ham.
Det lykkes at få ham til at stoppe. Han råber til mig, at nu er jeg ’færdig’. Derefter tager han bilen og kører sin vej.
Jeg får kæmpet mig op og får ringet til hans mor og søster. Vennen trøster mig og drengene. Hans familie kommer. Hans mor bliver sammen med mig, og hans søster forsøger at finde ham. Det lykkes, og de tager ham med hjem til dem og forsøger at overtale ham til at blive indlagt på psykiatrisk. Det lykkes ikke, men jeg stiller ham nu et ultimatum: Søg hjælp - eller det er slut.
’Hmmm… nåååå’
Han forsøger at søge hjælp ved forsvaret, og han får en psykolog, men det er langt væk. Samtidig sidder psykologen bare og siger ’hmm .. nååå .. ’ osv. Mens han er i terapi flytter vi fra hinanden.
Vi er stadig kærester, og jeg føler, at det går den rigtige vej - indtil jeg finder ud af, at han og min veninde ses og har noget kørende. Det vælter mig fuldstændig omkuld, og jeg bliver indlagt på psykiatrisk skadestue i to døgn. Han henter mig på skadestuen, men har travlt med at sætte mig af derhjemme ved drengene og køre så igen.
Efter en lille måned er han tilbage ved mig igen, nu skal det hele nok gå, mener han, men det bliver ikke bedre. Det bliver hurtigt som før, men nu synes han vi skal få det bryllup sat i gang, så det gør vi.
Det kolde bryllup
Vi planlagde vores bryllup. På det tidspunkt så jeg ikke andre muligheder end at give det en chance, selv om jeg inderst inde godt vidste, at det var en dårlig ide. Selv da jeg stod i våbenhuset med min storebror ved min side, sagde jeg til ham, at det var forkert af mig at blive gift. Min bror troede bare, at det var nerver, for han havde aldrig oplevet, hvordan min brudgom kunne være over for sin familie.
Bryllupsnatten foregik sådan, at fire kammerater tog med hjem fra festen for at drikke videre og tage stoffer. En af deres kærester hjalp mig af kjolen, og jeg gik i seng.
Derefter fortsætter vi som ægtepar i fire år, hvor det hele bare bliver mere og mere koldt, og jeg forsvinder mere og mere ind i mig selv. Jeg mister troen på alt, hvad jeg gør: Jeg tør ikke køre bil, og jeg kan ikke træffe den simpleste beslutning på egen hånd. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal skære en agurk over.
Dækker over ham
Jeg dækker over min mand hele tiden. Drengene skal helst ikke have legekammerater med hjem, for jeg frygter, at han er fuld, når deres forældre kommer for at hente dem. Jeg kan ikke aftale noget med mine få venner, for jeg ved aldrig, om det kan lade sig gøre – og om jeg kan være tryg ved at overlade vores søn alene med ham. Min store søn bliver mere og mere indelukket og vred på alt. Den mindste søn spørger dagligt, om far er fuld.
Jeg troede dengang, at jeg gjorde det rigtige ved at lyve og sige, at det var han ikke - eller kun lidt. Det har senere vist sig at have været ødelæggende for mine børn, for de kan tydeligt mærke beruselsen og fuldskaben. Når jeg så fortalte dem, at det, de oplevede, var forkert, blev de følelsesmæssigt forvirrede. De kunne ikke stole på deres egne sanser og oplevelser.
Livet som ’zombie’
Drengene forsøger at undgå alt kontakt med ”far”, og der er generelt en trykket og ubehagelig stemning.
På det tidspunkt ved jeg inderst inde, at jeg skal væk fra ham, og at drengene tager skade. Samtidig bliver jeg mere og mere som en ’zombie’: Jeg er træt, og jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke noget som helst. Jeg lukker endnu mere ned følelsesmæssigt. Jeg begynder at få voldsomme mavesmerter og kramper. Samtidig får jeg voldsomme hovedpiner. De kommer lige pludselig og varer i nogen minutter, hvor alt drejer rundt og trykker så voldsomt, at det føles som om, det hele skal eksplodere…
Når han drikker, bliver han mere og mere ubehagelig, pervers og vammel. Hele min krop lukker ned. Jeg væmmes, og jeg er både bange og vred. Jeg ønsker ham død, og jeg kan ikke se, hvordan vi skal komme ud af det.
Han har sagt 1000 gange, at han vil tage vores søn, hvis jeg går fra ham, og at han nok skal få ham. En nat hvor han er fuld og meget gal på mig, placerer han mig på en stol i køkkenet, mens han i flere timer sliber knive, sviner mig til, griner hånligt, tuder og hælder vand ud af ørerne. Han demonstrerer sin magt over vores hund og over mig. Hunden knurrer af ham, og han kaster den i gulvet, banker den og tager kvælertag på den. Han slipper den igen, og den gemmer sig. Endelig falder han ned og tumler om på sofaen. Han falder i søvn.
Den nat sov jeg med en peberspray.
Amok i druk
Efter to meget voldsomme drukepisoder, er vores hjem efterhånden smadret. Han går mere og mere amok. Nu bliver naboen, som er sagsbehandler, opmærksom på, hvad der sker hos os. Hun inviterer mig ind i sin lejlighed, og jeg bryder sammen og åbner op. Hun siger ligeud til mig, at hun har underretningspligt, men hun vil give mig et valg. Jeg skal vælge mellem drengene og min mand.
Dagen efter giver jeg min mand et ultimatum: STOP med at drikke og søg hjælp sammen med mig – eller jeg vil skilles. Han åbner en dåse øl, tyller den ned, bøvser mig i hovedet og kører sin vej.
Fatal attraction
Det var på dette tidspunkt, at jeg traf jeg beslutningen. Det var slut. Han havde meget svært ved at tro, at jeg mente det, men gudskelov skulle han udseendes igen en måned efter, at jeg sagde stop.
Jeg sagde, at jeg ville skilles – ikke kun separeres, og to måneder efter var jeg skilt og havde fået en ny bolig.
Derefter startede mit livs hårdeste og vildeste kamp, udvikling og følelsesmæssige ruchetur. Ind imellem troede jeg, at jeg savnede ham og ikke kunne leve uden ham. Jeg prøvede at gå på datingsites og tog ud på to dates. Den ene date havde et massivt misbrug af steroider. Han stalkede sin ekskæreste og virkede løgnagtig. Den anden date havde siddet inde for vold og mordforsøg.
Jeg måtte indrømme over for mig selv, at den terapeut, jeg havde haft et par samtaler med på det tidspunkt, havde en pointe, når hun sagde, at ’jeg havde et mønster med de mænd, jeg fandt’. Jeg gik i gang med at finde ind til kernen og forstå, hvorfor jeg blev tiltrukket af farlige mænd, som ikke var gode for hverken mig selv eller mine børn.
Forholdet til min far
Jeg fandt ind til kernen. Grunden til at jeg tiltrak farlige mænd, var, at jeg er vokset op med en far, som jeg ikke kunne stole på. Hos terapeuten fandt jeg ud af så mange vilde ting fra min opvækst. Det var ubehagelige oplevelser, som jeg havde lukket inde.
Jeg har hylet, grinet og været chokeret og overrasket. Jeg er kørt fra min terapeut i arrigskab, fordi han turde prikke til mig og provokere mig. Samtidig gav han ikke op. Han lod mig ikke smutte udenom eller komme med undskyldninger. Jeg fik heller ikke lov til at aflyse mine tider hos ham. Det har været et vildt forløb, men samtidig det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det har ført til, at jeg i dag har skabt et trygt liv for mig selv om mine drenge, som stille og roligt er begyndt at hele. Det er skræmmende at se, at ens børn gør, hvad de ser. De gør, hvad du viser dem. Jeg så pludselig min ældste søn finde en kæreste, der mindede om min eksmand. Gudskelov var jeg nu stærk nok til at reagere og kæmpe for ham. I dag er han på rette spor, men han er og vil i lang tid være en sårbar, ung mand. Den lille har gået i terapi igennem et børnefamilie-team. Det har hjulpet ham i forbindelse med at få bearbejdet sin opvækst med misbrug tæt inde på livet.
Jeg har fundet modet til at holde to foredrag i december måned om mine oplevelser. Det var så skræmmende, men samtidig fantastisk. Jeg vil gerne holde flere. Jeg vil leve nu. Mit liv har været et mareridt og min historie rummer mange flere facetter, end det, der står her.
Jeg håber, at jeg kan fortælle dig langt mere end det, du lige har læst her en anden dag…
Tanker fra mig ...
Henriette vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret. Hvis du også gerne vil dele din historie om psykisk vold med andre, er du velkommen til at sende en
